Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt det gamle mundheld stadig holder, kan de passende spørge aktionærerne i Novozymes, GN Store Nord og NKT. De tre selskabers aktier har fået læsterlige kurstæsk, fordi kommunikationen fra topledelserne i børsmeddelelser om store begivenheder har været alt for uskarp og upræcis. Det skaber usikkerhed, som koster en stor risikopræmie, skriver tidligere børsmægler Martin Bundgaard i denne kommentar.
Særligt i tre store børsnoterede selskaber har aktionærerne de seneste måneder tabt milliarder af kroner. Det er ikke sket, fordi selskaberne er blevet ringere eller mindre værd. Det er især sket, fordi ledelserne i de tre selskaber har kommunikeret ualmindelig klodset overfor børsmarkedet.
Det første eksempel er Novozymes kommunikation omkring selskabets overtagelse af børsnoterede Chr. Hansen, idet begge selskaber har forretning inden for forskellige segmenter af enzymer. Efter meddelelsen blev aktien sendt fra kurs 430 til kurs 350, svarende til et værditab på knap 20 pct.
Uforklarede synergier
Noget af kursfaldet kan forklares af en stor præmie til aktionærerne i Chr. Hansen, som aktionærerne i Novozymes betaler. Men samlet set burde summen af de to selskabers børsværdi stige, og det er ikke sket. Rationalet bag sammenlægningen må være store synergier, og dem har ledelsen for Novozymes fuldstændig kikset på at forklare. Den usikkerhed koster på aktiekursen, i form af en øget risikopræmie.
Andet eksempel er GN Store Nords udmelding om en mulig fremtidig kapitaludvidelse på 7 mia. kr. Markedet opfattede det som en done deal. Men efterfølgende har selskabets ledelse trukket godt og grundigt i land på timing og kapitaludvidelsens størrelse. Usikkerheden har kostet dyrt på aktiekursen. I første omgang handler det alene om, at det skal vedtages på en generalforsamling, at bestyrelsen får den nødvendige bemyndigelse til at gennemføre kapitalforhøjelsen.
Tredje og sidste eksempel er NKT, hvor ledelsen chokerede den danske finansverden i sidste uge ved at annoncere en mulig historisk stor kapitaludvidelse på op til 50 pct. af den eksisterende aktiekapital. Men det skete, uden at ledelsen ville fortælle, hvad der skal til for at udløse en udvidelse på henholdsvis 20, 30, 40 eller 50 pct. Det gør en enorm forskel, om det bliver det ene eller det andet.
Et af problemerne er naturligvis, at ledelserne af de tre selskaber med disse transaktioner foretager strategiske træk, hvor de konkrete positive resultater først kan aflæses om flere år, mens det omvendt koster en ekstra risikopræmie på den korte bane. Den risiko vil aktionærerne ikke være med til, og derfor handles aktierne ned, så det forventede afkast afspejler den nye risiko.
Derfor er det afgørende, at ledelserne i den slags transaktioner er så tydelige som overhovedet muligt omkring de strategiske rationaler, og hvordan de ser, det vil forplante sig på selskabernes top- og bundlinjer. Disse centrale oplysninger skal ikke fejes under gulvtæppet eller gemmes til lukkede investormøder, hvor kun udvalgte professionelle investorer eller analytikere får denne afgørende information.
Men det sker alligevel. Eksempelvis har ledelsen for NKT i den forgangne uge på et lukket investormøde forklaret, at baggrunden for den store kapitaludvidelse er, at den alene i første halvår af 2023 forventer ordrer på mellem 5 og 7 mia. euro. Men de har også fortalt, at de nye ordrer først kommer til at ramme top- og bundlinje i 2026.
Kære venner i NKT’s ledelse: Hvordan skal almindelige investorer have nogen som helst mulighed for at forholde sig til det? Og hvorfor melder I ikke den information ud til hele markedet på én gang? Havde jeg haft aktier i NKT, ville jeg føle mig godt og grundigt snydt, fordi nogle aktionærer forkæles med en central viden, som jeg ikke havde fået på samme tidspunkt.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her