Når historikere engang skal analysere nutidens meget succesfulde danske erhvervsliv, vil de nok hæfte sig ved, at en stor opgradering af ledelsen gik forud. Det begyndte allerede så småt i 90’erne med systematisk arbejde med god selskabsledelse, og senere fulgte et gennembrud i henseende til at hyre topchefer fra udlandet, når det nu engang var der, man fandt de bedste kandidater. Staten har også skubbet på, især i finanssektoren, hvor der i kølvandet på finanskrisen er kommet nye krav til såvel koncerndirektører som bestyrelsesmedlemmer.
Men hvordan står det til i statens egen butik? En af ugens store historier var, at Venstre-manden Kristian Jensen forlader politik til fordel for en ny post i Udenrigsministeriet, hvorfra han skal forsøge at sikre Danmark en plads i FN’s sikkerhedsråd. Ansættelsen sker under store protester fra Udenrigsministeriets ansatte, som her beskrevet i Berlingske. Det kan man have forskellige meninger om. I Børsen giver protesten chefredaktør Bjarne Corydon mindelser om dengang, han var finansminister og sloges med Danmarks Lærerforening, som i hans optik troede, de ejede folkeskolerne.
Omvendt forlyder det fra Altinget, at pladsen i sikkerhedsrådet i forvejen er næsten sikker, så der ikke er brug for nogen ny ansættelse. Hvis det er rigtigt, understøtter det de protesterende medarbejderes antagelse om, at der blot er tale om at finde en undskyldning for, at politikerne fra nu af kan sikre gode ben til skibbrudne kolleger.
Under alle omstændigheder er ansættelsen i tråd med en tendens, der har været meget tydelig i coronaens tid: Politikere skubber i højere og højere grad det fagkyndige personale til side for i stedet at træffe beslutninger selv.
Med den nye epidemilov er denne forskydning af beslutningskompetencen blevet helt officiel, men man ser den også f.eks. når statsministeren rejser til Israel for at arrangere noget med vacciner, som angiveligt skulle inkludere, at hun har oprettet et nationalt vaccinepartnerskab. Men, som Berlingske i ugens bedste historie kunne afsløre, tilsyneladende ikke involverer nogen af de danske aktører, der naturligt ville indgå i det. Ingen ved, hvad pokker der foregår, men hvad end det er, er det dårlig ledelse.
Dårlig ledelse er en del af den pris, man betaler for demokratiet. Alle skal kunne stille op og blive valgt, også selv om de er udygtige ledere. Men det er aparte, at man også sætter amatørerne til at lede ud i detaljerne. Og når tendensen er den stik modsatte i et succesrigt erhvervsliv, skaber det en større og større modsætning i samfundet. Hvordan vil magtforholdet være mellem et dybt professionelt ledet erhvervsliv og en stat ledet af amatører?
Er stagflation på vej tilbage?
Fragtraterne for containere er mere end firdoblet siden tiden før coronaen, fremgik det af Børsen forrige fredag. Bladrede man en side i samme avis, fremgik det, at også priserne på byggematerialer ræser i vejret – priserne er i nogle varegrupper steget med op til 30 pct. Begge dele vil før eller siden finde over i det generelle prisniveau og udhule forbrugernes købekraft. De vil sandsynligt reagere med krav om højere lønninger, og så har vi balladen.
Der har været meget tale om, hvilke langsigtede konsekvenser, coronakrisen vil have. De fleste bud er småfilosofiske. Måske vil vi arbejde mere hjemme. Måske vil færre af os vælge at bo i bykernerne. Måske vil vi blive mere bevidste om natur og klima.
Men lige nu tyder mere og mere på, at den største og mest vidtrækkende konsekvens bliver meget mere jordnær: Højere inflation. Det er dette scenarie, aktiemarkederne har reageret på de seneste uger. Men efterhånden er der så få, der kan huske ”rigtig” inflation, at det formentlig kun er en mindre del af danskerne, der ser i øjnene, hvad det vil indebære.
En af de største konsekvenser vil være, at det pludselig ikke længere er gratis for staterne at optage gæld. Dermed er der mange æg, der vil lande på jorden med et klask, som da konen i H.C. Andersens eventyr knejsede med nakken bare ved tanken om al den storhed, der lå forude for hende. Ikke mindst vil en betydeligt strammere prioritering af klimaindsatsen blive nødvendig. Pengene skal bruges, hvor de giver størst effekt.
Læs også Børsens historie om Legos rekordregnskab. Koncernens omsætning voksede med hele 13 pct. i 2020. Det må man glæde sig over på koncernens vegne, men man må også erkende, at festen nok slutter for producenter af forbrugsgoder, når forbrugerne igen vil allokere flere af deres penge til byliv og rejser. Disse omvæltninger kan igen skabe den kombination stagnation og flaskehalse, som man for et halvt århundrede siden kendte som stagflation.
Sten Thorup Kristensen
