Inden året er omme, er det slut med det længstvarende diktatur i den vestlige verden. Det lover USA’s udenrigsminister Marco Rubio. Som har cubanske rødder. USA har iværksat en blokade for at tvinge militærstyret til at give op. Alle skibe med olie til Cuba bliver standset af amerikanske krigsskibe. Tidligere udenrigskorrespondent og Cuba-ekspert, Øjvind Kyrø, giver her en status på situationen i Cuba.
Men blokaden går ud over de menige cubanere. Om en uge eller to er der ikke mere brændstof, for forsyningerne fra Venezuela og alle andre lande er ophørt. Størstedelen af Cuba har i forvejen kun strøm i et par timer om dagen. Det samme gælder vandet, der skal pumpes op fra defekte vandrør i gaderne, når der er el.
Vil man lande med fly, skal maskinen selv have brændstof med til at flyve videre, for det fås ikke længere i landets lufthavne. Hospitalerne har generatorer, men nu mangler de brændstof til dem. I Havana foregår operationer til lyset fra lygterne i mobiltelefonerne.
Apotekernes hylder står tomme, og epidemier af myggebårne sygdomme florerer, dels fordi der ikke bliver sprøjtet mod dem, dels fordi der i gaderne i store dele af hovedstaden ligger mindre bjerge af affald. Skraldebilerne har ikke benzin, og kun rotterne har glæde af det rådnende affald.
Selv Paven mærker USA’s kvælningsforsøg. Cubas katolske biskopper skulle have været til topmøde i Vatikanet, men måtte blive hjemme på grund af mangel på flybrændstof. Normalt har den katolske kirke haft en tilbagetrukket rolle, men nu holder dens ledere sig ikke tilbage:
“Cuba må ændre sig; det er umenneskeligt, sådan som vi lever,” sagde Arturo Amador, biskop over Santa Clara. Og i nabobyen udbrød pastor Alberto Reyes: “Den cubanske model har været en fiasko.”
De to fremtrædende kirkefolk bliver aldrig citeret i de statslige medier, men det gør de i et hav af hjemmesider, der drives af aktivister blandt de henved fire millioner eksilcubanere, som mestendels bor i USA. Der spekuleres, og rygterne svirrer.
Nu da USA er ved at kvæle landet i skrald, strømsvigt og vandmangel, hvem skal stå for et skifte fra koldkrigs-kommunisme til demokrati? Vil USA fjerne ledelsen, sådan som det skete i Venezuela i sidste måned, da præsidenten og hans hustru blev kidnappet af en amerikansk specialstyrke? Eller satser USA på, at cubanerne selv gør oprør og fjerner militærstyret?
Udenrigsminister Rubio er chefarkitekten for den hemmelige plan, og han siger, at man fører forhandlinger med cubanske topfolk, og det skulle være barnebarnet til Cubas stærke mand, den 94-årige Raúl Castro, som hedder det samme med et par mellemnavne: Raúl Guillermo Rodríguez Castro.
Han er 41 år og har tilnavnet “krabben”. Han har sin bedstefars fortrolighed, og ingen kommer til ham, uden “krabben” har godkendt det. Den unge Castro har rang af oberstløjtnant i indenrigsministeriet, som er center for efterretningstjenesten – den eneste institution, som virker i landet, og som er så frygtet, at ingen cubaner i ædru tilstand ville drømme om offentligt at demonstrere mod regimet.
Hvis planen virker
Trods sin høje alder er det fortsat Raúl Castro, som er landets sande leder, for han var med til at indføre revolutionen for 67 år siden. Før han i 2008 overtog styret fra sin syge storebror Fidel, sad han som forsvarsminister i 49 år. Han er stadig hærchef og har udnævnt alle generaler.
Det vil være en bedrift, hvis Marco Rubio, der selv er søn af eksilcubanere i Florida, magter at overbevise Raúl Castro om, at han kun undgår samme skæbne som Venezuelas Maduro, der nu sidder bag tremmer i New York, hvis han vil udskrive frie valg, løslader de politiske fanger, og lade den fri handel råde.
Siden John F. Kennedy i 1962 underskrev embargoen mod Cuba, har ti efterfølgende præsidenter ikke opnået et regimeskift i Cuba. Men med kanonbådsdiplomati og politisk kvælning bliver 2026 året, hvor det lykkes. Altså hvis Marco Rubios plan virker.
Cuba har ingen venner mere. Det er slut med Venezuela, Nordkorea har ingen penge, Rusland bruger pengene på sin krig mod Ukraine, bl.a. til at lønne tusindvis af cubanske lejesoldater. Kina har opgivet at støtte regimet, som aldrig betaler sine lån, og hvis størrelse er som et kinesisk fiskerleje – otte mio. mennesker. Kina har flere gange opfordret kommuniststyret i Havana til at liberalisere økonomien, men uden held.
Uden venner kan man ikke overleve.
Øjvind Kyrø
