Kan man være rig uden penge?

Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen er kommet ud i en sand storm under coronakrisen. Der er vrede over dels hans hurtige massefyringer, dels at hans detailhandelskæder (han er også hovedaktionær i Normal) pt. ikke betaler husleje. I Berlingske citerer journalist Birgitte Erhardtsen rigmanden Ole Steffensen for, at ”der er tilsyneladende ingen grænse for, hvor lavt familien (Holch Povlsen, red.) vil synke for ussel mammon,” og hun opfordrer til, at Holch Povlsen ”hurtigst muligt (bør) læsse nogle af sine værdier over i Bestseller og tage sin del af coronaregningen.”

Finans.dk går anderledes blidt til manden, der er – eller i hvert fald var – Danmarks rigeste. Mediet beskriver, at ”Anders Holch Povlsen slås i øjeblikket for at redde familiens livsværk, modekoncernen Bestseller, der er hårdt ramt af coronakrisen og presset på likviditeten.”

Hvilket af de to medier, der bedst rammer skiven, skal vi ikke dømme over her. Det kræver et nærmere studie af sammensætningen af Holch Povlsens formue. Men Finans.dk har under alle omstændigheder en pointe, som det lige nu er vigtigt, at alle medier husker: Det at være rig er ikke nødvendigvis det samme som at have mange penge til rådighed her og nu. Det er en virkelighed, der altid melder sig under store, økonomiske kriser: Fra krakket i 1929 bliver det f.eks. illustreret med et ikonisk billede af en stor bil, der er sat til salg for 100 dollars, fordi ejeren ”must have cash”.

Holch Povlsens kontantbeholdning er angiveligt hurtigt blevet tømt, og man kan godt følge ham i, at det ikke er rimeligt at forvente, at han realiserer sine værdier til spotpriser. Så vil det bare være nogle andre – dem, som har likviderne til at købe aktiverne – der profiterer på situationen. Det vil heller ikke være godt for samfundet som helhed.

Betragtningen om likviditet er også relevant i andre sammenhænge – som når FH-formanden Lizette Risgaard ifølge Jyllands-Posten udtrykker vrede mod virksomheder, der bliver ved med ”at kræve og kræve.” Selv om hjælpepakkerne givetvis vil blive misbrugt, er deres pointe ikke fordelingspolitik, men sikring af likviditet, og det er ikke i FH-medlemmernes interesse, at deres arbejdsgivere ikke har penge at betale løn med.

Sidst, men ikke mindst, skal vi huske betragtningen i diskussionen om negative renter på bankindestående. Det er rent held, at coronakrisen kommer før, at bankkunderne nåede at blive presset over i tvivlsomme investeringsprodukter. Som det nu er, har de heldigvis likvider, så de kan være med til at holde økonomien i gang.

TOSSER, DER SKABER ANGST OG UTRYGHED
Økonomiske incitamenter får medicinalvirksomheder til at afholde sig fra at udvikle vacciner mod vira, skriver Poya Pakzad, økonomisk rådgiver i Enhedslisten, i Information. Det er usandt. En lang række virksomheder arbejder på sagen, men det tager tid, og de kunne nu engang ikke begynde, før coronavirussen var identificeret. Hvorfor leverer avisen autoritet til et falskt budskab, der kun er egnet til at skabe angst og uvidenhed, og det endda i en forvejen presset situation?

Det er et spørgsmål, man også kan stille til andre aviser. Berlingske bringer f.eks. en artikel om, at coronavirussen også er et generationsspørgsmål, hvor nogle unge bruger hashtagget #BoomerRemover. Det er af de fleste nok brugt som sort humor, og for unge mennesker er dødsrisiko også mere abstrakt, end den bliver højere op i alderen. Taget bogstaveligt er synspunktet – at ældre sådan lidt fortjener at dø, på grund af noget med klima, kontanthjælp og forskelligt andet – vanvid. Men der er naturligvis nogle, der gerne påtager sig det ledige standpunkt, vanvittigt eller ej, og Politiken har f.eks. givet Harald Toksværd plads til at udfolde det i et debatindlæg.

I disse svære uger længes mange måske tilbage til mere ubekymrede tider. Men falder man over en bare to måneder gammel avis, vil man se, at frygt og undergangsstemning snarere fyldte endnu mere. Dengang handlede det bare om emner som klima, migration og ligestilling, hvor kerner af sandheder var blæst langt ud af proportioner af rabiate tosser. Det har medierne et stort medansvar for, fordi de i deres grådighed efter klik har givet plads til hvem som helst, der havde noget had eller klynk at formidle. Nu står vi så i den virkelige situation, hvor død og ødelæggelse florerer. Når den er slut, må man håbe, at medierne har lært mere end ekspotentialregning.