Brancheorganisationen F&P er under stigende pres for at sætte gang i arbejdet mod mere åbenhed og gennemsigtighed i specielt forsikringsbranchen. En ny konkurrenceredegørelse senere på året ventes at sætte et kritisk lys på netop problemer med gennemsigtigheden, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Med mere end en million årlige besøgende er pensionssektorens pensionsinfo.dk en af de største digitale succeser i den danske finansverden med til at skabe mere åbenhed, gennemsigtighed og i det hele taget interesse for opsparing til pension.
Den succes ser både Forbrugerrådet TÆNK gerne overført til forsikringsmarkedet. Mere og bedre information til forsikringskunderne vil skabe bedre konkurrenceforhold, lyder det fra forbrugerorganisationen.
Også Konkurrence- og forbrugerstyrelsen lægger vægt på prisportaler med retvisende priser. ”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder på en analyse af konkurrencen på markedet for skadesforsikringer til private. Når den kommer, vil vi kunne sige noget mere konkret om markedet. Generelt kan jeg sige, at prisportaler med retvisende priser, hvor forbrugerne nemt kan sammenligne produkter alt andet lige, er en fordel for konkurrencen. Det samme gælder forbrugere, som aktivt træffer oplyste valg, og derfor har de informationer, de skal bruge for at træffe dem,” fortæller Kontorchef Niels Enemærke fra Konkurrencestyrelsen.
God idé med overblik
F&P har ganske vist under den tidligere ledelse udviklet prisportalen Forsikringsguiden, men der savnes stadig gennemsigtighed i forhold til dobbeltforsikring og det store overblik for kunderne, som eksempelvis pensionsinfo.dk leverer.
”Vi synes, det er en god ide med mere overblik og gennemsigtighed for kunderne, og pensionsinfo er et godt sted at hente inspiration. Så det vil have vores opbakning, hvis F&P gik i gang med det arbejde, men det er vigtigt, at det sker med kundernes fokus og ikke sektorens eget ønske om at udveksle information om kunderne. Vi kan godt se relevansen af et sted, hvor kunderne kan få det store overblik og eksempelvis kan se, om de er dobbeltforsikrede i flere selskaber. Det findes inden for pension, men ikke forsikring,” siger seniorjurist Jakob Steenstrup fra Forbrugerrådet TÆNK.
Men stort set alt arbejde med mere åbenhed og gennemsigtighed er blevet sat på hold af den nye ledelse i F&P, erfarer Ugebrevet. Det sker efter et generationsskifte, hvor kursen er lagt om. som beskrevet i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev. Det betyder bl.a., at arbejdet med mere åbenhed og gennemsigtig, som var en topprioritet for den tidligere ledelse, nu ikke længere er en prioritet.
F&P ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvilke nye initiativer der er på vej, men henviser blot til hjemmesiden. Her finder man informationer, der er over fire år gamle og skrevet af den tidligere ledelse.
Men det første problem, der gerne skulle løses, er, at kunderne nemt skal kunne se, om de er dobbeltforsikrede i flere forsikringsselskaber. I dag skal man ind på hvert enkelt selskabs hjemmeside for at tjekke sine forsikringer. Det har pensionsinfo.dk løst på pensionsmarkedet. Nu efterlyses et forsikringsinfo.dk. Bare tag et lille område som rejseforsikringer, der ofte ligger inde i indboforsikringen, men typisk også kommer med et kreditkort.
Skal følge kunden
Det andet problem er, at kunderne i dag ikke kan få det gyldne overblik over, hvordan og hvor meget man er dækket på alle sine forsikringer. F&P kunne hævde, at de oplysninger allerede ligger på Forsikringsguiden, men det er i dag generelle oplysninger, der handler om forsikringsselskabernes produkter. Det fortæller ikke, hvordan du som person er dækket, og det handler ikke om kunden, men om selskabet.
Sidste problem er, at der i dag mangler information, der er personlig og følger kunden gennem hele livet. Et forsikringsinfo.dk burde netop indrettes sådan, at det tilpasser sig kundens alder og tager højde for ændringer i livet.
Hvis ikke F&P snart kommer i gang med det arbejde, risikerer de at blive overhalet af private udbydere, som det allerede er sket for Forsikringsguiden.dk. Uden den slags oversigter vil kunderne ikke kunne flytte til de bedste selskaber, og det er også et vigtigt emne i den kommende konkurrenceredegørelse.
”Helt generelt kan lav mobilitet på et marked være tegn på svag konkurrence. Hvis kunderne ikke flytter sig, mister virksomhederne noget af deres incitament til at konkurrere for at tiltrække nye kunder og fastholde de eksisterende,” siger Niels Enemærke.Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.