Når pæne mennesker truer demokratiet

Det er en kompliceret proces at ændre grundloven. Det skyldes, at et forbigående folketingsflertal ellers kunne kuppe demokratiet, f.eks. ved at vedtage, at næste valg skulle udsættes nogle årtier. Den komplekse proces for at ændre grundloven skal altså ikke holde vælgerne fra fadet, men tværtimod beskytte det system, hvorigennem vælgerne opnår indflydelse.

Anderledes er det, når Mads Nipper, CEO i Grundfos, og Anders Fæste, adm. direktør i Boston Consulting Group Danmark, samler tilslutning til et borgerforslag om at føje en miljøparagraf ind i grundloven. Her handler det ifølge Berlingske alene om at binde vælgerne til nogle pligter, som de efterfølgende har svært ved at slippe fri af igen. Forslaget er altså ikke særligt demokratisk, som fhv. professor Ole P. Kristensen skriver i en kommentar i samme avis.

De to topchefer er givetvis gode demokrater af sind, og det forholder sig sikkert blot, som Mads Nipper selv skriver på LinkedIn: At han simpelthen ikke forstår demokrati-argumentet. Det, at eksempelvis fødevareforsyning heller ikke har en paragraf i grundloven, skulle ellers give ham et hint om, at en grundlov ikke er en liste over ting, man anser for vigtige i samfundet, men et simpelt sæt vedtægter for statens og demokratiets praktiske udførelse.

Men udemokratisk i sin natur er forslaget ikke desto mindre, og mere af den slags finder man i en kronik , som Mads Havskov, pressemedarbejder i Socialdemokratiet, havde i Weekendavisen i sidste uge. Han opregner, at demokratier i hans tid (han er født i 1992) har fejlet, mens despotiske regimer har haft fremgang i bl.a. økonomien. Han slutter med at spørge, hvornår ”(det) bliver den eneste logiske slutning (…), at liberale demokratier virkede i nationalstaternes tid, men at i en globaliseret verden er det liberale demokrati for svag en kraft.”

I ethvert samfund findes antidemokratiske kræfter, når man kommer langt nok ud på fløjene. Men det virkelig farlige er, når dem på midten, som har magt og betragter sig selv som pæne mennesker, begynder at fable om, at det er bedst at koble borgerne fra beslutningsprocessen. Så får mediernes ideelle rolle i demokratiet også en ekstra dimension. Nipper og Fæste skal kunne læse i deres avis, hvad en forfatning skal til for, og Havskov skal bl.a. informeres om, at 10’erne på ingen måde har været et tabt årti i økonomisk henseende for demokratierne. Trods et svært udgangspunkt med finanskrisen har de atter engang skabt materiel fremgang, og selv om den ikke har været ligeligt fordelt på alle grupper, og der er variationer mellem landene, er det overordnet udokumenteret, at uligheden er stigende.

PUDS KAPITALISTERNE PÅ KLIMAET
I det liberale demokrati vælger befolkningen nogle politikere, som lægger nogle rammer, som erhvervslivet så fungerer inden for. Det fungerer fortrinligt. Virksomhederne bliver vrede over nye krav og pålæg, men før man ved at det, har de fået det til at fungere inden for de nye rammer. På den måde har vi fået samfund, der på en gang er trygge og umådeligt velstående.

I det lys er det mærkeligt at se, der åbenbart ikke er den store tiltro til, at kombinationen af myndighedernes regulering og virksomhedernes innovation kan gøre det store i henseende til målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030. I denne uge havde Børsen f.eks. en forside om, at transportministeren overvejer en afgift på flyrejser. Derimod har næppe mange læsere fundet beskrivelsen af, at SAS netop har modtaget det første i en serie af Airbus-fly, der bruger 30 pct. mindre brændstof end flyene i den eksisterende flåde.

Bladrer man aktuelle virksomhedsnyheder igennem, ser man masser af eksempler på lige så store innovative tigerspring, som hen ad vejen vil gøre drastiske CO2-besparelser mulige, uden at vi skal betale trecifrede milliardbeløb ekstra for det, og uden at vi alle sammen skal være puritanere. The Economist havde et sjovt eksempel i sidste uge: Man er ret langt med at udvikle en teknologi, der kan hive CO2 ud af røg. I Danmark kunne f.eks. Aalborg Portland, Rockwools fabrikker og fjernvarmeværkerne installere så-danne anlæg. Det sidste er interessant, for dermed kan visse dele af vores forbrug ikke bare blive CO2-neutralt, men CO2-negativt i den forstand, at CO2, som før har været i luften, via vores skraldespande ender i tomrummet efter et tømt oliefelt. The Economist anfører, at et økonomisk incitament fra myndighedernes side kan være det eneste, der mangler, før teknologien får sit gennembrud.

Sten Thorup Kristensen