Onsdag gik C25 for første gang over indeks 2000 – eller, som Børsen beskrev det under en breaking-bjælke, det ”blæser forbi indeks 2000”. Dagen efter blæste det igen under det runde tal, men lad det nu ligge. Det er en fantastisk historie, at det ledende danske indeks klarer sig så godt. Mest fantastisk er, som vi flere gange har omtalt på denne plads, at det ikke kun skyldes et gunstigt aktiemarked. Primært skyldes det, at en elite af danske virksomheder klarer sig nærmest sensationelt godt. De vokser hastigt, tjener styrtende med penge og har indtaget dominerende positioner på deres respektive globale markeder.
Men dermed bliver de også på godt og ondt multinationale virksomheder. I dansk presse berømmer vi hvert nyt solidt kvartalsresultat, og vi roser virksomhederne for at være fremme i skoene på moderne CSR-parametre. Men man bliver ikke stor af bare at udbetale udbytter og være god ved kvinder, børn og dyr. Der hører en hård side med, og den vil man nok hæfte sig ved i udlandet.
DSV Panalpina er en af de virksomheder, der har bidraget mest til fremgangen for C25. Effektiv drift og en stribe succesfulde opkøb har sendt aktien på himmelflugt. Efternavnet Panalpina stammer fra det næstsidste af disse opkøb, men selskabet oplyste i denne uge, at det bliver sløjfet, så selskabet igen bare hedder DSV. Denne detalje vakte ikke stor opmærksomhed i danske medier, men i Børsen forklarede CEO Jens Bjørn Andersen dog, at ”det sker af respekt for det nye opkøb, så de ikke bliver forvirrede over, at vi skal hedde noget andet fra et tidligere opkøb.”
Der er lidt mere i det end som så. Schweiziske Panalpina var ikke veldrevet, men det var en virksomhed, som medarbejdere var meget stolte over, og de opfattede opkøbet som fjendtligt. At DSV tog Panalpina ind i sit navn var en del af pakken, der skulle få det hele til at glide ned. Alene da det gamle firmaskilt blev hevet ned fra det gamle hovedsæde i maj sidste år, udløste det sorg og vrede blandt de ansatte ifølge branchemediet The Loadstar.
Den slags skal man tage alvorligt. Nok er navne og skilte kun symbolik. Men i en tid, hvor virksomhedskultur er i fokus og bliver brugt som strategisk værktøj, må man også vise hensyn til de følelser, medarbejderne har for denne kultur.
På den måde er det en rå handling, når DSV bare dumper navnet Panalpina efter kun et par år. Og Jens Bjørn Andersens forklaring hører hjemme i sø-divisionen, for han har hele tiden vidst, at der ville komme nye opkøb. Han er næppe nogen populær mand i Schweiz nu, og han har heller ikke just lagt nye lag til sin troværdighed. Kommende opkøbsemner, der har andre prioriteter end bare pengene, vil have grund til skepsis. Også investorerne, der hidtil ikke har haft grund til utilfredshed, må finde den lille sorte bog frem og notere sig, at en forsikring fra DSV-ledelsen ikke nødvendigvis holder.
Talebans incitamenter
Når noget går galt, er det ikke svært af finde kritikere, der kunne have gjort det bedre. Går det helt galt, er det ikke til at sparke sig frem for dem. Det har dækningen af Talebans erobring af Afghanistan langt hen ad vejen båret præg af. Der er unægteligt tale om en spektakulær begmand til den vestlige koalition, inklusive Danmark. Men det store flertal af os, der hverken har særlig forstand på militær eller Afghanistan, har haft svært ved at finde en uhildet analyse af, hvad der er sket og hvorfor.
Men Børsens udenrigsredaktør Hakon Redder har gjort det rigtigt godt. Tirsdag forklarede han, hvordan amerikanske analytikere i flere år har vidst og advaret om, at den hær, man havde opbygget i Afghanistan, i stort omfang bare var korrupte røvere. Med den konklusion så politikerne en fiasko i øjnene – og derfor har vi ikke hørt om den.
Onsdag forklarede Redder, hvordan Afghanistan besidder mange af de råvarer, verden har brug for i den grønne omstilling. Det giver et realistisk håb om, at talebanernes forsikringer om, at de ikke er så formørkede som sidst, de havde magten, er andet end tom snak. Dengang, hvor deres primære indtægtskilde var opium, kunne de næsten kun tabe på at opføre sig, som man skal for at få plads i det internationale samfunds pæne stuer. Nu har de tværtimod en stærk interesse i at opretholde gode relationer til andre lande.
Særligt Kina står på spring til at få fingrene i råvarerne, men vil nok også gå langt for at undgå at få indirekte del i en militær konflikt med USA. Så det nye styre skal holde sig på nogenlunde god fod med både den ene og den anden stormagt.
Sten Thorup Kristensen
