Vi tegner her et billede af den aktuelle situation omkring krigen i Iran og lukningen af Hormuzstrædet med afsæt i en stribe aktuelle analyser fra globale finanshuse og internationale medier. Kilderne peger i næsten samme retning: Det mest sandsynlige forløb er ikke en hurtig fred, men heller ikke nødvendigvis en total, permanent blokade af Hormuzstrædet.
Det mest sandsynlige scenarie nu er et langstrakt forløb præget af skiftende deeskalation og fornyet optrapning, hvor olie, gas, renter og aktier bliver ved med at reagere voldsomt på hver ny overskrift.
Deutsche Banks nye investorsurvey viser, at et flertal forventer en våbenhvile inden slut april, men samtidig venter 41 pct., at Hormuz først normaliseres i tredje kvartal eller senere. Det er i sig selv et bud på markedets hovedscenario: ikke apokalypse, men en lang periode med forstyrret energiflow og høj geopolitisk risikopræmie.
Det billede bliver faktisk styrket af rapporter fra toneangivende amerikanske medier. En skitserer, at Washington overvejer en række “final blow”-muligheder – fra blokade eller beslaglæggelse af Khargøen til kontrol over øer ved indsejlingen til Hormuz og i yderste fald nye landoperationer.
Samtidig fremgår det, at USA har udskudt angreb på iranske energianlæg med 10 dage, mens indirekte diplomati fortsætter. Det peger ikke på afklaring, men på et konfliktforløb, hvor markedet konstant skal prise sandsynligheden for både forhandling og militær eskalation ind.
Det er derfor, olieprisen er blevet markedets vigtigste styresignal. Rabobank kalder Hormuz verdens mest kritiske energiflaskehals og understreger, at selv delvise forstyrrelser hurtigt slår igennem i spot- og forwardmarkederne for olie og gas.
I bankens hårde scenarie vil Brent nærme sig 110 dollar, mens TTF-gas stiger mod 100 euro pr. MWh. Det er ikke blot et råvarechok; det er en ny inflationsimpuls ind i hele det finansielle system. De nye rapporter peger også på, hvordan dette allerede slår igennem i realtid. Den ene beskriver et marked præget af headline fatigue, hvor olie, renter og aktier igen handler som “one trade”: olie op, renter op, aktier ned.
Olieprisen i WTI var oppe omkring 95 dollar, mens aktierne fortsatte nedturen, og obligationsinvestorerne begyndte at indregne højere renter igen. Den mest sandsynlige kortsigtede markedsdynamik er derfor ikke et klassisk flight-to-safety, hvor renter falder, men et ubehageligt stagflationsmønster, hvor både inflation og risikopræmier presses op samtidig.
ABN AMRO peger på, at Europa står over for et nyt energichok, men et anderledes et af slagsen. Gaspriserne er steget kraftigt, mens elpriserne i gennemsnit har reageret mindre, fordi udbygningen af vedvarende energi og et fransk atomkraftsystem dæmper smitten. Til gengæld er forskellene mellem europæiske lande blevet større, og banken vurderer nu, at ECB sandsynligvis må hæve renten to gange for at forhindre, at inflationsforventningerne løber løbsk. Det betyder, at det mest sandsynlige obligationsscenarie ikke er ro, men fortsat pres på europæiske renter.
Klart det farligste
På aktiemarkedet er konsekvensen tilsvarende klar: en fortsat rotation væk fra højt prissatte vækstaktier og mod mere defensive eller råvarefølsomme lommer af markedet. En analyse beskriver et bredt salgspres, stigende indeksvolatilitet og markant svaghed i big tech.
Store dele af markedet afstår fra at tage risiko, fordi ingen tror på en hurtig og smertefri løsning. Hvis olieprisen forbliver høj, bliver aktiemarkedets problem ikke kun lavere vækst, men også pressede marginer, højere diskonteringsrenter og mindre tro på centralbanklettelser.
Det næstmest sandsynlige scenarie er, at der opnås en form for våbenhvile relativt hurtigt, men uden at Hormuz vender tilbage til normal drift med det samme. Det er faktisk også det scenarie, Deutsche Banks survey antyder. Her vil olieprisen kunne falde fra panikniveauer.
Men markedet vil stadig indregne en vedvarende krigspræmie i energi, shipping, forsikring og inflation. Det vil være nok til at holde renterne højere og aktiemarkedet mere selektivt og nervøst, selv uden en fuld regional eskalation. Det mindst sandsynlige, men klart farligste, scenarie er en egentlig militær kamp om selve flaskehalsen: Beslaglæggelse af øer, blokade af iranske olieeksportpunkter eller bredere angreb på energiinfrastruktur.
Her bliver markedskonsekvensen ikke bare højere oliepris, men risiko for finansiel stress på tværs af aktivklasser: en stærkere US-dollar, stigende fundingpres, svagere kreditmarked og kraftig korrektion i aktier.
Morten W. Langer
