Som medielandet nu ligger, må hr. og fru Danmark ofte stille ind på Den Korte Weekendavis på Radio 24syv for at forstå nyhedsstrømmen. I sidste uge havde den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm f.eks. en god pointe om Danske Banks hvidvasksag: Det har været fremme, at de russiske myndigheder allerede i 2007 advarede banken. Derimod har man ikke (før nu) hæftet sig ved, at man ikke siden har hørt indsigelser fra den kant. Det kan afspejle, at nye folk har vundet magten i Rusland, og at Putin og hans regering ikke har nogen interesse i at genere landets internationalt orienterede rigmænd og -kvinder.
For det er tilsyneladende i høj grad dem, altså de meget rige russere, sagen handler om, når man går ned i dens dybeste substans. Menigmand forbinder nok hvidvask med narko, våbenhandel, mafiaer og deslige, men nutidens lovgivning rækker langt videre. Danske Banks forbrydelse er ikke, at den har medvirket til kriminalitet, men at den ikke har foretaget en tilstrækkelig grundig vurdering af sine kunder og deres aktiviteter. Og de aktiviteter, bankerne skal holde øje med, er langt fra kun hård kriminalitet, men også alt, hvad der ligger i spændet mellem kreativ skattetænkning og decideret skattesnyd.
Finans.dk havde torsdag, med delvis reference til Berlingske, et eksempel på det. 53 kommanditselskaber, oprettet og udbudt af danske firmaer, men især ejet af russere med adresse på eksotiske øer, er blandt de nu – må man formode – forhenværende kunder i Danske Banks estiske filial. De 53 selskaber er i Danske Banks egen advokatundersøgelser opført som mistænkelige. Men det er endnu uklart, om de eller deres ejere har begået noget kriminelt.
Som historien er fortalt – bl.a. har en taxachauffør været stråmands-direktør i flere af selskaberne – kan man ikke fortænke læserne i at tænke, at det nok har været et kriminelt set-up. Det er naturligvis ikke kønt, at Danske Bank har lagt finansiel infrastruktur til det. Men man kan også vende det om og spørge sig selv: Hvorfor skal de danske myndigheder bruge så mange ressourcer på at opsnuse russiske milliardærer, der måske/måske ikke har unddraget sig russisk skat, når nu de russiske myndigheder tilsyneladende ikke selv gider gøre noget ved det?
Og det rækker langt videre end det, for det er ikke bare besværet i Finanstilsynet, det handler om. Det er barokt, at Danmark tilsyneladende er ved at acceptere en kæmpemæssig regning for noget, der dybest set ikke angår os. Som Børsen fortæller, forventer Goldman Sachs, at Danske Bank, på grund af sagen, måske vil springe over udbyttebetalinger og aktietilbagekøb næste år. Det er os selv, det går ud over, da stort set alle i Danmark, der har en pensionsordning, er indirekte aktionærer i Danske Bank. Helt uoverskuelig bliver regningen, hvis det virkelig skulle ende med, at Danmarks kredit rating bliver sænket, sådan som Standard & Poor’s har truet med. Så stiger terminsudgifterne, og offentlige service bliver beskåret, alt imens de russiske milliardærer hygger sig på de eksotiske øer og Putin bliver genvalgt.
Så vi siger det igen: Hvis pressen virkelig vil leve op til sin ideelle rolle som offentlighedens vagthund, så må den tage et bredere perspektiv på sagen end blot at puste til forargelsen mod Danske Bank.
Smugl, rejs og vær glad
Der er et tidstypisk element i dækningen af hvidvasksagen: Det synes at være uforståeligt for mange journalister, at der findes et liv uden for statens rammer og normer. Det går også igen i en artikel i Weekendavisen i sidste uge, om den historisk set ganske omfattende smugling i det sydfynske øhav. Moral på grænsen lyder rubrikken, og det meste af artiklen går da også på forundring over, hvordan pæne mennesker, endda læger, dog kunne deltage i smuglingen fra Tyskland. Nærværende signatur, der er opvokset i Sønderjylland i grænsehandlens storhedstid, er mindre forundret. Ulovligheder i den skala, som f.eks. også omfatter lidt sort arbejde, er ikke udtryk for oprør eller disrespekt mod statsmagten. Det er blot udtryk for, at den enkeltes liv og virkelighed også består af meget andet end staten.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her