Medieanmeldelse: Det demografiske drama, der kommer om lidt

I den forgangne uge blev anlægget af den kunstige ø Lynetteholmen ud for København vedtaget. Det skete, som beskrevet af TV2 Lorry, med et stort flertal i Folketinget. Man har kun set spredt modstand begrundet i miljømæssige bekymringer og de obligatoriske spilfægterier om, hvem der skal betale regningen.

Men måske er det et tredje og meget større problem, man skal se for sig: Nemlig at projektet, der har en 50-årig horisont, strander i løbet af de første årtier, fordi der pludselig er masser af tomme boliger og erhvervslokaler andre steder tæt på København. Befolkningstallet i den vestlige verden falder, og det er en udvikling, der accelererer. Endnu har det for Danmarks vedkommende været opvejet af indvandring, men det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før byplanlægning ikke længere handler om at finde mere plads, men om at finde ud af, hvad man gør med affolkede kvarterer og byer.

Inden for nogle få årtier vil det ikke bare være vestens, men hele verdens befolkning, der skrumper. Samtidig vil gennemsnitsalderen stige markant, og Afrika, hvor denne demografiske udvikling kommer sidst til, vil få en helt anden betydning end i dag. Det samme vil Europa, men i negativ retning.

Nyhedsmedier er næsten pr. definition kortsynede, så det er ikke meget, man kan læse i sin avis om demografisk udvikling over de kommende årtier. Men Politiken tog fat om emnet øverst på sin forside tirsdag i anledning af, at den kinesiske regering, angiveligt i chok over at se hastigheden i udviklingen i en nyligt afholdt folketælling, har givet sine borgere lov til at få tre børn pr. par. For blot få år siden gjaldt etbarnspolitikken stadig.

Andre medier kan også godt spidse blyanten, for det, der kommer til at ske, er uhørt dramatisk på mange områder. Også for erhvervslivet og den finansielle sektor. Tænk f.eks. på pensionsselskaberne. De er naturligvis opmærksomme på, at de skal samle formue sammen til at forsørge fremtidens mange pensionister. Men er de også fuldt opmærksomme på, hvordan udviklingen kan påvirke de aktiver, de placerer opsparingen i? For tiden bliver der f.eks. sat mange penge i boligejendomme i mellemstore byer. Men disse ejendomme kan på længere sigt vise sig at være værdiløse, hvis ingen vil bo i dem. Læs også tidligere artikel i ØU om befolkningsudviklingen og konsekvenserne.

Gensyn med inflationen
Her og nu er der dog et andet skifte end det demografiske, der optager de finansielle markeder – nemlig den mulige tilbagevenden af inflation i betydelig størrelse. Det var udgangspunktet for Børsens forside tirsdag. Avisen havde talt med de to største pensionsselskaber, PFA og Danica. Sidstnævnte tror ikke rigtigt på det som et skrækscenarie, mens førstnævnte sælger obligationer og køber aktier for at gardere sig. Den sidste strategi skyder Carsten Valgreen, tidligere cheføkonom i Danske Bank og i dag partner i AGM Research, ned i en kommentar bagerst i avisen. Han anfører, at aktiemarkedet stort set ikke steg i inflationens storhedstid fra 1968 til 1982.

1982. Det er 39 år siden. Er man lidt oppe i årene, har man som barn set alle de problemer, inflation gav for de voksne. Og som ung har man måske også selv oplevet fænomenet, da man optog studiegæld eller købte sin første bolig. Men det er et faktum, at næsten ingen har personlige, erhvervsmæssige erfaringer med at håndtere inflation.

Dem, som har denne erfaring, er for længst gået på pension. Så hvis inflationen kommer, er der mange ting, der skal genlæres. Herunder et element, som Carsten Valgreen også peger på: At høj inflation ikke bare betyder, at prisstigningerne flytter et niveau op. Det betyder også meget større variation i inflationen, end vi har været vant til. Alle, som sætter priser – eller renter – skal derfor gætte på, hvad inflationen vil være i næste periode.

Der er også en lektie om koblingen til valutamarkederne, vi kan få genopfrisket på den hårde måde. I en leder i Børsen går Steen Bocian hårdt til Kristian Thulesen Dahl, der har foreslået, at Danmark forlader fastkurspolitikken. Bocian nævner bl.a., at pensionssektoren i kraft af fastkurspolitikken sparer udgifter til at afdække valutarisici på euro-investeringer.

Men netop med det argument bliver det også anskueligt, hvordan fastkurspolitikken kan være dødsdømt allerede i det øjeblik, hvor højtstående politikere sætter spørgsmålstegn ved den. Så må pensionsselskaberne regne med en reel risiko for en dansk revaluering, ligesom europæiske investorer må regne med en valutarisiko ved at købe danske aktier og obligationer. Og når disse risici skal afdækkes, bliver kapitalstrømmene så omfattende, at det kan vise sig umuligt for Nationalbanken at kæmpe imod dem.

Sten Thorup Kristensen