Selvom Jyske Bank som eneste danske bank nu efterligner Danske Bank med et såkaldt pre close call før hvert kvartalsregnskab, leverer Jyske Bank en markant højere informationskvalitet. Inden for rammerne af ”ikke-ny viden,” giver banken et godt indblik i den generelle markedsudvikling samt i særlige historiske forhold, man som investor skal være opmærksom på, skriver chefredaktør Morten W. Langer, der vurderer, at tilbageførte tabshensættelser kan løfte overskuddet over ledelsens topforventning.
Aktuelle estimater, indsamlet af Jyske Bank, viser, at analytikerne i gennemsnit forventer en bundlinje i helåret 2024 på 5,22 mia. kr. Årsforventningen er baseret på et forventet Q4-resultat på 1,18 mia. kr. hvilket er en del lavere end i Q3, som endte på 1,42 mia. kr. Analytikernes forventning ligger lige under toppen af ledelsens udmeldte forventning på 5,0 til 5,3 mia.kr.
Forventningen til det lavere Q4-resultat skyldes først og fremmest disse ændringer ift. Q3: lavere nettorenteindtægter (-80 mio. kr.), højere gebyrindtægter (+150 mio. kr.), lavere værdireguleringer (-280 mio. kr.) og højere omkostninger (-60 mio. kr.).
Overordnet er billedet positivt på den måde, at Jyske Bank ikke ses at blive ramt særligt hårdt af lavere udlånsrenter i kølvandet på centralbankernes rentenedsættelser. En vigtig forklaring er begrænset rentefølsomhed på grund af det store realkreditudlån, som fylder to tredjedele af koncernens udlån.
Gebyr- og provisionsindtægter er sæsonmæssigt altid større i Q4 på grund af performance fees fra investeringskunder. Det blev også oplyst på pre call-mødet, at der har været fremgang i formuekapital under forvaltning. Og at gebyrindtægterne kunne blive løftet af stigende aktiehandel i sidste kvartal.
Endelig er der udsigt til højere gebyrer på betalingstransaktioner, idet bl.a. kortbetalinger i samme kvartal 2023 var påvirket af IT-migration med Handelsbanken Danmark, og at det alt andet lige vil betyde højere gebyrindtægter herfra i Q4.
Omkring udvikling i realkreditbidrag og bankmarginaler blev det oplyst om den generelle markedsudvikling, at (frit oversat) ”marginaler for administration af realkreditlån har udvist en svagt faldende tendens i det seneste år (…) Bankernes udlånsrenter for ikke-finansielle selskaber faldt med 38 bp i oktober november i forhold til 3. kvartal 2024. For husholdningerne faldt bankernes udlånsrenter med 25 bp. Det indikerer en højere udlånsmargin i forhold til 3-måneders CIBOR, som faldt 47bp i samme periode. Indlånsrenterne for ikke-finansielle selskaber faldt 17 bp i oktober november i forhold til 3. kvartal 2024. Tilsvarende faldt sektorindlånsrenterne for husholdninger med 14 bp.”
Overordnet ser det ud til, at indlånsrenterne er faldet mindre end udlånsrenter, hvilket for bankudlån og indlån kan betyde en faldende indtjeningsmarginal. Men det rammer sikkert andre banker meget hårdere end Jyske Bank.
Samtidig blev det oplyst, at bankernes udlån stort set står stille, men der er svag vækst i realkreditlån, som løftes af skift fra boliglån i bankerne til realkreditlån.
Omkring tabshensættelser virker analytikernes forventning til en udgiftsførsel på 47 mio. kr. i Q4 meget forsigtigt. Ikke mindst på grund af en fortsat robust dansk økonomi, tilbageførsel af 82 mio. kr. i Q3 med en stor buffer i form af ”ledelsesmæssige skøn”, som løbende kan forventes at blive tilbageført som indtægter, medmindre noget går helt galt.
Med afsæt i Nationalbankens data tegner der sig et generelt billede af, at der er skred i bankernes samlede renteindtægter fra udlån. Som det fremgår af grafikken, toppede bankernes samlede renteindtægter fra indenlandske udlån i maj 2024 lige over seks mia. kr. per måned med en sivende tendens hen til og med august 2024.
Derefter er det gået ned ad bakke i kølvandet på centralbankernes rentenedsættelser. I november 2024 var sektoren renteindtægt under 5,3 mia. kr. Det svarer til et årligt indtægtstab på over otte mia. kr. I modsat retning trækker lavere renteudgifter for bankerne på kundernes indlån: Rentebetalingerne er dykket fra tre mia. kr. i juli til knap 2,6 mia. kr. i november. På årsbasis betyder det en besparelse på knap fem mia. kr.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.