Kompromiset om Grønland i gang: Her er fem scenarier

Det, der i de seneste uger har lignet kaos omkring Donald Trumps Grønlandsplaner, er i realiteten ved at falde på plads i et velkendt mønster: maksimal støj, maksimal forhandlingsposition – og derefter et kompromis.

Ifølge JP Morgan er det mest sandsynlige udfald ikke et brud mellem USA og Europa, men en forhandlet løsning, hvor USA får mere militær og økonomisk adgang til Grønland, mens Danmark formelt bevarer suveræniteten.

Sådan lød vurderingen også før Davos, hvor finanshuset også anså militær intervention som helt usandsynlig. Tankevækkende set i lyset af DR’s og TV2’s tv-nyheders ensidige fokus på dette scenarie med nærmest daglige interviews med lokale grønlændere, om de var utrygge.

Udviklingen er rykket markant de seneste dage. Toldtrusler mod EU er blevet suspenderet. Trump taler nu åbent om et ”Framework for a future deal”. NATO-kanalerne er aktiveret. Og signalerne fra både Washington og Bruxelles peger i samme retning: Grønland bliver ikke solgt – men USA får mere, end det allerede har.

Det gør spørgsmålet mindre dramatisk, men ikke mindre geopolitisk vigtigt. For bag forhandlingerne om Grønland ligger både Arktis’ militære betydning, adgang til kritiske råstoffer, relationen mellem USA og EU – og ikke mindst Trumps metode: pres først, aftale senere.

JP Morgan opstiller fem scenarier for udfaldet. De spænder fra det realistiske til det næsten utænkelige.

Scenarie 1: Det forhandlede kompromis – basisscenariet

JP Morgan vurderer, at det klart mest sandsynlige udfald er et ”negotiated arrangement”. Her udvides USA’s sikkerhedsog økonomiske tilstedeværelse i Grønland betydeligt, uden at der sker en formel ændring af suveræniteten.

I praksis kan det indebære flere amerikanske tropper, udvidede militære faciliteter, forbedrede radar- og missilforsvarssystemer samt øget amerikansk adgang til minedrift og infrastrukturprojekter. Grønland forbliver formelt dansk territorium, men USA får en mere direkte operativ rolle.

For USA opfylder dette de centrale mål: stærkere arktisk forsvar, bedre tidlig varsling over for Rusland og Kina samt adgang til kritiske råstoffer. For Danmark er det prisen for at undgå en åben konflikt med Washington – og for at holde Grønland uden for direkte amerikansk kontrol.

Dette scenarie er politisk spiseligt for alle parter og passer præcist ind i Trumps forhandlingslogik: maksimal retorik, begrænset realitetsændring.

Scenarie 2: Status quo plus – mere af det samme

En variant af kompromiset er et ”status quo plus”, hvor USA’s tilstedeværelse udvides, men inden for NATO-rammen og eksisterende aftaler.

Her vil man tale om flere investeringer, mere militær aktivitet og tættere samarbejde, men uden nye formelle traktater eller territoriale særordninger. Det er den mindst konfliktfyldte løsning – men også den, der giver Trump mindst symbolsk gevinst.

JP Morgan vurderer derfor, at dette scenarie er muligt, men mindre sandsynligt end et mere eksplicit forhandlet arrangement, hvor USA kan præsentere resultatet som en ny aftale.

Scenarie 3: Langtidsleje eller strategisk ”pagt”

Et mere vidtgående – men stadig realistisk – scenarie er en langtidsleje eller en strategisk ”pagt”, hvor USA får direkte kontrol over specifikke områder eller faciliteter i Grønland.

Det kan sammenlignes med historiske ordninger, hvor USA har haft særlige rettigheder uden fuld suverænitet. Fordelen for USA er større handlefrihed og mere direkte kontrol. Ulempen er, at det politisk vil være sværere at sælge i både Danmark og Grønland.

JP Morgan vurderer, at dette scenarie er muligt, men kræver betydelige indrømmelser og vil møde større modstand – især i Grønland selv.

Scenarie 4: Salg af Grønland – lav sandsynlighed

Et direkte salg af Grønland vurderes som usandsynligt. Ikke fordi, USA ikke ønsker maksimal kontrol, men fordi det ganske enkelt ikke er nødvendigt for at opnå de strategiske mål.

Derudover kræver et salg både dansk og grønlandsk accept, hvilket politisk er yderst urealistisk. JP Morgan fremhæver, at USA kan opnå næsten alt det ønskede uden at påtage sig de juridiske og politiske omkostninger ved et egentligt køb.

Salgsscenariet fungerer derfor primært som forhandlingspres – ikke som et reelt endemål.

Scenarie 5: Invasion – ikke sandsynligt

Det mest ekstreme scenarie er en militær invasion. JP Morgan afviser dette næsten fuldstændigt.

En invasion ville være politisk katastrofal for Trump, udløse en NATO-krise og sandsynligvis skade USA mere end nogen strategisk gevinst kunne opveje. Det er et klassisk halerisikoscenarie: teoretisk muligt, praktisk usandsynligt.

At det overhovedet nævnes, siger mere om den retoriske temperatur end om den faktiske risiko.

Konklusion: Trump-kaos med indbygget orden

Set fra markedernes og investorernes perspektiv peger analysen på én ting: Grønland er ikke ved at blive epicentret for en ny global krise. Tværtimod ligner det endnu et eksempel på Trumps forhandlingsstil, hvor kaos bruges til at skabe momentum – hvorefter en aftale landes.

Det betyder ikke, at sagen er uden konsekvenser. EU-USA-relationen er mere skrøbelig. NATOs indre spændinger er tydeligere. Og Grønlands strategiske værdi er rykket markant op på den globale dagsorden.

Men bundlinjen er klar: Grønland bliver ikke amerikansk. Til gengæld kommer USA til at være endnu mere til stede.

Markedernes blik: Geopolitik som støj – indtil den ikke er det

Indtil videre har markederne taget Grønlands-episoden relativt roligt. Volatiliteten er steget sporadisk, men uden tegn på egentlig risikoflugt. Det understøtter JP Morgans hovedpointe: investorerne læser situationen som forhandling – ikke eskalation.

Men det betyder ikke, at sagen er irrelevant. Tværtimod fungerer Grønland som en lakmustest for, hvordan Trump-administrationen vil bruge geopolitik som økonomisk og strategisk redskab i 2026. Toldtrusler, sikkerhedspolitik og råstofadgang bliver koblet tættere sammen, og det skaber en ny type usikkerhed – især for Europa.

ABN AMRO peger på, at en eskalation i Grønland-konflikten hurtigt kan glide over i en bredere økonomisk konfrontation mellem EU og USA. Selv relativt begrænsede toldsatser kan over tid få mærkbar effekt på europæisk vækst, forbrugerforventninger og investeringer – særligt hvis de ledsages af øget politisk usikkerhed og svækket NATO-sammenhæng.

Samtidig ligger Grønland midt i en større arktisk omkalfatring. Smeltende is åbner nye sejlruter, adgang til råstoffer og militære positioner, som både Kina og Rusland allerede positionerer sig efter. USA’s øgede fokus på Grønland skal derfor også ses som et forsøg på at genvinde strategisk initiativ i Arktis – et område, der længe har været undervurderet i vestlig sikkerhedspolitik.

Danmark og Grønland: formel kontrol, reel balancegang

For Danmark er situationen delikat. På papiret er suveræniteten ikke til forhandling. I praksis bliver man nødt til at acceptere en udvidet amerikansk rolle for at bevare netop den suverænitet. Det er et klassisk stormagtsdilemma for små allierede: man siger nej til princippet, men ja til indholdet. For Grønland selv er billedet mere komplekst. Øget amerikansk engagement kan betyde investeringer, arbejdspladser og infrastruktur – men også mindre politisk råderum og større afhængighed af eksterne interesser. Det kan på længere sigt styrke de interne spændinger mellem ønsket om større selvstændighed og realøkonomisk afhængighed.

Det større billede: Trump-metoden institutionaliseres

Grønland-sagen er næppe en enlig svale. Snarere er den et forvarsel om, hvordan amerikansk udenrigs- og handelspolitik vil blive ført de kommende år: konfrontatorisk i formen, transaktionel i indholdet og med en klar forventning om, at allierede betaler mere – enten økonomisk eller strategisk. For investorer betyder det, at geopolitisk risiko i stigende grad bliver situationsbestemt snarere end strukturel. Markederne vil kunne leve med støj og drama, så længe udfaldene er forudsigelige. Men grænsen går dér, hvor forhandlinger tipper over i varige brud.

Indtil videre tyder alt på, at Grønland ender som endnu et eksempel på støj med indbygget orden. Men også som en påmindelse om, at den regelbaserede verdensorden ikke forsvinder med et brag – den udhules stykke for stykke.

Morten W. Langer