Nationalbanken har analyseret effekterne af 141 europæiske selskabers klimarapportering, og det konkluderes, at der ikke er synlig forskel på de selskaber, som har massiv information og markedsføring om deres klimaindsats, og de virksomheder, der ikke kommunikerer så meget om emnet.
Nationalbanken skriver i et nyt arbejdspapir, at “virksomheder kommunikerer mere og mere om tiltag, der skal mindske deres udledning af drivhusgasser. Der er til gengæld ingen sammenhæng mellem, hvor meget virksomheden fortæller om sine udledninger, og den faktiske udvikling i deres udledninger. Det er et af hovedresultaterne i et nyt working paper.”
Konklusionen er opsigtsvækkende, og den sår endnu engang tvivl om, hvor meget greenwashing der sker i erhvervslivet. Altså om det meste af virksomhedernes fortælling er baseret på varm luft uden tilhørende konkrete handlinger. Nationalbanken skriver, at studiet understøtter, at der er behov for et mere fast framework omkring virksomhedernes rapportering om CO2-emissioner.
VIGTIGE INFORMATIONER
”Retvisende information om virksomheders CO2-udledning er i Nationalbankens interesse. Retvisende information er en forudsætning for, at den finansielle sektor kan styre risici forbundet med den grønne omstilling. Det handler eksempelvis om at forstå, om en virksomhed er i stand til at betale højere CO2-afgifter,” oplyser forfatterne bag undersøgelsen til Økonomisk Ugebrev.
”Vi har undersøgt årsrapporter for 141 store europæiske virksomheder. Virksomhederne nævner ord som ”atmosfære”, ”CO2” og ”drivhusgas” oftere og oftere i deres årsrapporter, uden at dette har resulteret i færre CO2-udledninger målt i forhold til virksomhedernes omsætning. Det er bemærkelsesværdigt. Resultatet tyder på, at den øgede opmærksomhed på grøn omstilling ikke har udmøntet sig i færre udledninger hos virksomheder endnu.”
”Undersøgelsens resultater er i god tråd med lignende internationale undersøgelser. Den samlede konklusion er, at virksomheders nuværende rapportering om klimaforandringer og grøn omstilling ikke er tilstrækkelig. Det er derfor nødvendigt med internationale krav til rapporteringen. EU tager vigtige initiativer i retning af fælles regler for rapportering i disse år,” oplyser forfatterne videre. Det tilføjer, at det ikke er muligt at konkludere noget om greenwashing på baggrund af undersøgelsen:
”Vi ved ikke, hvad virksomhederne fortæller om deres klimapåvirkning i årsrapporterne. Det har vi ikke undersøgt. Vi ved kun, at virksomhederne fortæller noget om klimapåvirkningen – uden at det dog udmønter sig i færre udledninger målt i forhold til virksomhedernes omsætning.”
Nationalbanken slår altså ned på et af de hotteste emner i hele klimadebatten: Nedbringelse af CO2-emissioner skal hovedsageligt komme fra erhvervslivet, og for de børsnoterede selskaber søger de institutionelle gennem aktivt ejerskab at lægge pres på selskaberne for at oplyse fyldestgørende om deres klimaindsatser. Men det aktive ejerskab har naturligvis tvivlsom værdi, hvis det udøves på et ufuldstændigt informationsgrundlag. Enten er det nye EU-direktiv utilstrækkeligt, eller også følger selskaber det bare ikke.
AMERIKANERNE LÆNGE FREMME
Det amerikanske finanstilsyn, SEC, er langt med at pålægge de børsnoterede selskaber lovpligtige ESG-oplysninger, med tilhørende entydige KPI’er. Det er netop sket som en konsekvens af den løse rapporteringsstruktur, hvor selskaberne næste kan oplyse, hvad de ønsker.
ØU har tidligere skrevet om de nye oplysningskrav fra SEC: ”I en ny rapport fra Harvard Law School Forum præsenteres nogle af de største amerikanske kapitalforvalteres* holdning til SEC’s nye lovforslag om klimarapporteringskrav for alle børsnoterede virksomheder i USA. Rapporten viser, at de store kapitalforvaltere generelt bakker op om SEC’s bestræbelser på at påbyde offentliggørelse af virksomheders klimarisici og klimarapportering. Kapitalforvalterne har dog visse bekymringer, særligt i forhold til scope 3 rapportering.”
Claus Strue Frederiksen
