Totalkredit-banker ikke gode nok til at kreditvurdere de lånekunder, de sender videre til Totalkredit: Finanstilsynet skriver i en afgørelse blandt andet, at ”Det er Finanstilsynets vurdering, at en betydelig andel af de samarbejdende pengeinstitutter fortsat ikke udfører den outsourcede opgave vedr. kreditvurdering af kunder på en måde, som er tilfredsstillende i forhold til den aftale, der er indgået mellem Totalkredit og pengeinstitutterne, herunder sikrer den nødvendige underretning af Totalkredit om eksempelvis afvigelse fra Totalkredits kreditpolitik eller guidelines. Totalkredit har i forlængelse af undersøgelsen i 2016 gennemført en række tiltag for at sikre, at de samarbejdende pengeinstitutter udfører den outsourcede opgave på tilfredsstillende vis, men kontrollen har ikke været dybdegående nok og har ikke haft den ønskede effekt. Finanstilsynet har derfor påbudt Totalkredit at sikre en tilstrækkelig kontrol og opfølgning med outsourcingen af kreditvurderinger således, at Totalkredit har et retvisende billede af bevillingsgrundlaget og kundernes bonitet.”
Danske Andelskassers Bank tager forhøjede risici på nye lånekunder: I en tilsynsafgørelse skriver Finanstilsynet , at ”Banken udviser høj risikovillighed, når den etablerer nye kundeforhold. Der var således visse svaghedstegn i 53 af 75 gennemgåede nye udlån. Herudover var der væsentlige svaghedstegn eller objektiv indikation for værdiforringelse (OIV)i4nye udlån. Banken løber herved en forhøjet risiko for senere tab. Banken udviser endvidere øget risikoappetit ved bevilling til brancherne bygge og anlæg samt fast ejendom, som med en vækst på 3 pct. det seneste år til 17 pct. af de samlede udlån er de erhvervsbrancher, hvor banken er vokset mest. Der er tale om konjunkturfølsomme og kapitaltunge erhvervsbrancher, som sædvanligvis er forbundet med forhøjet risiko. ”
Banker strammer kreditstandarder, især på boliglån: Ifølge Nationalbankens udlånsstatistik strammer bankerne nu til: ”I Nationalbankens udlånsundersøgelse for 1. kvartal 2018 melder knap halvdelen af de adspurgte banker og realkreditinstitutter om stramninger af kreditstandarderne over for privatkunder. Vægtes institutternes svar med deres respektive markedsandele af det samlede udlån til privatkunder, svarer
det til en stramning af kreditstandarden med et nettotal på -40 (på en skala fra 100 til -100, se boks). Det er den største meldte stramning over et enkelt kvartal i undersøgelsens knap 10-årige historie. Stramningerne er særligt udbredte hos realkreditinstitutterne og de store banker – hvor boliglån fylder mere på balancen end hos de mellemstore banker. Flere institutter oplyser, at stramningerne skyldes implementeringen af “god skik”-lånereglerne for netop boliglån. De nye regler begrænser bl.a. muligheden for at give boliglån med variabel rente og kortere rentebinding til husstande, der har høj gæld eller høj belåningsgrad, uanset bopælskommune.”
Erhvervsstyrelsens regnskabskontrol tjekker nu også overholdelse af oplysningskrav om mangfoldighed: I en afgørelse vedrørende børsnoterede Brøndbyernes IF hedder det, at ”Brøndbyernes IF Fodbold A/S har modtaget et fremadrettet påbud om at redegøre for virksomhedens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer i årsrapporten for 2017 og fremefter, jf. årsregnskabslovens § 99 b, stk. 2, og § 159 a, stk. 5 og 6, sammenholdt med § 161, nr. 3. Brøndbyernes IF Fodbold A/S har endvidere modtaget et fremadrettet påbud om hurtigst muligt at udarbejde politikker for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, jf. selskabslovens § 139 a, stk. 1, nr. 2.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.