Taler man med virksomheder, hører man talrige historier om den aha-oplevelse, det var, at kontorfolkets produktivitet ikke faldt, men tværtimod steg, da medarbejderne blev sat til at arbejde hjemme. I Skatteministeriet har man angiveligt oplevet noget helt andet: Børsen refererer tirsdag et svar fra minister Morten Bødskov, der synes at varme op til endnu en udsættelse af de nye ejendomsvurderinger. ”Skatteforvaltningens it-udviklingsprojekter har haft et produktivitetstab på tværs af projektporteføljen som følge af hjemmearbejdssituationen,” skriver han bl.a. til Folketingets skatteudvalg. Forklaringen er lidet troværdig. I stedet bliver det mere og mere klart, at man fra starten skulle have taget forstandige menneskers advarsler alvorligt: Med undtagelse af meget standardiserede boligejendomme kan man ikke opstille en simpel formel, der giver et retvisende billede af, hvad en ejendom er værd.
Bladrer man en side tilbage i samme udgave af Børsen, finder man en anden historie, der grundlæggende handler om det samme. Her fremgår det, at arbejdet med at finde en simpel vurderingsmodel for virksomheder til brug for beregning af arveskat ved generationsskifter, er ved at køre i dørken. Casen i artiklen illustrerer problemstillingen meget godt: Virksomheden Oxymat fremstiller bl.a. oxygengeneratorer, som har været efterspurgte under coronakrisen. Men hvordan skal en køber vurdere dén information? En salgspris vil også være stærkt afhængig af, hvilke købere, der er på banen, hvor gode ideer, de har, og hvilke synergieffekter, de kan opnå i forhold til deres eksisterende forretninger.
Det er fint, at Børsen vinkler på, at opgaven fra starten var umulig (selv om der garderes med et ”måske”). Den slags skal vi blive bedre til i medierne. Vi ender ofte med at punke den eller hin myndighed eller minister, der aktuelt har aben på sit bord, i stedet for at gå tilbage og stille spørgsmål til de politikere, der i sin tid har ladet sig friste af en nem snuptagsløsning, selv om kloge mennesker har fortalt dem, at den var en illusion. I tilfældet med arveskatten kan vi stadig nå det, mens det kun er et lille års arbejde, der ikke har ført til noget. Når det gælder ejendomsvurderingerne, nærmer vi os et tiårsjubilæum.
Mystikken om smittetallene
Også når det gælder udviklingen i coronasmitte, og dermed udsigten til en fuldstændig genåbning af samfundet, er der behov for at være mindre autoritetstro i forhold til, hvad der kommer ud af regnearkene – i dette tilfælde fra SSI.
De fleste store medier bringer fortsat de daglige smittetal. De er høje, og Berlingske undrede sig tirsdag over, hvorfor den ellers så trofaste sæsoneffekt tilsyneladende ikke kommer til hjælp, som den plejer. Det er umiddelbart også mærkeligt. Men på den anden side er der helt generelt noget ved de tal, der overhovedet ikke stemmer.
Det er oplagt, at når der bliver testet langt flere end tidligere, vil man også finde flere smittede. Derfor lægger man nu mere vægt på positivprocenten – antallet af test, der er positive. Det har nogen tid været omkring 0,5 pct.
Ud fra det kan man gribe en blyant, vende en konvolut og begynde at regne. Det store flertal lader sig kun teste, fordi de skal bruge et coronapas. De har ingen mistanke om, at de skulle være smittede. Dermed er det tilnærmelsesvist en tilfældig stikprøvekontrol, man foretager hver dag. Og da vi er små 6 mio. borgere i Danmark, skulle den halve procent svare til 30.000 smittede om dagen, eller 1 mio. om måneden.
Hvis det var sådan, ville vi vide det. Så ville vi alle have adskillige aktuelt smittede i vores omgangskreds, og arbejdspladser ville være lagt ned af sygemeldinger. Sådan er det som bekendt ikke. Så hvad sker der i virkeligheden? Man kan kun gisne, men et godt bud er, at man primært finder de smittede hos det mindretal, hvor der i forvejen er mistanke om sygdom, mens den generelle, og meget dyre, teststrategi er skønne, spildte kræfter.
Under alle omstændigheder er tiden løbet fra, at medierne blot viderebringer de daglige tal, uden at researche, hvad de mere præcist dækker over.
Den tabte krig mod hvidvask
Til sidst en anbefaling: The Ecoomists artikel Losing the war. Det er hvidvask, det handler om, og det fremgår, at det ikke bare er i Danmark, at det er et uendeligt emne, og at bankerne ansætter tusindvis af compliance-medarbejdere, uden at man af den grund fanger mange forbrydere. Disse har den store fordel, at de i sagens natur ikke lader sig begrænse af love og regler. De kan forfalske de dokumenter, banken skal se, og selv når bankerne endeligt får lukket et hul, kan der nemt findes nye i andre dele af den finansielle sektor.
Sten Thorup Kristensen
