For første gang nogensinde åbner Nationalbanken nu for den historiske baggrund og strategi for den danske guldbeholdning på 66,5 tons, hvoraf hovedparten ligger i England. Redegørelsen og analysen kommer efter en stribe kritiske artikler i Økonomisk Ugebrev. Men Nationalbanken undviger stadig at svare på de mest kritiske spørgsmål, skriver fagredaktør Henrik Denta.
Tilbage i 2010 overvejede Nationalbanken seriøst at flytte hele sin guldbeholdning på knap 66 tons hjem til København og opsige lejemålet hos Bank of England, hvor det havde ligget siden 1953. Det er en af de opsigtsvækkende oplysninger i den netop udgivne publikation ” Nationalbankens guld ” – et historisk overblik fra Nationalbanken selv.
Men grundlæggende rummer den 15 siders lange redegørelse flere spørgsmål end svar. For Nationalbanken siger intet om, hvorfor den begyndte at gøre sig disse overvejelser. Og konklusionen, der gengives, er rimeligt intetsigende: ”Ud fra en vurdering af de sikkerheds- og omkostningsmæssige forhold ved at transportere guldet hjem og opbevare det i Danmark har Nationalbanken besluttet, at der ikke aktuelt skal ændres ved guldets geografiske placering.”
Nationalbanken er dog opmærksom på, at flere andre centralbanker senere har betalt de dyre omkostninger og hentet deres guld hjem.
Manglende kontrol
Formålet med analysen er helt åbenlyst at sende et signal om, at Nationalbanken har styr på sin guldbeholdning i udlandet. Af samme grund offentliggør banken også en samlet liste over sine guldbarrer. Men banken undlader fortsat at svare på de spørgsmål om guldet, der er rejst i Økonomisk Ugebrev af flere eksperter på baggrund af en inspektionsrapport fra 2018, som Folketingets Ombudsmand tvang banken til at udlevere til Økonomisk Ugebrev. Her fremgår det, at banken aldrig har foretaget en fuld inspektion af sin guldbeholdning. Kun i 2014 og 2018 har bankens egne folk været i London, og da kun lavet en stikprøve af beskedne 1 pct. af beholdningen. Og det var ikke engang bankens revisorer, der foretog inspektionen. Noget professor Kim Klarskov Jeppesen fra CBS har kritiseret.
”Nationalbankens revisorer bør i princippet kontrollere guldbeholdningen hver gang, der skal afleveres regnskab, altså hvert år. At sikre sig, at de værdier, virksomheden i regnskabet påstår, den har, i virkeligheden er til stede og er indregnet med det rigtige beløb, er et centralt element i enhver revisors arbejde,” har Kim Klarskov Jeppesen udtalt til ØU.
Det samme står også klart at læse i bankens eget reglement, der er fra 1942, men altså stadig er gældende. I paragraf 7 står der, at ”Bestyrelsen foretager mindst en gang årlig gennemgang af bankens større engagementer, hvorhos den påser, at der mindst en gang årligt finder optælling sted af samtlige bankens aktiver til konstatering af disses tilstedeværelse.” Dette reglement for Nationalbanken omtales slet ikke i analysen.
Nationalbanken har i stedet gennem alle årene stillet sig tilfreds med en erklæring fra Bank of England. Økonomisk Ugebrev har flere gange forgæves efterlyst svar på kritikken, herunder også hos bestyrelsesformand professor Christian Schultz, der ikke har ønsket at svare på kritikken. Og det svar får man heller ikke i analysen.
”Nationalbanken modtager årligt opgørelser (revisorerklæring eller depotopgørelse) fra Bank of England og Federal Reserve Bank of New York over det guld, som Nationalbanken har deponeret i de to centralbanker.”
Men det var ikke godt nok for tyskerne. Det var nemmere at lade amerikanerne skrive et stykke papir end selv at rejse derover og tælle guldbarrerne op. Men det fik banken skarp kritik for af de tyske statsrevisorer. Året efter besluttede Bundesbank at hjemtage størstedelen af sit guld – uden sammenhæng med kritikken, mente banken dog.
Og det er den samme kritik, professor Kim Klarskov Jeppesen har rejst, men som banken altså stadig ikke vil svare på. Nationalbanken skriver også, som banken for nyligt bekræftede overfor Økonomisk Ugebrev, at Bank of England i mange år, og helt frem til 2014, slet ikke tillod andre banker at komme på kontrolbesøg for at inspicere sin egen guldbeholdning.
Men igen viger banken uden om de mest oplagte spørgsmål. Hvorfor nægtede Bank of England andre banker adgang? Og hvorfor i alverden accepterede Nationalbanken dette krav?
