Nervøsitet for, at ny superfond kikser fælt i opstartfasen

Fusionen mellem Vækstfonden og Eksportkreditfonden er fremskyndet. Det sker på vej mod en recession, hvor SMV-underskoven kan få brug for hjælp. Kritikere er nervøse for, at hjælpen kan blive hæmmet af et helt anden ledelsesfokus, skriver fagredaktør Carsten Steno.

Statens nye superfond – Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Forkortet DEIF) – der er en fusion mellem Vækstfonden, Danmarks Grønne Investeringsfond og Eksportkreditfonden – kom i sidste uge hurtigere fra start end ventet med udnævnelse af en ny direktion på hele ni medlemmer. 

Hvor det tidligere var signaleret, at Vækstfonden og Eksportkreditfonden ville køre videre som to selvstændige datterselskaber under et statsligt holdingselskab, nedlægges Vækstfonden nu juridisk i løbet første halvår 2023. 

Farvel gange seks

Den hurtige sammensmeltning har resulteret i en åreladning på topniveau i Vækstfonden, hvor seks erfarne ledere har sagt farvel. I den nye direktion dominerer Eksportkreditfonden med adm. direktør Peter Lundkvist i spidsen. Tre af fagdirektørerne er dog fra Vækstfonden.

Fusionen kommer på et tidspunkt, hvor der er bekymring i venture- og business-engle-kredse for, hvad den vil betyde. Vækstfonden har i to årtier været en afgørende aktør i bestræbelserne på at skabe et dynamisk økosystem for finansiering af vækstvirksomheder. 

Og netop nu, hvor den nye superfond skal realiseres og må forventes at være fokuseret internt på at få de nye kommandoveje til at fungere, er der stort behov for, at staten holder hånden under det øko-system, som er skabt. 

I en situation, hvor ejendoms- og aktiepriser falder, er det tæt på umuligt for mange af de nye vækstvirksomheder at rejse kapital. Under finanskrisen for 12 år siden var Vækstfonden med til at understøtte økosystemet, og lige nu er der ifølge mange i miljøet behov for en indsats, der er mindst lige så omfattende. 

”Jeg tror, at den nye direktion i DEIF er klar over den betydning, som Vækstfonden har haft og skal have. Men jeg savner en dialog om, hvordan den nye fond kan medvirke til at mildne den krise, vi imødeser. Under Coronakrisen agerede Vækstfonden meget agilt med f.eks. at matche business-engles investeringer. De ordninger er nu nedlagt, men vi har brug for nye, for den krise, vi står overfor, er meget værre,” siger Jesper Jarlbæk, formand for business-englenes forening DanBan. 

Jimmy Fussing Nielsen, formand for foreningen Aktive Ejeres ventureudvalg, føler sig også overbevist om, at den nye direktion forstår opgaven i forhold til venturemiljøet. 

”Der, hvor man kan have sin bekymring, er, om den nye fusionerede fond kan agere lige så agilt som Vækstfonden. Det tager jo tid, når en ny organisation og en ny ledelse skal på plads”, påpeger Jimmy Fussing Nielsen.

På den lange bane holder man i investormiljøet øje med den nye superfond på to parametre. 

For det første har man noteret sig, at den nye superfonds bestyrelse er domineret af et formandskab, der har en baggrund i store institutionelle investorer, der traditionelt har betragtet Vækstfonden med en vis skepsis. 

Det gælder formanden, Torben Möger, der kommer fra Pension Danmark. Han flankeres af to næstformænd, Bo Foged, tidligere ATP-direktør og nu partner i Copenhagen Infrastructure Partners. Den anden næstformand er Dorrit Vanglo, som har en baggrund i det gamle Lønmodtagernes Dyrtidsfond. 

To forskellige verdner

Formandskabet giver god mening, fordi regeringen har ønsket, at den nye superfond især skal være instrumentel for udvikling af større grønne virksomheder og grønt iværksætteri. Men i investormiljøet noterer man sig, at grønne virksomheder ikke er særligt velegnede for venturefonde og business-engle. De lønner sig som regel først efter 10-15 år. Den teknologiske og politiske risiko er betydelig. 

For det andet er der bekymring for, at Vækstfondens personaletunge udlånsaktivitet kommer i skudlinjen.

Vækstfondens udlån pr. medarbejder i låneafdelingen er ret lavt, fordi der fordeles relativt få midler til mange låntagere. I de senere år er der oprettet en række personaletunge regionale lånekontorer, som typisk laver mezzaninlån til høj rente, mod til gengæld at stille sig bagerst i kreditorkøen. Ud fra en effektivitets-betragtning giver dette ikke mening, men omvendt bliver behovet for disse lån større i takt med, at recessionen tager til. 

Carsten Steno