Kunsten at feje for egen dør

Organisationen Danske Medie har i den forløbne uge startet kampagnen Flere sider, der går ud på, at medlemmerne i den kommende tid vil hylde klassiske mediers metode med at høre en sag fra flere sider, i modsætning til hvordan det angiveligt foregår på sociale medier. Men der er noget småpinligt over det hele, for kampagnen bider sig selv i halen: Man har ikke gjort sig den umage at kontrollere sin egen påstand. Sandt er det naturligvis, at sociale medier giver plads til en syndflod af russiske trolle og usaglige kommentarer og rygter fra folkedybet. Men de giver også plads til relevante input og holdninger, som de gamle medier er blinde over for. Der er simpelthen ingen dokumentation for, at sociale medier har gjort folk dummere eller forringet den demokratiske proces.

Og de klassiske medier har bestemt blinde vinkler. Der er dogmer, der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, og hvor man stort set konsekvent fravælger at høre flere sider. Det er f.eks. tydeligt, når det handler om klima, og lad os bare tage et helt aktuelt eksempel på det. Det er fra Berlingske, men det kunne have været fra et hvilket som helst medie. Fredag skriver avisen om opstartsvirksomheden Matter, der hjælper folk til at placere deres pension i bæredygtige virksomheder, som ikke beskæftiger sig med olie, våben eller tobak. Fint nok, idealister driver verden fremad, og folk må selv om, hvad de sætter deres penge i.

Alligevel åbner artiklen for en række spørgsmål til de unge iværksættere – spørgsmål, der ikke bliver stillet. Olie, våben og tobak er nu engang en del af virkeligheden, og de to sidstnævnte ting vil sandsynligvis være det ud i al fremtid. Så hvad er meningen med at forringe sin pensionsopsparing ved at ekskludere det? Hvis det endelig var, ville det så ikke give meget mere mening af selektere i en anden dimension, så man f.eks. tilvalgte de olieselskaber, der bruger flest ressourcer på at nedbringe CO2-udslippet?

Matter vil med tiden også gerne ind på markedet for firmapensioner, fremgår det, og så er nye problemer på banen. Da kan folk nemlig i praksis ikke længere selv vælge, om de vil følge selskabets idealer eller fremgangsmåde, og tage det økonomiske tab, der alt andet lige er udsigt til. Det er en god tradition i erhvervsmedierne, at vi står vagt om danskernes pensioner og gør opmærksom på det, når pensionsselskaber har lavt afkast eller høje omkostninger. Det er ikke nogen grund til at fravige denne tradition og undlade at høre sagen fra flere sider, blot fordi ordet bæredygtighed bliver nævnt.

DET EMNE, LØKKE OG FREDERIKSEN FORTRÆNGER

Pension, sundhed og klima var hovedemnerne for den første store debat mellem statsministerkandidaterne op til det endnu ikke udskrevne valg. Det er alle sammen interessante emner, men det hele er lidt underligt i betragtning af, at det med meget stor sandsynlighed bliver et helt fjerde emne, som kommer til at tage dagsordenen i næste valgperiode: Økonomien. Rentekurven er inverteret, så den korte rente er højere end den lange, hvilket, som The Economist skriver i en leder, er et typisk signal om recession forude. Det er tilmed en recession, der kan blive særligt hård for Europa, fordi ECB ikke har samlet ammunition til at lempe pengepolitikken – den er allerede stort set så lempelig, som den kan blive.

Men som The Economist også bemærker, så er der i netop vores hjørne af Europa noget andet, man kan gøre. De nordiske lande, Tyskland og Holland har meget sunde statslige økonomier, så der er plads til at lempe finanspolitikken. I Danmark er der en ting mere, man kan gøre: Bankerne er blevet holdt i et så strengt jerngreb, at folk denne gang ikke har haft mulighed for at belåne deres friværdier. Det kan man give dem mulighed for, og på den måde sætte gang i privatforbruget, eller i det mindste holde det oppe.

Det lyder alt sammen nemt, men det vil kræve nogle politiske beslutninger, som ikke just har medvind lige nu: Der skal gives skattelettelser som led i den ekspansive finanspolitik, og bankerne skal have friere tøjler. Man må håbe, at dygtige medier får bragt disse emner ind i valgkampen, og at de får partierne til at forholde sig til det. Det er altid svært at blæse en stemning op om noget, der endnu føles som en eventualitet. Men selv om krisefaren skulle drive over i denne omgang – og det kan meget vel ske – er det usandsynligt, at vi ikke inden for de næste fire år får en krise af betydeligt omfang. Det er lang tid siden, vi har haft sådan en sidst, og al erfaring viser, at de hører med i en kapitalistisk økonomi, hvor der engang imellem er behov for at rense ud blandt uholdbare aktiviteter og virksomheder.