Kasper Hjulmand havde ikke de bedste odds, da han tiltrådte som træner for fodboldlandsholdet. Han blev hos mange mødt med uvilje, fordi han afløste den populære og succesrige Åge Hareide, som DBU havde kylet ud. Men Hjulmand har foreløbigt levet op til sin arbejdsgivers store forventninger og gjort gode tider bedre.
Og hvordan har han så gjort det? Ifølge Børsens Niels Lunde bl.a. ved at arbejde ud fra fire danske kernekompetencer, som han har identificeret. Umiddelbart forekommer det dog ikke originalt. Begreber som fællesskabsfølelse, innovation, tillid og læringsmiljø bliver nævnt. Men selv hvis man følger tankegangen, hvor relevant er det så for en landstræner at komme op i dette strategiske luftlag? På et klubhold kan man købe de spillere, der passer til en valgt strategi. Men på et landshold må man arbejde med det spillermateriale, man nu har, og så er det mere en rent taktisk opgave, man står med.
Artiklen er skrevet i anledning af EM, og her skiftede situationen som bekendt brat med Christian Eriksens chokerende kollaps. Men Niels Lunde fastholdt i en leder sin pointe. Han tillægger DBU og Hjulmands fokus på fællesskab og ”noget større” en stor del af æren for, at landsholdskollegerne hurtigt kom Eriksen til hjælp. Men ærligt talt: Det er absurd (men måske tidstypisk) at tro, at det er slagord fra et whiteboard, der gør forskellen, når man bliver konfronteret med, at en nær ven og kollega er i overhængende livsfare.
Ledelse er en af de vanskeligste discipliner, der findes. Dette er givetvis en af årsagerne til, at erhvervspressen – inklusive os selv – skriver så meget om emnet. Der er efterspørgsel efter inspiration og teknikker. Men det er også et emne, der med sin ukonkrete natur inviterer til letkøbte konklusioner – selv for en Niels Lunde, der må være dansk presses bedste skribent på feltet.
Men der er en helt anden ledelsesmæssig detalje i forbindelse med landsholdet, som fortjener opmærksomhed.
Anfører Simon Kjær er internationalt berømmet for resolut at tage ansvar og gøre alt det rigtige, da Eriksen faldt om. Heriblandt at nedprioritere selve kampen, som han hurtigt forlod. Dermed skrottede han også pr. instinkt de sportslige målsætninger, som han og holdet forinden havde brugt mange timer på.
Situationen var ualmindeligt dramatisk, men mange ledere har oplevet noget derhenad, f.eks. i coronakrisens begyndelse. I en nødsituation må alt lægges til side til fordel for nogle menneskelige og samfundsmæssige hensyn, og lederen bliver bedømt efter helt andre kriterier end dem, han blev valgt på.
Men selv når det går godt, hvad så bagefter? Fans i AC Milan, hvor Kjær spiller til dagligt, har på sociale medier krævet, at han skal være anfører. Men at en leder viser et enormt format i en ekstrem krisesituation er ikke ensbetydende med, at han også er den bedst egnede til at navigere i hverdagen. Og det er gennem hverdagens hårde og uopsigtsvækkende arbejde, at fodboldhold – og virksomheder – skaber resultater.
Frihed til forskning, mv.
Folketinget har på foranledning af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) vedtaget et vink med en vognstang til universiteterne om, at de skal få snor i forskere, der reelt blot politiserer. Det har udløst protester fra et stort antal forskere, men også advarsler fra nogle, der ellers godt kan følge de to politikeres bekymring. F.eks. anfører Frederik Stjernfelt i Weekendavisen, at når et politisk flertal rokker ved forskningsfriheden, uanset hvor berettiget det forekommer, skaber de en præcedens, som kan blive misbrugt.
På den anden side kan man sige, at det ikke er rimeligt, at skatteyderne skal betale for hvilket som helst sludder, bare fordi afsenderne hævder, at det er forskning. Men ud fra det ræsonnement er det også pressefriheden, der er på spil. Som bekendt er næsten alle nyhedsmedier i dag enten ejet eller heftigt understøttet af skattekroner.
Forfatter Knud Romer har i Politiken en anden god pointe: Hvad så når det er ministre, der bestiller forskning, undersøgelser og rapporter med en forventning om, hvad konklusionen skal være? Det er en vinkel, som en række ansatte på Seruminstituttet giver aktualitet. I et indlæg i samme avis afviser de indigneret at have lavet politisk bestillingsarbejde, men det havde været mere troværdigt, hvis ikke de samtidig hævdede, at deres modelberegninger ”har sikret Danmarks kollektive sundhed særdeles godt gennem epidemien.” Det har de absolut intet belæg for. Ingen kan påstå at have håndfast viden om, hvilken effekt den sidste omgang lockdowns har haft, om nogen.
Måske er det bedre at bevare den fuldstændige ytringsfrihed og lade folk skrive, hvad de vil. Og så fokusere på kritisk læsning i stedet.
Sten Thorup Kristensen
