Q4-regnskabet og det efterfølgende investormøde indikerer, at Jyske Banks CEO Lars Stensgaard Mørch nu er parat til at tage offensive skridt til at videreudvikle bankens strategiske position på det danske finanslandkort. Efter organisationsændringer, opkøb og effektiviseringer er banken klar til at se fremad. Chefredaktør Morten W. Langer har fundet nedslagspunkter i den afholdte investorpræsentation med fokus på analytikernes interessepunkter.
Jyske Banks CEO Lars Steensgaard Mørch indikerede på det seneste investormøde, at banken efter opkøbene af Handelsbanken og PFA Bank samt strategi- og organisationsændringer er parat til at gå mere i offensiven.
På et spørgsmål fra en analytiker, om ledelsen forventer fortsat solid udlånsvækst i 2025 efter gode tal i Q4 2024, lød vurderingen fra Lars Steensgaard Mørch (frit oversat):
”Jeg tror, at når man ser på Jyske Bank i løbet af de sidste par år, har man set på en ret travl organisation, der har gennemført et par store opkøb for os og implementeringer, integrationer og ændringer i datasystemet. Når vi går ind i 2025, kommer vi ind med mere forretningsmomentum, og vi kommer ind med en organisation, der vil have fuldt fokus på at drive banken i løbet af 2025. Så vi tror, at vi kan være en lille smule mere optimistiske i forhold til vores volumenudvikling i løbet af dette år.”
I bankens præsentation fremgår det også, at ledelsen forventer stort set uændrede omkostninger de næste tre år. Så hensigten er altså at neutralisere den almindelige løninflation med andre besparelser.
Alene i Q4 blev medarbejderstaben reduceret med to pct., og der må forventes flere reduktioner efter de seneste års opkøb. Faktisk forventer analytikerne et lille fald i bankens samlede omkostninger i år.
Et andet analytikerspørgsmål gik på, om bankens ledelse er kommet videre med tidligere varslede strukturovervejelser, hvor der er indikeret, at der var 5-6 forskellige veje, banken kunne gå. Meldingen kom efter Konkurrencerådets rapport om realkreditten og tilsagnsaftalen med Nykredit, som jo åbner for nye konsolideringsmuligheder i realkreditten Analytikeres udgangspunkt var Jyske Banks udgangspunkt med en betydeligt lavere forrentning af egenkapitalen end de andre større danske banker.
Spørgsmålet lød som følger (frit oversat): ”I havde, tror jeg, fem eller seks forskellige potentielle strukturer fremadrettet, hvoraf den ene var status quo. Kan du give os en lille uddybning nu? Det er tæt på seks måneder siden forbrugermyndighedens afgørelse. (…) Vi har set nogle M&A på markedet. En af dine større konkurrenter vil naturligvis vokse. Og jeg gætter på, at den aktør går ind dit marked, når det kommer til store erhvervsvirksomheder. Så (…) hvad bliver dit næste skridt fremadrettet?”
Hertil svarede Lars Steensgaard Mørch: ”Der er en række ting, som vi nu ved er mulige for os. Så vi kan deltage i fusioner og opkøb fremadrettet. Det var umuligt for os tidligere. Men vi mener, at de fusioner og opkøb, der foretages, skal give mening strategisk, økonomisk osv.”
Videre sagde han: “Så er der også andre muligheder i den rapport, som i sidste ende kan betyde, at vi overvejer forskellige strukturelle ændringer, og at det arbejder vi også med (..) der er en række ting i rapporten, som du skal forstå bedre for at kunne handle på rapporten. Så der er definitioner osv., som vi gerne vil have fuld klarhed over. Men vi arbejder på de forskellige muligheder her og er meget opmærksomme på, at vi vil forsøge at få det bedste ud af mulighederne.”
Ledelsens udmelding for 2025 lå, trods de optimistiske meldinger, i underkanten af analytikernes konsensusforventning. Analytikerne forventer en bundlinje på 4,47 mia. kr. efter skat, mens bankens ledelse forventer et interval mellem 3,8 og 4,6 mia. kr.
Det blev oplyst, at bunden af intervallet modsvarer en makroøkonomisk afmatning. Og at der i forventningerne er indarbejdet yderligere tre gange 0,25 pct. rentesænkninger frem mod midten af 2025, hvorefter den korte rente ses stabilisere sig.
Analytikerne forventer faldende nettorenteindtægter – fra 9,455 mia. kr. sidste år til 8,74 mia. kr. i år, svarende til et fald på ca. 700 mio. kr. Analytikerne forventer et fald i de samlede bruttoindtægter fra 13,689 mia. kr. sidste år, til 12,74 mia. kr. Af de ca. 900 mio. kr. vil nogle hundrede millioner antageligt også kunne forklares af faldende værdireguleringer, mens gebyrindtægter ses stige.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.