Mediernes rolle i en dyster valgkamp

Mette Frederiksen er efter meningsmålingerne at dømme statsminister om nogle uger, og hun har selv udtrykt ønsket om at blive ”børnenes statsminister”. En af de ting, hun vil gøre for at glæde de små poder, er at tvangsfjerne dem. Det skal bryde negativ, social arv og dermed mindske uligheden i samfundet. Partifællen Pernille Rosenkrantz-Theill sagde i et program på Radio 24Syv i december sidste år, at hun godt kunne forestille sig 40-50.000 tvangsfjernelser i alt. Det er cirka et ud af 20 børn under 15 år, og det svarer altså til, at lidt mere end én elev i en gennemsnitlig skoleklasse vil være tvangsfjernet fra sine for-ældre – der i øvrigt for nemheds skyld en gang for alle skal fratages muligheden for at være forældre, så alle børn, de senere måtte få, også automatisk bliver tvangsfjernet. Forslaget er ekstremt. Verden har erfaringer, men ingen gode af dem, med massetvangsfjernelser. Det er noget, der medfører traumer i adskillige generationer frem, som man f.eks. ser det i Spanien, hvor Franco tvangsfjernede politiske modstanderes børn, for at de kunne få en god, katolsk opdragelse.

Det er selvfølgelig ikke så ekstremt, som når Stram Kurs vil have etnisk udrensning af en tiendedel af befolkningen. Til gengæld har det en realistisk chance for at blive vedtaget. Andre ekstremistiske forslag i valgkampen handler om klima- og miljøpolitikken, hvor et FN-organ i denne uge fremsatte endnu en teori om jordens snarlige undergang – denne gang på grund af arters uddøen. Læs Jyllands-Postens indtil det idiotiske ukritiske artikel om det her .

I denne ekstremistiske tidsånd står det forestående folketingsvalg ikke kun til at blive historisk for det politiske system, men også for det mediemæssige. Vi i medierne bliver over fire uger for alvor sat på prøve i vores ideelle rolle som folkeoplysere. Så hvad stiller vi op med det? Vi skal ikke undlade at oplyse nøgternt om de opstillede kandidaters synspunkter; heller ikke når disse får det til at løbe koldt ned ad ryggen, og man helst ville glemme dem. Men vi skal heller ikke godtage politikernes ekstreme dagsordner. Tværtimod skal vi gå kritisk til ethvert drakonisk eller ekstremt tiltag fra politikere og myndigheder. På erhvervsområdet blev en god anledning til dette forspildt, da Børsen onsdag fortalte, at Thomas Borgen er blevet sigtet i hvidvasksagen, og at hans hjem er blevet ransaget den 12. marts.

Hvidvasksagen vækker stærke følelser i befolkningen, hvilket man kunne forvisse sig om ved at læse kommentarerne i f.eks. aktiegrupper på facebook, hvor der blev udtrykt ønsker om en lang fængselsstraf til Borgen. Men både Børsen og Berlingske , som har været førende på udrulningen af hvidvasksagen, og som eller supplerede med baggrundsstof, undlod et oplagt spørgsmål: Hvorfor i alverden blev Borgens hjem ransaget på et tidspunkt, hvor han har haft god tid til at fjerne alt bevismateriale? Enten må SØIK have tænkt, at sigtelsen er så svær at forstå, at den detroniserede bankdirektør ikke forstod, hvad der kunne inkriminere ham, eller også har man bare haft behov for at vise magt – det sidste f.eks. for at vise befolkningen, at det er alvor. I begge tilfælde fortæller det en historie om, at kriminelt sløsede eller grådige bankfolk højest er ét element i hvidvasksagen. Andre elementer er en uforståelig og uhåndterlig lov og nogle myndigheder, der bruger rå magt.

BØRSEN: FROKOST OG KAFFE TIL RISIKOCHEFEN

Endnu en mulighed for at kaste et upopulistisk blik på banksektoren blev forbigået. Nemlig da Nordeas risikochef Julie Galbo meddelte sin afgang. Hun har skullet rydde op i systemerne efter sager om Panama Papers, udbytteskat og hvidvask, så det er forståeligt, at hun trænger til en pause, hvor hun skal drikke en masse kaffe og spise gode frokoster, som hun fortæller til Børsen . I samme artikel kommer hun med ugens citat: ”Det, jeg trives med, er store forandringer og at lave noget, der er virkelig vigtigt nu. Derfor har jeg besluttet, at nu var det vigtigt for mig at prøve noget andet.” Smag lige på dén. Fra officielt hold er budskabet, at der er et stort problem med moralen og lovoverholdelsen i bankerne. Tager man det for pålydende, kunne jobbet som risikochef i Nordea ikke være bedre for én, som lægger vægt på at arbejde med noget vigtigt. Men Julie Galby vil hellere lave ingenting end at arbejde med risikostyring i den næststørste bank i Danmark. Det fortæller en historie om, hvad en af landets førende specialister på bankers compliance i virkeligheden tænker. Galby har indtil for fem år siden arbejdet i Finanstilsynet, så hun kender branchen fra begge sider.

Sten Thorup Kristensen