Mediernes vigtige rolle i CSR-trenden

At vise et samfundsansvar, der rækker ud over egne, snævre profithensyn, er gået fra at være noget, virksomheder kunne tilvælge, til nu de facto at være et krav fra politikere, forbrugere og aktivistiske aktionærer. Det har vækket en gammel debat om, hvordan virksomhederne så bedst tjener samfundet, til live igen.

The Economist, der er liberalt i både europæisk og amerikansk forstand, er imod CSR-bølgen og påpeger i en leder, at man risikerer, at nogle NGO’er uden demokratisk mandat sætter dagsordenen, og at CSR-krav kan bremse innovation. F.eks. viste bilfabrikkerne i Detroit indtil 50’erne og 60’erne et stort samfundsansvar over for lokalmiljø og ansatte, men prisen var dyre biler til forbrugerne. Professor Steen Thomsen fra CBS nuancerer i en kronik i Børsen kritikken. Han anfører, at så længe CSR-aktiviteterne er koblet til kerneaktiviteten, er der ikke nogen modsætning til at optimere værdien for ejerne, tværtimod. Og så bemærker han, at dansk erhvervsliv i kraft af det udbredte fondsejerskab er vant til tænkemåden og dermed har en global konkurrencefordel.

Medierne omtaler næsten entydigt CSR positivt, og også her på Økonomiske Ugebrev er vi fortalere for trenden. Men som den breder sig og bliver alvor, må vi også forholde os til de bekymringer, eksperterne har. Det er ikke længere gangbart at omtale en virksomhed positivt, blot fordi den har en CSR-politik. Vi må forholde os kritisk til denne politik. En artikel i Politiken viser, hvor galt det kan gå, hvis man glemmer dét. Avisen omtaler begejstret en ny park, som A.P. Møller Fonden vil anlægge ved siden af operaen i København.

Parken skal finansieres af indtægter fra en parkeringskælder nedenunder, og den kommer bl.a. til at indeholde træsorter fra hele verden. Det skal nok blive et besøg værd, men Politiken burde ikke ukritisk have godtaget fondsforkvinde Ane Ugglas udsagn om, at parken ”bygges med tanke på biodiversitet og bæredygtighed”. At plante en eksotisk blomst eller træ i sin have har ikke en bjælde at gøre med biodiversitet i den forstand, man diskuterer det. Det er også uklart, hvad bæredygtigheden i den kommende prydhave kommer til at bestå i. Fonden slipper her afsted med på en billig baggrund at læne sig op ad nogle begreber, som ikke har brug for tom snak, men for reel handling.

ZETLAND: EN HISTORIETIME

Lars Løkke Rasmussen er forstand rundet af det historiske Venstre, der voksede op sammen med andelsbevæ-gelsen, og som var optaget af værdien af fællesskaber. Det skriver Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard i en analyse . Måske har hun ret, men hun tager fejl, når hun skriver, at ”fra 1870 og 100 år frem vævede Venstres historie sig uløseligt sammen med udviklingen af den kultur på landet, der transformerede billedet af den danske bonde fra forhutlet og fordrukken til selvstændig gårdejer med rank ryg, styr på høsten og oplyst samfundssind.” Vi skal et århundrede længere tilbage for at møde den alkoholiserede og undertrykte Jeppe på Bjerget. Så kom landboreformerne i 1788. Efterhånden som de slog igennem i de følgende årtier, steg bøndernes indkomst drastisk.

Nu skal det her ikke være en historietime. Men der er faktisk en interessant pointe for nutiden i, om bøndernes velstand kom ved den ene eller den anden lejlighed. Vi taler konstant om reformer, men den uden sammenligning største og mest succesfulde økonomiske reform i danmarkshistorien var den fra 1788. Når den er glemt, er det måske fordi den overhovedet ikke passer ind i den fortælling om fællesskab som noget universelt godt, som både andelsbevægelsen, fagbevægelsen og velfærdsstaten siden har dyrket. Landboreformerne var hyper-individualistiske.

De løsrev den enkelte bonde fra både landsbyens forpligtende arbejdsfællesskab og fra pligter over for den lokale myndighed, herremanden. Resultatet var et nyt og stærkt incitament til at forbedre sine egne jorde, f.eks. med dræning og tørlægning af moser. De nu velstående bønder udviklede også hurtigt en politisk og social bevidsthed, og deres krav om medindflydelse var så stærkt og stødte på så meget modstand, at der var frygt for, at det hele skulle ende i borgerkrig – hvilket det med tre-årskrigen for så vidt også gjorde.

Så galt går det vel trods alt ikke i dag. Men bladrer man tilbage til første halvdel af 1800-tallet, finder man noget, der er genkendeligt for os i nutiden: Et samfund, hvor det var nogenlunde klart for alle, at det gamle havde overstået sin tid, men hvor der også var en sorg over dette forhold, og hvor man var bittert uenige om, hvad der skulle sættes i stedet.

Sten Thorup Kristensen