Det bobler og syder i den jyske bankundergrund. Et fortsat pres på lønsomheden i banksektoren de kommende år har udløst en hidtil uset aktivitet med sonderinger på kryds og tværs om banksammenlægninger. Danske Capital har efter det oplyste udarbejdet en plan for skabelsen af den fjerde jyske storbank.
Det jyske banklandskab er fortsat præget af en lang række provinsbanker, ud over de større banker, nemlig Sydbank, Spar Nord, Jyske Bank og til dels Ringkøbing Landbobank efter overtagelsen af Nordjyllands Bank. I sektoren har det været forventningen, at disse fire banker ville vinde slaget om Jylland og hen ad vejen overtage de fleste andre mindre og mellemstore provinsbanker.
Men sådan kommer det ikke nødvendigvis til at gå: Ved flere lejligheder har de mellemstore provinsbanker kæmpet indædt mod at blive spist af en af de store. Eksempelvis forsøgte Spar Nords at overtage Nørresundby Bank, som i stedet blev overtaget af Nordjyske Bank, der senere blev overtaget af Ringkøbing Landbobank.
Spar Nord har også forsøgt en overtagelse af Danske Andelskassers Bank (DAB), hvor bankens ledelse sammen med de to andelskassefonde og finansieringshjælp fra Jyske Bank lagde de afgørende snubletråde ud. Her er det et spørgsmål om tid, før der kommer en afklaring, fordi de to aktieposter i DAB brænder i lommen på de to ejerfonde, der ikke har råd til at betale renter.
Ingen kommentarer
Det generelle billede er, at de mellemstore provinsbanker (og især deres ledelser) ikke bare vil opsluges af en stor bank. De vil med i ligeværdige fusioner, eller endnu bedre: De vil selv bestemme. Samtidig er der en stigende erkendelse af, at bankerne måske har et-to år til at rykke.
Ifølge økonomisk Ugebrevs oplysninger har det mundet ud i, at en gruppe banker fra den jyske højderyg har fået Danske Capital til at udarbejde en plan for at skabe en ny stor jysk bank. Vi har stillet følgende spørgsmål til adm. direktør Jan Pedersen fra Danske Andelskassers Bank: ”Ifølge vores oplysninger har I fået Danske Capital til at udarbejde en analyse af konsoliderings/samarbejdsmuligheder blandt en gruppe jyske pengeinstitutter. Kan du bekræfte dette? ”Det har jeg ingen kommentarer til,” lyder svaret.
Efter det oplyste er blandt andet Danske Andelskasser Bank, Jutlander Bank, Den Jyske Sparekasse, Frøs Sparekasse, Sparekassen Vendsyssel og Vestjysk Bank, der er med initiativet. Flere af netop disse banker har for nylig indgået et samarbejde om leasing i et nyt sektorselskab , og det ses som en forløber for et senere mere forpligtende samarbejde.
De fleste af dem er gruppe to-banker med en arbejdskapital over 12 mia. kr. Størst, målt på balancen, er Sparekassen Vendsyssel og Vestjysk Bank, men målt på børsværdi ligger Vestjysk Bank i front. Tilsammen ville disse bankers balance være 93 mia. kr. (2019-tal), og dermed større end Spar Nord og knap det dobbelte af Arbejdernes Landsbank.
En joker i spillet er da også, at både AP Pension og Arbejdernes Landsbank, som begge er tæt knyttet til provinsbankernes ”storebror”, Nykredit, har store aktieposter i blandt andet Vestjysk Bank og Skjern Bank, hvor opkøbsrygter onsdag gav et kortvarig kurshop på 20 procent. Også Vestjysk Bank-aktien er godt pumpet op. Den nervøse aktiekurs afspejler, at der nogle ting rører på sig under overfladen, og at bankerne lurer på hinanden for at skabe det bedste udgangspunkt, før de endelige forhandlinger indledes inden for de næste år.
Storaktionær holder på aktierne
Velkendt er det, at de fleste bankaktier handler til ned til halvdelen af den bogførte egenkapital, på grund af fortsat pres på lønsomheden. I forhold til det underliggende afkast er bankaktier dog fortsat en fremragende forretning, og blandt andet derfor har den større private bankinvestor Heine Delbing ikke tænkt sig at sælge sine bankaktier lige foreløbig:
”Når man ellers ser på, hvilken forretning man kan få på finansielle investeringer, så synes jeg, at bankaktier er et rigtigt godt valg. Bankerne har de seneste år givet rigtig gode afkast, blandt andet på grund af engangsforhold som salg af sektoraktier, tilbageførsel af hensættelser og seneste konverteringsbølgen.”
”Jeg tror, at bankerne fortsat vil levere gode resultater, blandt andet fordi de nu indfører minusrenter på private indlån. Derfor vil jeg ikke sælge mine bankaktier til halvdelen af indre værdi,” siger Heine Delbing, der har større aktieposter i Lollands Bank, Totalbanken og Skjern Bank.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her