Myndighedspres på Nykredit et kostbart fejlskud

Formanden for Foreningen Nykredit, Nina Smith, siger, at pres fra Nationalbanken og Finanstilsynet er baggrunden for den planlagte børsnotering.

Er det rigtigt, begår myndighederne en gigantisk samfundsmæssig brøler. Regningen til erhvervsliv og boligejere bliver på op mod 8 mia. kr. årligt, vurderer internationalt finanshus.

Økonomisk Ugebrev har det seneste år bragt en artikelserie, hvor vi har udfordret baggrunden for den ”nødvendige” børsnotering af Nykredit. I dag står det soleklart, at den er fuldstændig unødvendig i forhold til alle de begrundelser, Nykredit selv tidligere har fremført, det vil sige nye kapitalkrav, behovet for at have en kæmpe kapitalbuffer til fortsat massiv udlånsvækst, manglende markedsadgang til kapital og så videre. Trods det, at koncernen i dag tjener rigtig mange penge, at man er ved at få styr på den ellers nødlidende bank, og at man har den stærkeste kapitalbuffer blandt SIFI-institutterne, fastholder ledelsen behovet for en børsnotering.

Vores bundlinje er, at den vigtigste drivkraft er uformelle krav fra Nationalbanken og Finanstilsynet om en børsnotering. Ønsket opstod angiveligt allerede under den seneste finanskrise, hvor det stod klart, at landets næststørste finansvirksomhed ikke havde adgang til hurtig børskapital, hvis det måtte blive nødvendigt på grund af kæmpetab.

Samfundsmæssige spørgsmål
Det kan ikke udelukkes, at kæmpetabene kommer under den næste finanskrise. Se eksempelvis hvad der skete tilbage i 1996, hvor antallet af tvangsauktioner blandt boligejere eksploderede, og hvor Realkredit Danmark var tæt på at vælte omkuld. Forskellen er, at vi nu har mange variabelt forrentede lån, der udgør en større fare.

Man kan derfor godt argumentere for, at det af hensyn til den ”finansielle stabilitet” vil være gavnligt med et børsnoteret Nykredit. Men den planlagte børsnotering giver alligevel anledning til rigtig mange spørgsmål:

Vil ledelsen på tværs af medlemsinteresser tvinge en børsnotering igennem? Det tyder alt på. Men frem for alt: Hvad vil omkostningen for samfundet være ved en børsnotering? Og vil denne samfundsomkostning være større end fordelen i form at øget finansiel stabilitet?

Det er vores påstand, at det er tilfældet. Vi anser analysen fra Barclays for at være både saglig og realistisk. Man kan også spørge om, hvorfor det store engelske finanshus skulle overdrive i den ene eller den anden retning. Konklusionen, som den fremgår af forsideartiklen, er både opsigtsvækkende og en gamechanger i forhold til konsekvenserne af en børsnotering. Man må håbe, at Nationalbanken og Finanstilsynet nærlæser analysen og overvejer grundigt, om en notering af Nykredit vil skade mere end den vil gavne. Under alle omstændigheder påtager de to institutioner sig et enormt ansvar, som de forhåbentlig er bevidste om.

Som det fremgår af konklusionen i Barclays-analysen vil en børsnotering af Nykredit koste erhvervslivet og boligejerne op mod 8 mia. kr. årligt i ekstrabidrag på lånene. Regnestykket er ligetil, fordi forstærkede aktionærhensyn med en fortsat monopollignende prisdannelse vil give fri adgang til at skrue bidragssatserne op. Det kan betragtes som en ekstra skat, hvor de fleste penge vil ryge i bankaktionærernes lommer.

Bankfusion som alternativ
Vores påstand er, at der findes andre modeller til at skaffe Nykredit adgang til børskapital, og hvor Foreningen Nykredit fortsat vil være medlemsejet, og hvor et mindre ”korrupt” medlemsdemokrati vil sikre en højere grad af interessevaretagelse af de enkelte låntagere.

Man kunne f.eks. forestille sig, at Nykredit Bank blev fusioneret ind i Sydbank eller et samlet Sydbank og Spar Nord. Lige nu er Nykredit Bank nemlig et markant større problem end realkreditten, som Økonomisk Ugebrev tidligere har påvist. En ny storbank kunne så være ejet eksempelvis 30 procent af Foreningen Nykredit. Dermed vil der stadig være adgang til en distributionskanal, uden at banken ville indgå som et datterselskab. Foreningen ville i en presset situation kunne ændre på dette ejerforhold. Det ville sikre fortsat medlemsstyring af Nykredit Realkredit, og dermed varetagelse af medlemmernes interesser. Men skiftende erhvervsministre, regeringers og Konkurrencerådets fuldstændige passivitet over for de monopol-lignende forhold i realkreditten de seneste ti år, vil alt pege i retning af, at prisspiralen mod højere bidragssatser vil fortsætte i mange år frem. Måske skulle man nu alvorligt overveje, om det ville være en god idé at splitte realkredit og bank op, og dermed give basis for en reel konkurrence på realkreditprodukterne. Det ville give mulighed for at bevare en dansk model med mere end 150 års succes i bagagen.

læs hele udgivelsen 

MWL