Danske medier er havnet i en penibel dobbeltrolle. Med det opgør om sexchikane, som Sofie Linde startede, skal vi over for vores læsere, lyttere og seere dække en sag, som er skabt i vores egen branche, og som vi som individer alle har en eller anden grad af andel i. Og hvordan er det så gået med at håndtere denne dobbeltrolle?
Det er gået spektakulært elendigt. I nyhedsdækningen synes medierne at tage for givet, at der nu er afsløret en hel masse nyt. Det er der ikke. Havde Sofies Lindes egen sag handlet om noget mindre ømtåleligt end sex, ville intet medie have skrevet om den – dertil er den for dårligt dokumenteret. Andre af de anonyme sager, der nu er bragt frem, er heller ikke dokumenterede, og deres indhold er ofte hverken sexisme eller chikane, men blot seksualitet. Se f.eks. de tre eksempler, Berlingske nævner her.
Når dokumentationshøjden er for lav i Sofie Lindes egen sag, er det hverken fordi hun afviser at nævne gerningsmanden ved navn, eller fordi hun ikke har anmeldt den grove forbrydelse, hun beskriver, til politiet. Det sidste er forståeligt, for i den slags sager er bevisbyrden svær at løfte. Det store problem er i stedet, at sagen aldrig har været kørt i det arbejdsretlige system. Her har der nemlig gennem flere årtier været delt bevisbyrde, som beskrevet i dette speciale.
Medierne synes helt at have glemt disse regler – de er i hvert fald ikke blevet omtalt de senere uger. Men hvis der virkelig har været så meget sexchikane på mediearbejdspladser, er det ikke bare cheferne her, der har et problem. Fagforeninger og tillidsmænd må have snorksovet.
Alt dette ikke for at fornægte, at der er et problem, for det er der jo helt indlysende. Måske har det været en fejl helt siden den seksuelle frigørelse for 50 år siden, at man inkluderede arbejdspladser i den. I hvert fald er der tilsyneladende mange kvinder, der oplever det som belastende, og det er naturligvis et meget rimeligt krav, at arbejdspladser er for alle.
Derfor er det også fint at medierne formidler en kulturdebat om emnet. Men når man er på nyhedssiderne, skal man holde tungen lige i munden og efterleve journalistiske normer om dokumentation, om at høre alle relevante parter, og om formidling af væsentlige fakta i en sag. Ellers ender man med at befordre nye normer og regler, som bare gør alle frygtsomme, og hvor advarsler og fyringstrusler, både over for mænd og kvinder, sidder løst.
Som Bjarne Corydon, direktør på Børsen, er inde på i en leder, har emnet også relevans for andre brancher. Det havde det måske ikke fra starten, men det har det nu, for mediers magt ligger i, at vi kan skabe dagsordner. Denne magt skal anvendes ansvarligt.
Udsigt til hård Brexit
Hvis det ikke havde været for coronaen, havde alle medierne lige nu været fulde af historier om udsigten til en hård Brexit, og aktiemarkederne havde formentligt også været trykkede af situationen. Nu kommer måske også både medier og aktiemarkederne vel hurtigt op i det hysteriske felt, men det er underligt, at man ikke fokuserer mere på den alvor, der lige nu er i situationen.
I Storbritannien sætter Boris Johnson hårdt mod hårdt og forbereder en lovgivning, der decideret bryder allerede indgåede aftaler, med henblik på at forberede sit land på et hårdt Brexit.
Det har ikke været meget omtalt i Danmark, men Børsen og Weekendavisen har dog skrevet om det. Måske tager øvrige medier det for givet, at parterne bare puster sig op ved forhandlingsbordet, og at der kommer en løsning til sidst.
Men det kan man ifølge en klumme i Financial Times, ikke regne med: Tyskerne har lige nu andre og større bekymringer på den udenrigspolitiske front – de er vært for en forgiftet russisk oppositionsleder, de kan se deres største samhandelspartner, Kina, fare hårdt frem over for såvel sit muslimske mindretal som Hongkong, og i USA er situationen usikker op til det kommende præsidentvalg.
Midt i alt dette ønsker Tyskland et stærkt EU, hvilket leder dem til at afvise krav til nye undtagelser, der giver briterne adgang til nogle af det indre markeds fordele, uden samtidig at bidrage til det.
Hard-Kåres problematiske arv
Er der en ledig erhvervsjournalist derude? Så vil det være en god ide at skrive bogen om dengang, Kåre Schultz var adm. direktør i Lundbeck. Han gennemførte store besparelser på forskning og udvikling, hvilket sendte aktien brat op, inden han pludselig forlod selskabet igen. Men hvor meget mening gav de besparelser? Lod Schultz reelt bare hunden spise sin egen hale? Noget tyder på det, for i Børsen erkender bestyrelsesformand Lars Rasmussen, at selskabet atter engang har et problem med en svag pipeline. ATP er som aktionærer bekymret, og det kan komme på tale at udvande Lundbeckfondens ejerandel for at rejse ny kapital.
STK
