Europa står på randen af en energikrise, hvor grøn energi ses som en af de vigtige løsninger. Men vindmølleindustrien er fortsat i krise med ekstremt presset indtjening i kølvandet på hård priskonkurrence. Det har også ramt flere kapitalfonde, og på den korte bane er der ikke udsigt til bedre tider, skriver fagredaktør Carsten Steno.
I årevis er vindindustrien spået tårnhøje vækstrater og god indtjening i kraft af den grønne omstilling, som nu speedes yderligere op på grund af energikrisen.
Derfor har kapitalfonde også været tiltrukket af branchen. Men realiteten er, at vindindustrien har vist sig yderst vanskelig at navigere i for kapitalfondene, der i vidt omfang døjer med underleverandører i branchen, som præsterer røde tal og manglende vækst.
Dårligere bundlinjer
Eksemplerne er mange.
Den norsk/svenske kapitalfond Verdane kæmper med to danske underleverandører, Jupiter Bach i Køge, der producerer naceller, og Polytech i Bramming. Polytech, der leverer komponenter til vindmøllevinger, har netop afskediget 400 medarbejdere på grund af ordrenedgang..
Den store skandinaviske kapitalfond Nordic Capital har i snart ti år kæmpet med at få Ålborg-virksomheden Bladt, der laver vindmøllefundamenter i stål, til at give overskud. I 2021 kom selskabet ud med et minus på 47 mio. kr. Virksomheden har droppet en stor del af sin traditionelle offshore-forretning for alene at satse på havvind. Men det har kostet dyrt i afskrivninger.
Det har længe forlydt, at Nordic Capital ville forsøge at børsnotere Bladt, men som markedet ser ud nu, er timingen dårlig.
Axcel kæmper med virksomheden Nissens Cooling i Horsens, der leverer kølesystemer til vindmøllesektoren. Selskabet er kommet ud af 2021 med et minus på 42 mio. kr. Heller ikke her forudser virksomheden en bedring inden for en overskuelig tidshorisont.
Axcel har tidligere brændt sig på underleverandøren Mita Teknik i Rødkærsbro, der producerer styresystemer til vindmøller. Mita Teknik måtte i 2019 afhændes med betydelige tab til den oprindelige stifter-familie, der siden har solgt den videre til den amerikanske virksomhed Emerson.
A.P. Møller Holding, som formelt ikke er en kapitalfond, men opererer kapitalfondslignende, købte i 2019 K.K. Wind i Ikast for et milliardbeløb. KK leverede et plus i 2021 på 154 mio.kr. – en nedgang i forhold til 2020 på 25 mio. kr. Ledelsen skriver i årsberetningen, at indtjeningen er under pres som følge af meget usikre markedsvilkår.
En anden kapitalfond, CataCap, har i år købt to underleverandører til vindmølleindustrien, Nordmark i Sæby (rotorhuse og aksler) og Data Group i Aarhus (gummi-materialer til vindindustrien). Regnskaberne for 2021 ser pæne ud, mens markederne på kort sigt er lidt mere brogede.
Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap, siger til Økonomisk Ugebrev, at fonden har købt sig ind på en langsigtet trend, hvor vækstpotentialet er stort:
”Der er både gode og dårlige eksempler, når man kigger på kapitalfondes engagement i vindindustrien. Erfaringerne har vist, at man i vindbranchen skal købe virksomheder med produkter, der har høj værdi for branchen, og ikke som umiddelbart kan kopieres. Det lever de virksomheder, som vi har købt, op til. De vanskeligheder på markedet, vi oplever for tiden, er midlertidige. Og vi har en årrække til at udvikle virksomhederne, inden vi skal sælge dem igen.”
Lange udsigter til forbedring
Stigende konkurrence, stigende råvarepriser og transportudgifter og en global pandemi er ifølge Jan Hylleberg, viceadm. direktør i brancheforeningen Green Power Denmark, blandt årsagerne til, at mange underleverandører i vindindustrien for tiden har det svært.
Og ifølge Jan Hylleberg der ikke udsigt til bedring på den korte bane. ”Der er ikke truffet så mange beslutninger om bygning af nye vindmølleparker i årene 2017,18 og 19, og det mærker branchen nu. Samtidig betyder stigende råvarepriser og transportomkostninger, at indtjeningen er under stærkt pres. Øget konkurrence fra Kina, hvor en stor del af vindindustrien er statsstøttet, er en anden årsag.”
Han venter tidligst, at forholdene bedrer sig ved udgangen af 2023. EU’s planer om prislofter på energi øger blot usikkerheden om fremtiden. I den situation vil den konsolidering i branchen, som længe har været i gang, forsætte, måske med større hastighed.
Carsten Steno
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her