Den kommende afstemning om forsvarsforbeholdet bør ses som et afgørende pejlemærke for, om Danmark nu tager første skridt til at opgive alle EU-forbeholdene, hvilket vil bane vejen for en senere politisk union, hvor Danmark bliver reduceret til en lille brik i EU’s forenede stater. Præcist efter samme model som med USA’s 52 stater. Finansmarkederne ser allerede en bevægelse mod en politisk og finanspolitisk union, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne leder.
Man skal ikke vide meget om den vaklende og ineffektive finansielle, økonomiske og politiske konstruktion, som EU og Eurozonen aktuelt er, for at forstå, hvorfor eliten i EU bakket op af centerpartierne i EU-landene har en våd drøm om et fremtidigt EU’s forenede stater. Altså ét land med én præsident og en fælles finanspolitik, som kan håndtere de gigantiske gældsproblemer, der stadig præger store dele af Sydeuropa samt en forvirret og ukoordineret flygtningepolitik.
Den sydeuropæiske statsgældskrise lever i bedste velgående og har kun været skudt til hjørne, nu i ti år, på grund af centralbank-styrede nulrenter på ny statsgæld, som stadig er eksorbitant i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal. Nulrenterne har betyde gratis gældsoptagelse. Men når den aktuelle gæld skal refinansieres til markant højere renter de næste 3-4 år, så står vi igen i finanskriseproblemer til halsen.
En af Danmarks absolut dygtigste og mest indsigtsfulde makroøkonomer, Steen Jakobsen fra Saxobank, udtalte for nylig i en af bankens podcasts (tid 19:00) følgende om den sandsynlige udvikling i EU. ”Spændet mellem den tyske og italienske statsrente burde været meget større. Og når den ikke er det, så er det fordi, markedet nu indpriser, at den italienske statsgæld er en eurozone-risiko, og ikke en isoleret italiensk risiko. Markedet forventer altså en bevægelse mod en union. Jeg ser, at vi nu bevæger os fra at have en politisk union til at etablere en finanspolitisk union og derefter en militær union. Ukraine har givet politikerne et nyt mandat, og vi bevæger os helt sikkert i den retning.”
Efter denne tankevækkende vurdering er det store spørgsmål så, om det netop nu er meget, meget vigtigt, at Danmark dropper forsvarsforbeholdet for at kunne deltage i flere EU-militæroperationer. Eller om det blot et snedigt politisk projekt med en skjult dagsorden, hvor timingen for at afskaffe forsvarsforbeholde netop nu er optimal.
Vi har gravet lidt tilbage i Folketingets dokumenter for at afdække regeringens tidligere måske mere ærlige og saglige holdninger til spørgsmålet. Og vi skal ikke længere tilbage end til december 2019, hvor tidligere forsvarsminister Tine Bramsen over for Folketingets Erhvervsudvalg afviste, at forsvarsforbeholdet var et problem. I et spørgsmål til ministeren lyder det. ”Ministeren bedes redegøre for, hvilke missioner Danmark foreløbigt har været nødsaget til at afvise at deltage i grundet den danske forsvarsundtagelse i EU samt at opliste EU’s nuværende militære missioner.’
Tine Bramsen svarede: ’Jeg mener ikke, at Danmark nødvendigvis havde deltaget i militære EU-missioner, hvis vi ikke havde haft forsvarsforbeholdet. Danmark har deltaget i andre militære missioner og operationer i nogle af de lande og regioner, hvor EU har eller har haft militære missioner eller operationer. Danmark deltog således i NATO’s antipirateri-operation Ocean Shield i farvandet ud for Afrikas Horn, samtidig med at EU NAVFOR Somalia (Operation Atalanta) var til stede. I forhold til Mali, hvor EU Training Mission Mali (EUTM) er indsat, har Danmark løbende bidraget til FN missionen MINUSMA, ligesom Danmark udsender et militært bidrag til den franskledede Operation Barkhane.’
I et efterfølgende skriftligt svar til udvalget skiver ministeren. ’ Selvom der er indsatser i EU-regi, hvor vi ikke kan deltage på grund af vores forsvarsforbehold, er det afgørende for mig, at Danmark fortsat kan være med, når det gælder. Kendsgerningen er, at mange vigtige internationale operative indsatser besluttes af koalitioner, da der ofte er behov for hurtige beslutninger i krisesituationer. Danmark har således bidraget til flere indsatser i det europæiske nærområde, hvor danske sikkerhedspolitiske interesser har været på spil, herunder i Libyen, i Sahel samt indsatsen mod ISIL. Danmark er en værdsat partner, når det gælder internationale operative indsatser. Dette er blandt andet en konsekvens af, at vi har et forsvar, som har de relevante kapaciteter til rådighed, og at vi ofte hurtigt er i stand til at træffe politisk beslutning om deltagelse.’
Vores bundlinje er, at der er langt bedre begrundelser for at stemme nej til at droppe forsvarsforbeholdet, end der er for at stemme ja.