Indtil for ca. 25 år siden tog danskerne det som en selvfølge, at man en gang imellem måtte vente på sygehusbehandling, hvis man havde en ikke-fatal lidelse. Så begyndte en lobbykampagne fra nogle af de store patientorganisationer for hurtigere behandling. Således opstod begrebet ventelister, selv om sådanne sjældent fandtes i en bogstavelig forstand.
Medierne tog imod foreningernes historier og budskaber med kyshånd, for historierne om danskere, der måtte gå med smerter i lang tid, var for gode til at lade ligge. Sagligheden faldt undervejs, som når man skrev eller antydede, at ventelisterne kostede liv. Efter nogen tid fandt politikerne ud af reagere med behandlingsgarantier. Forløbet er beskrevet i den nyligt udkomne antologi Når medierne sætter dagsordenen, som vi selv har anmeldt her.
Behandlingsgarantierne har fordele, men også ulemper. De tvinger læger og hospitalsledelser til at behandle patienterne ikke i rækkefølge efter behov, men efter nogle rigide, juridiske regler.
Medierne har mere eller mindre glemt alt om ventelister og behandlingsgarantier igen. Det er en stor fejl, for lige nu er de afgørende for hvordan, og ikke mindst hvornår, vi kommer ud af coronakrisen.
DR kunne tirsdag oplyse, at Sundhedsstyrelsen finder det ”fagligt uhensigtsmæssigt”, hvis der igen skal ligge op mod 900 COVID-19-patienter på hospitalerne. 400 er det maksimale for normal drift, advarer styrelsen. Umiddelbart kan man undre sig over, at hospitalerne har så lav fleksibilitet – og ikke mindst når man erindrer, hvordan vi for mindre end et år siden fik at vide, at der var adgang til 1200 respiratorer. Man må dengang have regnet med en risiko for flere tusinde indlæggelser af gangen. DR stiller ikke nærmere spørgsmål om, hvordan det kan hænge sammen.
Men forklaringen ligger i behandlingsgarantierne. De blev aflyst i marts sidste år, og planen var, at de skulle være genindført ved årsskiftet. Men på det tidspunkt toppede smittetallene. Efter advarsler fra bl.a. læger, som her beskrevet i Ugeskrift for Læger, blev behandlingsgarantien udskudt yderligere to måneder.
Men det skete sent i december, og på det tidspunkt havde hospitalerne allerede allokeret store ressourcer til at indhente efterslæbet fra foråret, hvor behandlinger på andre områder blev udsat. Anden bølge af corona kom oveni, og derfor er personalet på hospitalerne nu udmattet, og det kan gå galt, hvis en tredje bølge bliver for stor.
Så i bund og grund handler vinterens lange lockdown og den meget forsigtige genåbning om at forsvare behandlingsgarantierne. Hvis man havde givet hospitalerne frihed til at prioritere deres indsats, kunne det have set meget anderledes ud.
Forløbet fra december ser ud til at gentage sig. Regeringen fastholder, at behandlingsgarantier gælder igen fra mandag, men Lægeforeningen advarer mod det, igen ifølge DR. Uanset hvordan dette tovtrækkeri ender, er skaden sket i denne omgang. Hospitalerne vil, midt under den alvorligste virussygdom i hundrede år, have brugt ressourcer på at gøre sig klar til at genindføre behandlingsgarantier for alle mulige andre sygdomme.
Behandlingsgarantierne er bestemt et gode for borgerne. Men de skal også vide, hvad prisen lige nu er – de menneskelige og økonomiske skadevirkninger af forlængede lockdowns. Dén viden er det mediernes opgave at formidle. Har de behov for at læse op på behandlingsgarantiernes finesser, kan de søge i deres egne artikelarkiver.
Den ekstreme forsigtighed i bankreguleringen
Men det er kun begrebet, der er nyt for os. Princippet fandtes i forvejen og er f.eks. brugt i reguleringen af bankerne. Den er blevet strammet igen og igen siden finanskrisen. Det handler om at eliminere enhver risiko.
Men også her har det en pris. Robert Mærsk Uggla fra A.P Møller Holding, der er storaktionær i Danske Bank, har ifølge Berlingske talt åbent om det på LinkedIn. Han har tidligere sagt det samme til Økonomisk Ugebrev Ledelse. Kravene til bestyrelsesmedlemmer i banker betyder f.eks., at det efterhånden er svært at sammensætte en kompetent bestyrelse, og at honorarerne har vokseværk. Det er muligt, at kravene faktisk betyder en mindre risiko for et sammenbrud a la finanskrisen. Men de betyder også, at bankerne får færre muligheder for drive en sund og dynamisk forretning.
Sten Thorup Kristensen
