Fra ØU Ledelse
(Havana) Mangeårig tidligere udenrigskorrespondent Øjvind Kyrø befinder sig for tiden i Cuba. Blandt andet fordi Trump længe har varslet omvæltninger i den totalitære stat, som nu er ved at falde fra hinanden. Kyrø giver her en aktuel rapport fra landet, hvor de fleste cubanere nu venter håbefulde på en systemskifte og bedre tider
Alt er gået i stå. Cubanerne venter på, at der skal ske noget i det land, som en sydamerikansk præsident engang kaldte “Lykkens hav”.
Trafikken larmer ikke efter at en liter benzin på det sorte marked er løbet op i 70 kroner. Hestehove kan nu atter høres i Havana. For en snes år siden var det statelige hestevogne, turisterne kørte rundt i, indtil nogle kreative mekanikere fandt på at save taget af de gamle dollargrin.
Herefter blev hestene i deres stalde, for turisterne ville køre rundt i de topløse biler – Buick, Chevrolet, Packard, Pontiac, Studebaker. Men nu holder selv rustvognene parkeret med tomme tanke.
Imens venter cubanerne på, at USA afslutter krigen i Iran og gør noget drastisk ved Cuba.;en på det seneste er eneste nye fremskridt, at nationalbanken har fået trykt nye pengesedler. Den største lyder nu på 5.000 pesos (65 kroner), så nu kan man få udbetalt sin månedsløn med kun en seddel.
For at holde kampgejsten oppe mod en truende invasion, oplyser officerer om, at der venter en hurtig udført dødsstraf, hvis en soldat ikke vil bekæmpe invaderende amerikanere. I virkeligheden vil de fleste cubanere hellere stå med åbne arme, hvis amerikanske soldater kom.
“Hasta cuando?” – hvor længe endnu? – skrev en ung mand på en mur. Dommeren tolkede denne graffiti som et håb om en snarlig afskaffelse af militærdiktaturet og dømte ham til syv år i fængsel. Man går ikke og skriver kritiske ord på steder, som alle kan se.
De steder er forbeholdt statsansatte tjenestemænd, der dekorerer gavle og mure med Fidel Castros slogan “Fædrelandet eller døden, vi vil sejre!” og Che Guevaras “Altid fremad mod sejren”.
Brain drain – unge er flygtet
Om aftenen høres i stadig flere bydele lyden af kasseroller, der bliver banket på i protest mod de lange strømsvigt. Nogle steder varer de op til 70 timer, mens de fleste får strøm i kun tre timer om dagen.
Siden USA for tre måneder siden indførte en olieblokade, har der kun været landets egen olie at bruge. Cuba producerer selv en tredjedel af forbruget, og det er en svær type, som ikke kan raffineres. Men man kan bruge den i de gamle sovjetiske kraftværker, som ikke er blevet vedligeholdt i årtier og derfor sætter ud.
Strømsvigt er blevet hyppige i de seneste fire år, og nu er de blevet meget hyppigere. To gange i sidste måned gik hele systemet itu og mørkelagde nationen i et døgns tid. Men i mandags kom der 730.000 tønder russisk olie til landet. Rusland havde spurgt om lov til at donere ladningen, og USA havde sagt okay trods sin olieblokade.
Selv om de er gamle allierede, er forholdet mellem Cuba og det forhenværende USSR lavmælt. Rusland hyrer cubanske soldater til at kæmpe mod Ukraine, og et par dage før olien kom til kaj, bebudede præsident Miguel Diaz-Canel, at skolebørnene skulle lære russisk.
Det er anden gang i revolutionens 67-årige historie, at der indføres russisk i skolen for at tækkes de gavmilde kammerater østpå. Olien kom sejlende via bæltet syd for Lolland til Florida Strædet i “Anatoly Kolodkin” som tankskibet hedder, opkaldt efter en død admiral.
Men dens last vil ikke betyde en synderlig forbedring af de menige cubaneres hverdag. Det tager tre uger at raffinere olien til diesel og mindst en uge med at bringe den ud til det lange land.
Da præsident Donald Trump blev forhørt om, hvorfor han trods blokaden havde givet Rusland lov til at levere olien, svarede han, at “det er slut med Cuba. De har et meget dårligt regime og korrupte ledere. Om de får et skib med olie eller ej vil ikke betyde noget”.
Men mon ikke et sammenstød til havs mellem de to stormagter ville få folk til at gyse og huske konfrontationen mellem de to stater i 1962, da verden var nær et atomart ragnarok på grund af de udstationerede atomraketter i Cuba?
Sådan tænker mange cubanere og lægger til, at USA for tiden har brug for at vise et venligt ansigt. Strategien med at lave kvælertag på et land og ligesom i Iran opfordre til, at befolkningen skal gå på barrikaderne og tage magten og smide regeringen på porten.
Men denne strategi virker ikke. Især ikke i Cuba, som har Latinamerikas ældste befolkning, efter at to-tre millioner unge cubanere i de sidste tre år er flygtet. Det eneste, der stadig virker, er sikkerhedspolitiet, og dets effektive arbejde har gjort, at der ikke eksisterer nogen organiseret opposition.
Alle de obsternasige er døde, flygtet eller sidder bag tremmer. Kasserolle-protesterne i nattemørket er spontane, ikke organiserede, og et par patruljevogne med hunde kan som regel få demonstranterne til hurtigt at søge ly i deres mørkelagte hjem. De udgør ingen reel trussel mod systemet.
Udenrigsminister Marco Rubio og præsident Trump regner med at Cuba snart falder: “De, der styrer statsapparatet, er både inkompetente og ude af stand til at løse problemerne”, sagde Rubio forleden. “Jeg mener, at Cuba har brug for to ting. Økonomiske og politiske reformer. Man kan ikke få økonomien til at virke, hvis man ikke ændrer regeringssystemet. Vi kommer snart med nyt,” lovede han
