Italien og Spanien styrer hver deres vej i Europa

Det er sjældent, at EU får to nye regeringer på samme dag, og det er mere sjældent det sker i to store medlemslande som Italien og Spanien. Hvor Italien fik sin første populistiske regering bestående MS5 og Lega, så blev den spanske premierminister Rajoy afsat efter et mistillidsvotum som følge af den omfattende Gürtel korruptionsskandale, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

Italiens nye regering har varslet en ny økonomisk politik, der omfatter store skattelettelser, en anseelig borgerløn på €780 månedligt, og en lempelse af kravene for adgang til en offentlig pension. Alt i alt er disse nye tiltag estimeret at koste over €100mia om året. Det svarer til 6-7 procent af Italiens BNP, hvilket er åbenlyst utroværdigt for et land med en gæld på over 130 procent af BNP.

Spørgsmålet er, om den nye regering, som kun har et snævert flertal på seks mandater i det italienske senat, rent faktisk kan få vedtaget disse nye radikale reformer, eller om de nye populister bøjer af i sidste øjeblik. Italiens økonomiske fremtid afhænger af dette valg.
Italien har overskud på de statslige finanser på næsten to procent af BNP, samt et betalingsbalanceoverskud på næsten tre procent. Det er ikke – som Grækenland i 2010 – et land i akut økonomisk krise, og Italiens høje gæld er da også i dag under rimelige økonomiske forudsætninger mulig at tilbagebetale.

Så en krise i Italien vil udløses af et politisk valg af den nye regering med dens økonomiske politik, som nemt vil kunne føre til en kredit nedgradering af Italiens statsgæld til junk status. Det vil samtidig betyde efterfølgende bortfald af italienske statsobligationers status som collateral hos ECB og udløse store finansielle problemer i de italienske banker. En generel nedsmeltning af Italiens økonomi kan blive konsekvensen af et sådant scenarie.

En sådan fremprovokeret krise vil dog ikke, da op til to tredjedele af Italiens statsgæld ejes af hjemlige italienske investorer og banker, følge til en exit fra euroen. De hjemlige økonomiske omkostninger heraf vil simpelthen være for høje. En regering vil ikke politisk overleve en exit.

Ganske som græske Alexis Tsipras i sommeren 2015, befinder Matteo Salvini og Luigi di Maio, Italiens to populistiske ledere, sig derfor i den situation med en ønsket økonomisk politik, som på sigt ikke er forenelig med euromedlemskab. Modsat har de den fornødne politiske opbakning til at forlade den fælles valuta.

Spørgsmålet er derfor reelt hvor dyb en italiensk krise skal være for, at en eller begge populistiske partier skifter standpunkt og helt konkret erklærer sig tilhængere af euroen og en mere realistisk økonomiske politik. I Grækenland krævede det kapitalkontrol og en nedlukning af banksystemet inden Tsipras så lyset. Man kan kun håbe, at MS5 vil være hurtigere til at sadle om i Italien.

Det ændrer dog ikke på, at Italien er slået ind på en ny og farlig politisk kurs. Helt i kontrast hermed står Spanien, som netop har taget det første skridt væk fra dets traditionelle to parti-system med det konservative PP og PSOE som de dominerende kræfter. Regeringsskiftet forløb nærmest udramatisk, da Rajoy mistede sit flertal.

Modparten PSØ vandt opbakning fra PP´s hidtidige baskiske støtteparti ved at vedtage et statsbudget, som er fyldt med økonomiske gaver til Baskerlandet. Den ny PSOE mindretalsregering vil derfor kun medføre en marginal ændring i den nuværende succesfulde økonomiske politik, ligesom Pedro Sanchez har udnævnt et meget pro EU kabinet med et flertal af kvindelige ministre. Kontrasten til Italien er slående.

Samtidig er det dog klart, at når hverken PP eller PSOE er interesseret i et nyvalg lige nu, er indikationen, at begge de to traditionelle regeringspartier i Spanien er stærkt politisk svækkede. Det er nemlig det liberale og anti-katalanske uafhængigheds Ciudadanos parti, som lige nu fører de spanske meningsmålinger. Da der som følge af Pedro Sanchez’s ustabile parlamentariske grundlag sikkert bliver nyvalg i Spanien senere i 2018, er der derfor en god chance for, at Spanien får sin første liberalt-ledede og stærkt pro EU regering.

Herved vil det stå helt klart, at den politiske fornyelse i Spanien – ganske som med Macron i Frankrig – kommer på den politiske midte, mens det i Italien er de populistiske yderfløje som vinder frem. Konsekvensen vil være at Spanien vil kunne fortsætte sin høje økonomiske vækst de kommende år, mens Italien er i reel fare for meget meget dyb økonomisk krise.