Nummer to i Økonomisk Ugebrevs årlige CFO Rating, Netcompanys Thomas Johansen, har ingen IR-chef under sig, og han vil foreløbigt heller ikke have det. Indtil man når en markedsværdi omkring 30 mia. kr., er det vigtigt, at det er direktørerne selv, der møder investorerne, mener han.
Agtelsen for DSV-ledelsen har gennem en årrække været så høj, at dét at blive nummer 2 i Økonomisk Ugebrevs DirektørRating mere præcist kan beskrives som at være nummer 1 efter DSV. I år indtager Netcompany denne ”førsteplads”. Og faktisk er der fællestræk mellem de to virksomheders historier:
Engang fulgte aktiemarkedet uroligt DSV meget store opkøb, og respekten for selskabets direktion skyldes netop, at den igen og igen har vist, at den kan få det bedste ud af sine satsninger. Netcompany kom på børsen i 2018 med, hvad der lignede nogle meget optimistiske løfter. Men de er i store træk blevet opfyldt. CFO Thomas Johansen, der i år indtager den hæderfulde placering lige efter sin kollega fra DSV, har dog ikke følt noget belastende forventningspres fra de nye aktionærer.
”Jeg synes egentlig, at aktiemarkedet og investorerne har taget godt imod os. Det er klart, at jo større man bliver, jo mere skal der til, før man kan vokse 18-20 pct. organisk om året. Folk vil gerne se, at det kan lade sig gøre, og når man kommer på børsen, skal man også bevise sig selv igen. Men på det tidspunkt havde vi jo allerede gennem 16-17 år leveret præcis den vækst.”
Du har tidligere været CFO i Simcorp. Oplever du nogen forskel på, hvordan investorerne ser på de to selskaber? ”I børsnoterede selskaber er mange af opgaverne jo de samme. Jeg har altid brugt meget tid på aktionærerne, for jeg synes, det er vigtigt, at man som CFO ikke bare sender sine IR-folk i byen for sig. Så jeg har altid haft 150-200 mø-der one on one om året, både i Simcorp og Netcompany. Det vigtige er, at man opbygger en relation til investorerne, så de forstår forretningen og føler sig betryggede ved det, man gør. Det anderledes ved Netcompany er, at det er stadig stifterne, der leder virksomheden. Det er superspændende og meget inspirerende.”
I har ingen IR-chef i Netcompany. Skal det blive ved så-dan? Jo større I bliver, jo større må IR-arbejdet jo også være.
”I Danmark bliver vi med en markedsværdi på 17-18 mia. kr. regnet som et largecap-selskab. Men når man kommer ud i verden, er vi jo ikke særligt store. Min erfaring er, at i hvert fald indtil man når markedsværdi omkring 4-5 mia. euro, altså op til 30 mia. kr., vil investorerne gerne mødes med direktionen.
Sidste år hyrede I Danske Bank som market maker. Var det et behov, I ikke var opmærksomme på, da I kom på børsen? ”Vi kunne se, at der var et ret stort spread dagligt, og det betød, at der var nogle typer af investorer – særligt de udenlandske, og ikke mindst de amerikanske, der ikke følger det danske marked så tæt – der var bekymrede over at købe vores aktie. Derfor tilkøbte vi market maker-funktionen som en service, der skal give en mere effektiv prisstillelse.”
I har også annonceret, at I næste år alt andet lige vil begynde at udbetale dividende. Er det også på efterspørgsel fra investorerne? ”Nej, det er mere en naturlig følge af, hvortil vi er kommet som virksomhed. Vi er ved at have nedbragt vores gæld, og når vi kan vokse organisk uden de store investeringer, vil vi generere så meget likviditet, at det er fornuftigt at sende noget af den tilbage til aktionærerne. Det gør måske også os selv mere disciplinerede med vores balance, kan man sige.”
Hvordan skal man tolke jeres guidance – kommer I bevidst med konservative forventninger, på samme måde som f.eks. Vestas gør det? ”Det er klart, at der er ingen CFO’er, der bryder sig om at komme med en nedjustering. Men vi prøver at melde ud som det, der på engelsk hedder true, fair and balanced. Vi har ikke nogen interesse i at melde hverken alt for positiv eller alt for negativt ud.”
Vil de erfaringer, I har gjort med IR-arbejde under coronakrisen, ændre noget ved dette arbejde, også på længere sigt? ”Jeg tror, at vi i fremtiden vil have færre fysiske møder. Vi vil stadig have dem, for man skal have en personlig relation til investorerne. Men jeg kan sagtens se for mig en model, hvor vi ikke rejser lige så meget, som vi har gjort tidligere. Vi har haft roadshows i stort set alle byer i alle kvartaler, og det kan godt blive skaleret ned og erstattet med videomøder i et vist omfang.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her