Medierne skal huske at forholde sig kritiske til den store leder

Det er surt at blive vraget først som statsminister, og kort derefter som leder i sit parti. Men i det mindste kan man så sidde stille og roligt på sin plads bagerst i folketingssalen og læse aviser. Det synes desværre ikke at bekomme Lars Løkke Rasmussen vel. Ifølge BT satte det tværtimod tungsindige tanker om meningen med tilværelsen i gang, da han læste hvor pæne anmeldelser Mette Frederiksens åbningstale fik, selv i borgerligere medier.

Hvor den tidligere statsminister måske nok fik skruet melodramaet højt nok op, så har han en pointe, vi i medierne skal lytte til. Både Thorning og Løkke kan med en vis ret have den oplevelse, at de har fået med grovfilen. Men en tak længere tilbage er der fortilfælde for, at medierne har været alt for autoritetstro over for en statsminister. Når Anders Fogh Rasmussen på det ugentlige pressemøde orienterede om, hvad den politiske dagsorden var, smækkede medierne hæ-lene sammen og tog det for gode varer.

Fogh tog over efter en træt socialdemokratisk regering, han undgik forgængerens mange små dumme fodfejl, han var statsmandsagtig. Og sidst, men ikke mindst, havde han en klassisk leder i den forstand, at han havde en vision om, hvor han ville føre nationen hen. Det gav respekt, selv hos politiske modstandere. Mette Frederiksen kommer med stort set samme sæt af fordele og kvaliteter. Derfor er det oplagt, at medierne også viser hende respekt. Men vi skal erindre os selv om, at vi ikke har gode erfaringer med det. Set i bakspejlet blev der truffet mange uhensigtsmæssige beslutninger i Foghs tid, og når man dengang ikke så dem ud af forruden, var det bl.a. fordi vi ikke pegede på dem. Nogle ting, som f.eks. overophedningen af boligmarkedet, stod klart for forstandige mennesker allerede dengang.

Det kræver heller ikke megen indsats at finde hullerne i Mette Frederiksens ost. Der er ingen tvivl om, at hun har et folkeligt mandat til at udvide velfærdsstaten og at give dens ansatte bedre vilkår. Men i sidste ende er det erhvervslivet, der skal betale festen, og den bliver desuden dyr, hvis man ikke sørger for effektivitet i den offentlige sektor. Det var der, som Mette Frederiksens tidligere ministerkollega Bjarne Corydon bemærkede i en leder i Børsen, ikke meget om i åbningstalen.

BERLINGSKE: KURT LARSENS FORFRISKENDE INPUT

Mens Fogh rodede og regerede i 00’erne, havde vi i erhvervspressen bl.a. fokus på DSV. Kunne denne opkomling overleve sine, set udefra, halsbrækkende opkøb? Det kunne den, særdeles godt endda, og i dag er DSV en verdensførende virksomhed. Mange arbejdspladser er skabt, skatteindtægterne fosser ind i statskassen, og det, at Danmark, med nu både Mærsk og DSV i front, er blevet en stormagt inden for logistik, kan blive særdeles bekvemt i det arbejde, der forestår med at reducere CO2-udledningen.

Det moderne DSV er først og fremmest Kurt Larsens værk. Han var dengang direktør, og siden blev han bestyrelsesformand. I forrige uge trak han sig tilbage fra denne post også. Trods sin store rolle er han næppe kendt af mange danskere, men i medierne kendte vi ham som en af de bedste, man kunne interviewe. Han er bramfri og direkte uden at blive plat eller nedadsnobbende. I et glimrende afskedsinterview i Berlingske , hvor han bl.a. kommenterer Mette Frederiksens åbningstale, får man en prøve på det. Efter at have påpeget betydningen af erhvervslivet, rammer han også dybt med en mere generel kommentar om velfærdsstatens natur: ”Velfærdsstaten kan mange ting, men jeg vil nu nødigt have min kærlighed fra den.”

BØRSEN: DE FIKTIVE AFKAST OG RANGVIDS DRØMMERI

En af de opgaver, velfærdsstaten har påtaget sig, er at sørge for, at private ikke taber penge på deres investeringer. Baggrunden for det har Børsen sat fokus på i den forløbne uge. Danske Bank får som bekendt smæk for at have solgt investeringsproduktet Flexinvest Fri, selv om banken selv forventede, at kunderne ville tabe penge på det. Men som journalist Tor Johannesen spidst bemærker på bagsiden torsdag , ligger bankens egentlige fejl udelukkende i, at den har været så uforsigtig selv at gøre sig tanker om, hvad typiske investeringsafkast vil være i de kommende år.

Havde Danske Bank blot holdt sig til skønnet fra Rådet for Pensionsprognoser med Jesper Rangvid i spidsen, havde alt været fint. Rådet regner f.eks. stadig med et langsigtet afkastet på obligationer på 3,5 pct., og holder det stik, er der et fint afkast på Flexinvest.

Dagen forinden havde Rangvid forklaret, at man holdt dette skøn, selv om renten som bekendt lige nu er negativ, fordi en sænket prognose vil betyde, at folks pensioner skal nedskrives markant. Well. Skønnene er i sidste ende kun en papirøvelse, og ved at holde dem høje, opsamler man bare smerte, som så må udløses senere.