Indlånsrenter for lave? Bødskov vælger den forkerte dagsorden

Erhvervsministeren forsøger at vise, at han ikke er i lommen på finanssektoren: Han kritiserer, at danskerne får lave renter på deres bankbogs-indlån. Men der er langt værre og mere kritiske problemstillinger i den finansielle sektor, eksempelvis de høje monopollignende priser på realkreditlån, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.

Sidste gang en erhvervsminister var kritisk over for bankerne, var da Simon Kollerup kaldte bankerne for grådige. Baggrunden var, at bankerne opkrævede minusrenter på kundernes indeståender, selvom de samme penge blev videreudlånt til andre kunder til høje udlånsrenter.

Kollerup blev kritiseret for at blande sig i markedsmekanismen. Men Kollerup havde ret: Konkurrencen fungerede ikke, da næsten alle banker havde fastsat stort set sammen høje minusrentepriser.

Nu har Bødskov så stukket hånden i hvepsereden: Bankerne betaler for lave renter på husholdningers og virksomheders indlån. Og det er måske rigtig nok. Men denne gang er der tale om, at markedsmekanismen faktisk fungerer: Nogle banker betaler over tre 3 pct. i indlånsrente, og korte realkreditobligationer giver også høje renter. Så kunderne har andre muligheder.

Konkurrenceproblemer

Bødskovs mod til at sige bankerne imod er al ære værd. Men det er bare den forkerte dagsorden, han har valgt. Aktuelt findes der en stribe alvorlige problemstillinger i finanssektoren, som er blevet dokumenteret i analyser fra Konkurrencestyrelsen. Vi har skrevet om redegørelserne om konkurrenceproblemer i pensionssektoren, banksektoren og især realkreditten. Problemer, som over en bred kam er blevet fejet ind under gulvtæppet af skiftende regeringer.

Det altoverskyggende problem i finanssektoren er uden tvivl den fastlåste konkurrence i realkreditsektoren: Tårnhøje og næsten ens bidragssatser på tværs af realkreditsektoren, tårnhøje kurstillæg ved lånoptagelse og konverteringer og et ineffektivt obligationsmarked med kunstigt store kursspænd. Realkreditinstitutterne er blevet rene pengemaskiner, og da ingen er interesseret i reel priskonkurrence, er situationen totalt fastlåst. Bødsskov har fra tid til anden pippet om, at han synes, at institutterne skulle nedsætte bidragssatserne. Men det ligner mest politisk markedsføring.

Det kan godt være, at ophævelse af Nykredit/Totalkredits monolpol-aftale med de godt 50 lokalbanker vil give lidt mere konkurrence. Men der ville næppe komme reel priskonkurrence, fordi ingen af aktørerne er interesserede i det. De skovler penge hjem, og institutternes regnskaber viser endda ikke hele indtjeningen, da en del af realkreditindtægterne kanaliseres over i bankforretningerne.

Det er indiskutabelt, at realkredittens lønsomhed er tårnhøj og slet ikke afspejler den underliggende risiko. Det fremgår også af realkredittens tabsudvikling de seneste 20 år, hvor hverken finanskrise eller coronakrisen udløste nævneværdige kredittab i sektoren.

Alene husholdningerne betaler 15-20 mia. kr. årligt i bidragsindtægter til drift af institutterne, og hertil kommer så de markant stigende lånerenter i kølvandet på centralbankernes renteforhøjelser.

I gamle dage var institutterne ejet af foreninger og deres medlemmer. Derfor var det ikke nødvendigt at skabe store overskud, og ledelserne havde ikke ambitioner om at bygge imperier, som eksempelvis Nykredits Michael Rasmussen har det. I dag er der kun ét semi-foreningsejet institut tilbage, nemlig Nykredit/Totalkredit.

Skinvalg i kundeforening

Foreningsejet virker dog slet ikke, som Økonomisk Ugebrev har dokumenterer over de seneste ti år. Foreningen og Nykredit er styret af en junta-lignende ledelse, som synes at tænke mest på, hvordan man fortsat kan undgå et effektivt og reelt foreningsdemokrati.

Hvis der var et reelt foreningsdemokrati, ville der med stor sikkerhed være mere fokus på at få låntagernes – og medlemmernes – bidragssatser ned. I dag har Nykredit Holding i ejerkredsen pensionskasser, som kræver udbyttebetalinger af overskuddet. Det er naturligvis i strid med foreningstanken.

Så i den aktuelle situation kunne ministeren starte med at pålægge ejerforeningen bag Nykredit, Forenet Kredit, at skabe et reelt foreningsdemokrati, altså hvor alle medlemmer har let adgang til at stemme, og hvor alle kandidater bliver hørt lige. Det aktuelle “medlemsdemokrati” i Forenet Kredit ligner opstillede skinvalg i en diktaturstat, hvor resultatet stort set er givet på forhånd.

Morten W. Langer