I et udkast til lovforslag hedder det, at ”Det er regeringens ønske at sikre en mere effektiv konkurrence ved at styrke konkurrencemyndighedernes mulighed for at undersøge og gribe ind, hvor de nuværende konkurrenceregler ikke er tilstrækkeligt effektive. Som fremhævet af både Konkurrencerådet og Produktivitetsrådet i analyser fra 2022 er der tegn på, at konkurrencen i Danmark generelt er forværret siden 2000. Bl.a. er der tegn på, at markedskoncentration og virksomheders avancer er steget. (…) I bl.a. Storbritannien, Island og Grækenland har konkurrencemyndighederne mulighed for at gennemføre markedsefterforskninger for at gribe ind over for adfærd og markedsstrukturer, der fører til konkurrencebegrænsninger, uden at der er truffet afgørelse om, at konkurrencereglerne er overtrådt. I disse lande kan konkurrencemyndighederne som led i en markedsefterforskning udstede både adfærdsmæssige og strukturelle påbud til markedsaktørerne. I Tyskland er der også vedtaget nye regler om et lignende redskab for at imødekomme situationer, hvor der er forhold på et marked, som svækker konkurrencen, men hvor der ikke kunne gribes ind med de gældende håndhævelsesmuligheder. Der pågår aktuelt overvejelser og drøftelser om at indføre lignende værktøj i Norge og Sverige. I Storbritannien har konkurrencemyndighederne eksempelvis undersøgt konkurrencen på detailbankområdet og fundet, at der var flere konkurrenceproblemer i relation til konkurrencen om private lønkontoprodukter bl.a. på grund af et lavt kundeengagement, herunder i forhold til at undersøge og skifte til alternativer til kundernes eksisterende lønkonti. Som led i en markedsefterforskning udstedte de britiske konkurrencemyndigheder i 2017 påbud om, at en række britiske banker skulle oprette en uafhængig, frit tilgængelig database med gratis adgang til en række standardiserede bankoplysninger, herunder oplysninger om filialer og forretningslokaliteter, åbningstider, hæveautomatlokaliteter, produktpriser, gebyrer og renter forbundet med produktet, forretningsbetingelser, og en række andre oplysninger.”
MWL