Nils Bernstein ville have guldet hjem til Danmark

Den tidligere nationalbankdirektør besluttede i 2011, at den danske guldbeholdning skulle flyttes hjem til Danmark. ”Udgangspunktet er, at guldet ligger i Danmark,” begrundede han sit forslag på et direktionsmøde. Men i Bank of England lå det danske guld hulter til bulter med andre landes guld i kælderen og måtte ”graves frem”. Det viser referater og korrespondance mellem Nationalbanken og Bank of England. Fagredaktør Henrik Denta fortsætter her historien om ”den hemmelige danske guldbeholdning”.

Mens finanskrisen i årene efter 2008 flåede både aktier og ejendomme ned i pris, var der en sikker vinder på investeringsmarkedet – guld. Som ved alle andre storme på finansmarkederne var investorerne flygtet til den sikre havn med all time high-priser til følge.

Det gik heller ikke ubemærket hen i Nationalbanken, der havde – og stadig har – 66,5 tons guld liggende i London. Og på et direktionsmøde i banken i november 2010 rejste daværende nationalbankdirektør Nils Bernstein for første gang spørgsmålet, om det var på tide at tage guldet hjem til Danmark.

En ny situation
”Nils Bernstein sagde, at den nuværende guldpris gør, at dispensation fra guldfunderingen har en anden karakter end tidligere. Hvis vi vælger at lade guldet blive liggende i udlandet af forskellige grunde, skal vi være sikre på, at de er tilstrækkelige i forhold til loven,” sagde Nils Bernstein ifølge referatet fra direktionsmødet den 4. november 2010.

Den dispensation, han henviste til, er bestemmelsen i loven om Danmarks Nationalbank fra 1936, der tilsiger, at banken skal have en guldfond, og ”Guldfonden skal mindst svare til 25 pct. af de udgivne Sedlers samlede Beløb”. Med andre ord – jo flere penge banken trykker, jo mere guld skal den have liggende som sikkerhed i kælderen. Hvad værre var – og er – så tæller guld i udlandet ikke lige så meget som guld i Danmark, når banken skal udregne, om den har guld nok til at dække lovens krav.

Ifølge samme lov tæller guld, der er deponeret i udlandet ”ingen Sinde for et større Beløb end 5 pct. af de udgivne Sedlers samlede Beløb.”

Så meget guld har Nationalbanken aldrig haft. Og da guldet har ligget i London siden 1951, er det et problem, der har eksisteret i mange år. Men det har banken behændigt løst ved, at både repræsentantskab, bestyrelse og ministeren fire gange om året har underskrevet et stykke papir, hvor de giver banken dispensation fra denne bestemmelse.

Et år efter direktionsmødet i 2010 er guldprisen fortsat med at stige, og på et direktionsmøde året efter fortæller Nils Bernstein, at banken faktisk har guld nok til at leve op til lovens krav, hvis det bliver taget hjem til Danmark.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om finans & økonomi og få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke:

Skal ligge i Danmark
”Nils Bernstein sagde, at med den nuværende guldpris, så ville guldbeholdningen, hvis den lå i Danmark i stedet for i England, opfylde lovens krav til seddelfunderingen, og i henhold til loven påhviler det banken at genoprette den normale guldfundering, så snart det kan ske. Udgangspunktet er, at guldet ligger i Danmark, og der skal således en særlig begrundelse til for at beholde guldet i England,” fremgår det af referatet fra et direktionsmøde 20. september 2011.

Men andre i direktionen var lidt mere betænkelige, ifølge samme referat.

”Hugo Frey Jensen sagde, at der formentlig vil være mulighed for at fortsætte den dispensation, som har fundet sted i mere end 70 år, og at det er væsentligt, at omkostningerne ved at tage guldet hjem, ikke bliver for høje.”

Hugo Frey Jensen var samme år indtrådt i den tre mand store direktion i Nationalbanken. Og han var mest af alt bekymret for omkostningerne ved at tage guldet hjem.

Nils Bernstein erindrer i dag godt forløbet, men ønsker ikke at kommentere på sin beslutning fra dengang af hensyn til den nuværende direktion, hvis arbejde han ikke vil blande sig i. Han vil derfor heller ikke kommentere, om han fortsat mener, at ”Udgangspunktet er, at guldet ligger i Danmark” eller om det ”påhviler (…) banken at genoprette den normale guldfundering, så snart det kan ske”.

Forudsætningen for, at guldet blev flyttet til London i 1951, var frygten for konsekvenserne af den kolde krig. Disse forudsætninger har ikke været til stede i mange år og det har også spillet ind på hans beslutning om at tage guldet hjem til Danmark.

Beslutningen
På mødet i 2011 bliver det besluttet i direktionen at sætte planen i værk. Guldet skulle hjem til Danmark. Og de næste tre måneder sker dette arbejde i yderste hemmelighed, hvor kun en lille kreds af personer har kendskab til planerne.

At der således af direktionen blev truffet beslutning om at tage guldet hjem til Danmark, står i skærende kontrast til den historiske analyse, Nationalbanken selv offentliggjorde for knap to måneder siden. Her forlød det mere fredeligt, at banken dengang havde indledt en ”undersøgelse af forskellige aspekter ved at hjemtage Nationalbankens guld.”

Referater fra direktionsmøder og mail-korrespondance med Bank of England fortæller en helt anden historie – nemlig at der blev truffet en beslutning. Og at planen blev sat i værk.

Det sker den 22. december 2011, da Hugo Frey Jensen skriver til Bank of England for at meddele dem beslutningen:

”Grundet de specielle betingelser I vores lovgivning har direktionen besluttet at flytte vores guldbeholdning, der lige nu befinder sig I Bank of England´s Customer Banking Division, til Danmarks Nationalbank.”

I Bank of England er de helt med på, at der her er tale om en hemmelig operation. Men advarer også samtidig Nationalbanken på et møde i London den 27. januar 2012 om, at det ikke vil forblive sådan.

”BoE vurderede guldmarkedet som konfidentielt, men gjorde opmærksom på, at der er tale om en lille klub, hvor alle involverede kender til alle større bevægelser. Man kunne således ikke udelukke, at Danmarks beslutning om at “trække sit guld ud af England” ville blive en historie. Man anbefalede at have en pressemeddelelse parat. Selv ville de kommentere en eventuel henvendelse med henvisning til tavshedspligt i forhold til kunders dispositioner,” lyder det i Nationalbankens referat.

Og så gør Bank of England på samme møde også lige opmærksom på, at timingen fra dansk side ikke er den allerbedste.

”BoE gjorde i flere omgange opmærksom på OL i London, hvor transporter ikke bør gennemføres. OL foregår i perioden 25. juli – 12. august.”

Hulter til bulter
Men planen skrider frem, og det bliver til flere møder mellem Nationalbanken og Bank of England. Og her går det undervejs også op for Nationalbanken, at dens guld ikke ligger samlet for sig selv, men nærmest hvad der kan kaldes hulter til bulter i kælderen under Bank of England.

”Guldbarrer anbragt i BoE-depot er ikke ejeropdelt. Der er tale om et samlet depot, hvor ejeropdelingen udelukkende er baseret på registreringer,” skriver Nationalbanken i et referat.

Og det betyder, at Bank of England må begynde at grave det danske guld frem. Og det gør de så.

Den 9. februar 2012 sender BoE en e-mail til Lars Gerrild Sørensen, hovedkasserer i Nationalbanken (i hvilken kapacitet han har sin signatur på danske pengesedler og initialer på danske mønter):

”De gode nyheder er, at vi allerede har ”dug-out” og adskilt 70 pct. af jeres beholdning. Vi håber at have fundet resten inden den 24. januar.”

BoE aner altså ikke, hvor i kælderen det danske guld befinder sig. Og påregner at bruge næsten tre uger på at finde de resterende 30 pct. Det er dog ikke en bekymring, Lars Gerrild Sørensen giver udtryk for.

Drøftelserne er også begyndt at handle om omkostningerne, og her oplyser BoE, at de påregner et gebyr for håndtering af hver enkelt guldbarre.

Drøftelserne handler nu også om, hvordan guldbarrerne kan opmagasineres i kælderen under Nationalbanken. BoE er her meget behjælpelig med detaljerede tegninger og specifikationer på de paller og reoler, som de selv bruger. Og giver også Nationalbanken kontaktnummeret til det firma, hvor de kan købe de samme paller.

Den 22. februar 2012 slutter hele operationen dog brat. I en mail til bl.a. Nils Bernstein og Hugo Frey Jensen skriver sikkerhedschefen, hvis navn er streget ud, at han nu mundtligt har lukket opgaven ned over for Bank of England.

”Specifikt vedrørende Bank of England har de anmodet om et ”lukkebrev” på niveau med ”åbningsbrevet”. De har antydet, at de uagtet dette formentlig vil ”grave” alle vores barrer ud til en særlig placering i depotet, og de har bedt om, at vi intet nævner om ”dækning af deres omkostninger”, idet de er fuldt klar over, at beslutningen om at starte ”udgravningen” nu var deres og ikke foranlediget af et krav fra nationalbanken.”

Det fremgår ikke, om Nationalbanken dækker omkostningerne ved at grave guldet frem, men de efterkommer BoE’s ønske om ikke at tale højt om omkostningerne.

Den korte begrundelse er, at det i sidste ende blev alt for dyrt at tage guldet hjem.

”Baseret på de totale udgifter har direktionen genovervejet beslutningen og har konkluderet, at vi foretrækker fortsat at opbevare vores guld hos Bank of England,” skriver Hugo Frey Jensen to dage senere til Bank of England.

Mange andre lande har siden valgt at betale de omkostninger og tage deres guld hjem. Senest i 2019 fragtede Polen over 100 tons af deres guld hjem fra London på i alt otte flyvninger.

Nils Bernstein vil i dag ikke kommentere på, hvorvidt han stadig mener, at det danske guld ”som udgangspunkt ligger i Danmark” og derfor bør flyttes hjem. Han vil heller ikke kommentere på, hvorfor han aldrig bad om at få ændret loven fra 1936, så de på den måde også kunne slippe for de fire årlige ansøgninger om dispensation fra lovens krav om, hvor stor guldbeholdning banken skal have. Netop disse fire årlige dispensationsansøgninger var en af begrundelserne for beslutningen.

Men intet har ændret sig, siden han tog beslutningen om at hjemtage guldet for ni år siden.

Nils Bernstein gik på pension i 2013 og blev efterfulgt af den nuværende formand for direktionen i Danmarks Nationalbank, Lars Rohde.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om finans & økonomi og få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke: