Første gang, Britta Nielsen stjal fra satspuljerne, var det for at opfylde et konkret behov. Senere blev det noget, hun ikke kunne lade være med, forklarede hun ifølge Ekstra Bladet grædende i byretten, hvor hun også henviste til en barndom med fattigdom og omsorgssvigt og gav udtryk for, at hun ”ville ønske (hun) kunne nøjes med at sige undskyld”. Det sidste er måske utilsigtet præcist formuleret, for naturligvis ville det være bekvemt, hvis hun kunne nøjes med en undskyldning. Det er også klart, at hun er ked af det, nu hvor hun sidder i et fængsel. Men hvor oprigtig er angeren? Hendes forklaring lyder mere som et rodsammen af subjektive vurderinger og hjemmestrikkede psykologiske teorier a la det, Britta Nielsen må have læst i tusindvis af ansøgninger over årene.
Det havde været mere overbevisende, hvis hun på et eller andet tidspunkt havde demonstreret noget, der kunne minde om skyldfølelse – f.eks. ved at ophøre med tyverierne. At tjekke boniteten i en undskyldning er blevet en nødvendig mediemæssig disciplin, for undskyldninger er kommet på mode. Og det er ikke blot konkrete fejltrin, der bliver undskyldt – det er mere generelt ens (eller ens institutions) måde at være på. Onsdag var det den australske kapitalfond Macquaries tur. Fonden er tidligere storaktionær i Københavns Lufthavne, hvor man ofte lå i stridigheder med den statslige partner, og nuværende storaktionær i TDC, som man gjorde sin entre i via en fjendtlig overtagelse for nogle år siden.
Det var dog noget tredje, den europæiske direktør Paul Plewman i Berlingske udtrykte sin beklagelse og fortrydelse over, nemlig fondens rolle i de operationer, der trak svimlende milliardbeløb i form af refunderede udbytteskatter ud af europæiske statskasser. Finkæmmer man artiklen og de skriftlige svar, Plewman har sendt til Berlingske, ser man dog ikke nogen erkendelse af skyld, og fortrydelsen synes også mere at være ærgrelse over den ballade, der er fulgt efter. At man nu har ændret adfærd er en gratis omgang, for i mellemtiden er skattemyndighederne trods alt vågnet op. Og det bliver nærmest en hån, når Plewman udtaler, at ”vi beklager dog i særdeleshed de konsekvenser, det har haft for vores danske partnere.” Skatteyderne, der har mistet milliarder, er åbenbart længere ned i prioriteringsrækken, så længe samarbejdet i TDC’s bestyrelse bare kan køre gnidningsfrit.
Der er to ting, vi kan lære af ugens undskyldninger: 1) Undskyldninger kan være fuldstændigt værdiløse, så man skal ikke i sig selv tillægge dem nogen vægt, og 2) Det kunne være skægt at gå tilbage og tjekke de seneste års talrige undskyldninger fra pensionsselskaber, banker og kapitalfonde. Hvad var egentlig den helt præcise ordlyd af de undskyldninger?
BØRSEN: BNP-SKANDALEN
Danmarks Statistik har for tredje gang på få år opjusteret BNP kraftigt, og rigsstatistiker Jørgen Elmeskov har nu tilsyneladende kastet håndklædet i ringen. Man skal ikke vente, at det bliver bedre fremover, siger han. I en klumme i Børsen stiller journalist Jens Kristian Lai spørgsmå-let, om vi i pressen så skal skrotte dækningen af de friske BNP-tal. Det er umiddelbart et mærkeligt spørgsmål, for selvfølgelig skal vi ikke tillægge en opgørelse, som afsenderne ikke engang tror på selv, nogen vægt. Men tvivlen er forståelig, for i en tid, hvor antallet af data eksploderer, og man bliver bedre og bedre til at regne på dem, er det unægteligt aparte, at det pludselig ikke længere er muligt at komme med et troværdigt bud på det danske bruttonationalprodukt.
Det er også en skandale. BNP-tallene er vigtige. Staten bruger dem til at tilrettelægge sin finanspolitik, virksomheder bruger dem ved beslutninger om investeringer, og ikke mindst bruger de finansielle myndigheder dem til at afgøre, om bankernes kreditpolitik er ansvarlig i lyset af konjunktursituationen.
Mediernes tilgang til skandaler er først at afdække dem, hvilket i dette tilfælde er sket. Derefter at finde en ansvarlig. Det er indenrigsminister Astrid Krag, der har Danmarks Statistik under sit ressort. Hun må hurtigst muligt sørge for, at der igen bliver produceret friske og troværdige tal, der belyser udviklingen i dansk økonomi. Måske er de usikre opgørelser af BNP vitterligt en uomgængelig konsekvens af internationale aftaler på området. Men så find på noget andet. Det er opgørelsen af danske virksomheders såkaldte fabriksløse produktion, når en vare produceret i udlandet bliver solgt i helt tredje lande, der skaber forvirringen. Men den slags transaktioner er alligevel også stort set irrelevant for det, tallene skal bruges til. Læs også denne uges konjunkturbarometer.
