Tilliden til bankerne stiger, rapporterede Børsen tirsdag, med henvisning til den årlige brancheundersøgelse fra Epsi. Både analysefirmaet selv og andre eksperter angiver som begrundelse, at bankerne har gjort det godt under coronakrisen og tilbudt digitale løsninger. Det kan være. Mere simpelt kan det også tænkes, at coronakrisen blot har skudt sager om hvidvask og udbytteskat i baggrunden. Under alle omstændigheder er det en svær undersøgelse at fortolke, for tilliden er kun steget en smule fra et lavt niveau, og når man spørger til tilfredsheden med egen bank, er den faldet. Her fører især Jyske Bank an i nedturen.
Det er interessant, for som Børsen også beskriver, har Jyske Bank været blandt de fremmeste i henseende til at sende negative renter videre til kunderne. Også tal fra andre banker indikerer, at negative renter på et indestående har meget stor betydning for kundernes tilfredshed.
Det vil også være en naturlig kundeadfærd, men det stiller bankerne i en næsten umulig situation. Det er ikke deres skyld, at renteniveauet er negativt, og i historisk sammenhæng giver de faktisk en god ”forrentning”, når man sammenligner med det, de selv får (eller rettere, mister), når de parkerer pengene på en konto i Nationalbanken. Rent intuitivt har deres kunder blot svært ved at forstå fænomenet negative renter.
Det bliver ofte taget for givet, at det er skandalesagerne, der har sendt tilliden til bankerne i bund, og disse sager har selvfølgelig heller ikke hjulpet. Men skandaler omkring bankerne er ikke noget nyt fænomen, og ud over konkrete sager om f.eks. skattely og høje omkostninger i investeringsforeninger har der også altid været bitterhed over høje gebyrer samt over, at den bank, man har været trofast kunde i, ikke hjalp, da det kneb.
Måske er den helt store forskel mellem nu og tidligere, at kunderne ikke længere føler, at bankerne som modpost også gør noget godt. Så sent som i 00’erne var der positivt afkast på indlån, og mens man kunne kritisere bankernes vilde udlån, gav disse også mange danskere billet til en vild forbrugsfest. I dag har centralbankernes pengepolitik og myndighedernes hårde regulering i vidt omfang forhindret både det ene og det andet. Og det eneste, kunderne så oplever, er, at deres bank, som de kun ser som en hjemmeside til at bestyre lønkontoen, ifølge medierne ustandseligt roder sig ud i problemer.
Kafka i bankerne
Ovenstående kunne godt give anledning til en vis medfølelse med bankerne, men den forduftede igen dagen efter, da Børsen fortalte om branchens ønsker på hvidvaskområdet. Det går bl.a. ud på, at det skal være muligt for bankerne at udveksle fortrolige oplysninger om hinandens kunder, og at der skal oprettes et forum, hvor banker og politi kan sidde sammen og tale fortroligt om konkrete borgeres økonomi.
Hvem har interesse i sådan et setup? Bestemt ikke kunderne, som er forpligtede til at have en bankkonto, og som må se i øjnene, at den sidste ret af den engang grundlovssikrede privatlivets fred går fløjten, i hvert fald hvad angår økonomi. Glem alt om retskendelser og transparens – hvad der står på ønskesedlen er ren Kafka. Bankerne bør stille sig selv det spørgsmål, om det er kunderne eller myndighederne, der i sidste ende betaler lønnen til ansatte og udbyttet til aktionærerne. Er det første tilfældet, bør de krølle ønskesedlen sammen og skrive en ny. Er det sidste tilfældet, skal de berede sig på, at kunderne vil tage imod nye, teknologi-baserede konkurrenter med åbne arme.
Teknologiske klimabesparelser er reelle
Fugle på taget. Det har i regeringens parlamentariske grundlag været den gennemgående beskrivelse af regeringens plan om at regne CO2-besparelser ved kommende innovationer med i den besparelse, som klimaloven kræver. Vi har endnu til gode at se et medie, der ikke spiller med på den melodi. I Weekendavisen går Klaus Wivel så langt som til at kalde regeringens klimapolitik for bluff og en utopi. Men det er den ikke – regeringens tilgang er saglig og helt korrekt, og det er pinligt, at medier, som har skrevet side op og side ned om klimakrisen, aldrig har sat sig ind i det faktuelle om en reduktion af udledningen af klimagasser.
Ifølge Klimarådet er den årlige CO2-udledning siden 1990 nedbragt med 10 mio. tons pr. årti, gennem en kombination af ny teknologi og pligt eller skatteincitamenter til at bruge den. Der er ingen grund til at tro, at det skulle gå anderledes i 20’erne – faktisk er meget af den nye teknologi allerede udviklet rundt omkring i virksomhederne; den er blot ikke fuldt implementeret endnu. 10 mio. tons svarer til lidt under halvdelen af klimalovens krav. Regeringen gør rigtigt i at fokusere på den anden halvdel, som den er forpligtet til at lede efter.
Sten Thorup Kristensen
