Mænd hjælper kvinder, men Brian Mikkelsen ved det ikke

For en måneds tid siden havde forhenværende undervisningsminister Merete Riisager et interessant indlæg i Børsen . Hun skrev om, at mens hun flere gange i sin erhvervskarriere havde oplevet sur modvilje fra kvindelige chefer, havde hun til gengæld oplevet hjælp og tillid fra flere mandlige chefer. Det første kan være en tilfældighed, men det sidste er en klar tendens, som også rekrutteringsfirmaet SpencerStuart fandt i en undersøgelse , som vi har skrevet om i Økonomisk Ugebrev Ledelse:

Langt størstedelen af de kvindelige koncerndirektører fandt det selv afgørende for deres karriere, at de på et tidspunkt havde haft en slags udvidet mandlig mentor, som ikke bare hjalp med råd og vejledning, men også med f.eks. kontakter og anbefalinger til sit netværk.

Hver især kan danne sig sine teorier om, hvorfor så mange mænd hjælper kvinder frem i karrieren. Men sådan er det altså, og det går stik imod en almindelig opfattelse af, at mænd foretrækker at ansætte andre mænd.

En anden tidligere minister, Brian Mikkelsen, som nu er direktør i Dansk Erhverv, satte denne almindelige opfattelse på kortform i Børsen tirsdag . ”Hvide mænd på min alder vælger hvide mænd på min alder,” sagde han. Hvor har han det fra, ud over muligvis sit eget, dårlige eksempel? Det er en mærkelig bøvet kommentar fra erhvervsorganisationen, som dog må vide, at der i de fleste brancher stadig er et betydeligt mindre rekrutteringsgrundlag blandt kvinder end blandt mænd. Den bør i det hele taget have et så stort kendskab til de efterhånden talrige undersøgelser om, hvorfor færre kvinder end mænd når erhvervslivets top, at den ikke er henvist til en populistisk sump på området, men i stedet kan give saglige og brugbare råd til medlemmerne.

Et af de råd, den i stedet har sendt, er at overveje anonymisering af ansøgninger, så ansøgernes køn i første omgang er skjult. Det kan nemt få den modsatte effekt af det tilsigtede. Dét ved man givetvis ude i medlemsvirksomhederne, hvor der må være krummet en del tæer ved læsningen af artiklen i Børsen. Og erfarne headhuntere erkender, at kvinder har en kæmpe fordel, når der skal søges lederjobs. Faktisk vil man i virksomhederne rigtig gerne have flere kvindelige ledere.

Det kan også undre, at Børsen ikke følger undersøgelserne på området. Som også chefredaktør Bjarne Corydon var inde på i sin leder onsdag, er nogenlunde ligelig repræsentation af kønnene i topledelse trods alt en af de større dagsordner i tiden. Som medier må vi sætte os i stand til at stille kritiske og uddybende spørgsmål, også om dette emne.

I øvrigt burde de småracistiske kommentarer, hvor kilder antager, at folks hudfarve afgør deres handlinger, under alle omstændigheder udløse kritiske spørgsmål. Det lyder måske ikke så slemt, når det er egen hudfarve, man taler nedsættende om. Men er der en ”hvid” opførsel, er der logisk set også en ”brun” som modsætning. Den slags primitive opdelinger af mennesker efter race skulle vi helst have lagt bag os med den seneste, og forhåbentlig sidste, verdenskrig.

DERFOR LUGTER DANSKE BANK
Fem ud af syv medlemmer, heraf to danskfødte, af Danske Banks direktion betaler skat efter forskerordningen, fortæller Finans.dk torsdag. Redeligt nok citerer mediet udførligt Lars Krull fra Aalborg Universitet for, at der intet forargeligt er i det, og at de pågældende nok heller ikke vil trække meget på den offentlige sektors ydelser. Og det er jo heller ikke nogen overraskelse, at specialister, der er hentet ind fra udlandet, bliver beskattet efter de skatteregler, der nu engang gælder for dem.

Alligevel fornemmer man, at en eller anden grad af forargelse er artiklens ærinde. Og man forstår selvfølgelig også godt, at journalisterne har studset over, at f.eks. bankens chef for samfundsansvar, svenske Berit Behring, kun betaler 32,8 procent i skat. Men Danske Bank er, selv hvis den ønskede det, afskåret fra at fylde sin direktion op med danske medlemmer, der betaler fuld skat herhjemme.

Som bekendt kasserede Finanstilsynet bestyrelsens topchef-kandidat Jacob Aarup-Andersen, så hollandske Chris Vogelzang blev ansat i stedet. På andre poster, f.eks. compliance, er myndighedskravene så store, at banken i praksis ikke kan indsnævre sin rekruttering til Danmark.

I erhvervsmedierne skal vi passe på med ikke at blive for rethaveriske. Vi skal holde øje med, at virksomhederne overholder lovgivning og indlysende moralske normer. Men det hele skrider, hvis vi hænger virksomhederne op på tilfældige journalisters tilfældige forargelse. Og netop i Danske Banks tilfælde er kritikken særligt urimelig, fordi det i praksis er Finanstilsynet, der har bestemt, hvad den skal gøre.

Måske lugter den, men det er i dette tilfælde fordi, der er pisset på den.

Sten Thorup Kristensen