Vi lærte Greta Thunberg at kende som et stort barn med kiksede fletninger og iført gul regnjakke. Siden er hun blevet en ung kvinde, og det bærer hendes udtryk også præg af. En simpel billedsøgning på Google viser, at hun altid er klædt smagfuldt, elegant og moderigtigt, og hun kommer i et nyt outfit til snart sagt hver af sine mange offentlige optrædener. I nogle tilfælde optræder hun også i tydeligvis meget dyre rober – senest i denne uge på forsiden af Vogue.
Inde i bladet fortæller hun ifølge DR, at hun ikke har købt et stykke tekstil i tre år. I stedet låner hun sig frem. Og så skoser hun ellers modeindustrien for dens masseproduktion, der ifølge hende aldrig kan være bæredygtig. Det hele hænger overhovedet ikke sammen, men det generer ikke DR, der bare refererer det hele troskyldigt og uden kritiske spørgsmål eller kommentarer.
Thunbergs påklædning og holdninger til modeindustrien er isoleret set ligegyldig. Men det er den forløbne uges rapport fra FN’s klimapanel, som Vogue-interviewet givet er timet til at falde sammen med, ikke. Og også her har DR slukket for alle kritiske sanser, når den statslige tv-station mener, at rapporten er en ”klimabibel”, som burde ”lukke munden på de sidste skeptikere”. Man bruger ikke bibler inden for videnskaben, og selv om man gjorde, ville man ikke sætte FN’s klimapanel til at skrive dem. Dertil har det gennem for mange årtier ramt for meget ved siden af.
At DR er så useriøs, kan ikke længere overraske. Det er trods alt kun nogle uger siden, at tv-stationen i fuldt alvor promoverede astrologi som noget, der kan ”gøre dig klogere på den måde du og andre agerer i verden”. Men det er forstemmende og uhyggeligt at se, at heller ikke andre medier har stillet de helt rimelige og oplagte spørgsmål til ugens meldinger fra klimaparnasset.
I Georges Orwells roman ”1984” var det totalitære partis vigtigste middel til at undertrykke borgerne, at det formanede dem at lukke øjne og ører for de fakta, de mødte på deres vej. På den måde stod partiets løgne uanfægtede. Denne taktik virker stadig. Bemærk, hvor mange der i den forløbne uge har brugt klimarapporten som argument for drastiske indgreb i folks tilværelse og levemåde.
Greta Thunberg – eller rettere, den stab, der bruger hende som ansigt og stemme i sine kampagner – vil f.eks. have et ”systemskifte”. Det er ikke nærmere beskrevet, hvad det skal bestå i, men kender man til, hvad den slags bevægelser historisk har brugt magt til, må man frygte det værste.
Krypto-truslen
Tilbage i 00’erne var såkaldt strukturerede produkter en overgang populært blandt private investorer. De kombinerede en lodseddel og sikkerhed. Udstederen lovede en stor gevinst, hvis et givent aktiv, f.eks. et aktieindeks eller en råvare, steg tilstrækkelig meget, men samtidig garanti for at få mindst hovedstolen tilbage. Garantien stod en hæderkronet finansiel aktør for, og således lærte mange på den hårde måde, at selv de mest solide navne aldrig er 100,00 pct. sikre: Garanten var ofte Lehmann Brothers, der med sin chokerende konkurs i 2008 udløste finanskrisen.
Nu er der en ny mulighed for at høste samme lærdom. The Economist påpeger, at de såkaldte stablecoins – kryptovalutaer, der er fikseret til en valuta, typisk dollar – kommer med en skrøbelighed. Fikseringen kræver en formuende garant. Formuen findes også, men den består bl.a. af værdipapirer, herunder aktier. Aktier svinger sammen med kryptovalutaer, og det vil sige, at hvis der af den ene eller anden grund kommer et stort run på det sidste, kan formuen være utilstrækkelig. Det kan udløse en dominoeffekt. Pt. har verdens kryptovalutaer tilsammen ca. samme markedsværdi som Amazon.
Der bliver ofte råbt ”ulven kommer” på de finansielle markeder. I de fleste tilfælde kommer den ikke alligevel. Vi kan heller ikke sige, at den kommer denne gang. Men vi kan sige, hvor cirka i skoven, der er en ulv.
Man glemmer nemt, hvor usædvanlig den nuværende situation på de finansielle markeder er. Børsen kunne f.eks. tirsdag fortælle, at SMV Danmarks stort anlagte crowdlending-platform foreløbigt er et flop – ikke fordi der mangler folk, der vil låne ud, men tværtimod for der er alt for mange af dem, i forhold til de virksomheder, der ønsker et lån. Der er masser af kapital derude, som desperat søger en placering.
Men det er langt fra givet, at denne overflod af kapital varer ved. Det er vel tværtimod mest sandsynligt, at der før eller siden indtræffer en normalisering, hvor det igen er låntagere, der står med hatten i hånden, og hvor ingen sætter deres sparepenge i et aktiv, der grundlæggende bare er et postulat.
Sten Thorup Kristensen
