Nobelprismodtager Milton Friedman: The Godfather of anti-ESG

Når republikanske politikere beskylder ESG-glade di­rektører for at være på vildspor, står de på skuldrene af en af de mest indflydelsesrige tænkere i det 20. år­hundrede: Milton Friedman. En ofte overset, men vig­tig, detalje er dog, at Friedman fejlagtigt retter blikket mod virksomhedslederne frem for ejerne, skriver re­daktør for ØU Samfundsansvar, Claus Strue Frederik­sen, i denne analyse af Friedmans legendariske tekst.

I et opslag på X den 31. januar advarer Floridas guvernør Ron DeSantis banker og andre finansielle intuitioner mod at inddrage ESG-hensyn i deres investeringspraksis – hvis de gør det, risikerer de nemlig at komme i konflikt med Flori­das anti-ESG lovgivning. I opslaget understreger DeSantis, at ESG-hensyn konflikter med aktionærernes interesser.

DeSantis er ikke alene. Som tidligere beskrevet er re­publikanske politikere fra bl.a. Arizona og Texas ligeledes yderst kritiske overfor selskabers stigende fokus på ESG. Det samme er en række anti-ESG fonde, der markedsfører sig på ikke at inddrage ESG-hensyn i deres investeringspraksis.

Uretmæssig skatteopkrævning

Det grundlæggende element i anti-ESG bølgen er økonom og nobelpristager Milton Friedmans berømte mantra: Virksomheders samfundsansvar består i at maksimere profit. Grunden er ifølge Friedman, at virksomhedsledere, der iværksætter sociale og grønne initiativer, uretmæssigt bruger andre folks penge.

Han skriver: “In each of these cases, the corporate executive would be spending someone else’s money for a general social interest. Insofar as his actions in accord with his “social responsibility” reduce returns to stock hol­ders, he is spending their money. Insofar as his actions ra­ise the price to customers, he is spending the customers’ money. Insofar as his actions lower the wages of some employes, he is spending their money.”

I Friedmans optik er ESG-initiativer identisk med uret­mæssig skatteopkrævning. Ved at engagere virksomhe­den i sociale og grønne projekter tvinger CEO’en ejerne, kunderne og/eller medarbejderne til at bruge deres pen­ge på sociale og miljømæssige formål, som lederen har udvalgt uden deres samtykke.

Derved knægter ESG-initiativer basale rettigheder. Som Friedman gør opmærksom på, var ”ingen beskatning uden repræsentation” et af kampråbene under den amerikan­ske revolution.

Friedmans argument bygger dog på en temmelig tvivl­som antagelse. Argumentet forudsætter nemlig, at ejer­ne, kunderne og medarbejderne er tvunget til at accepte­re lederens dispositioner, uanset hvor uenige de er heri. Men det er forkert.

Hvis ejerne er utilfredse, kan de enten sælge deres ak­tiver eller skille sig af med lederen. Både kunder og med­arbejdere har mulighed for at vælge virksomheden fra ved enten at købe deres produkter et andet sted eller ved at skifte arbejdsplads. Virksomhedslederen kan derfor ikke siges at tvinge nogen til at bruge deres penge på sociale og grønne initiativer, hvorved argumentet falder til jorden.

Friedman er faktisk selv opmærksom på, at både ejer­ne, kunderne og medarbejderne har en række effektive sanktionsmuligheder, som de kan gøre brug af over for en eventuel uregerlig samfundssindet leder. Friedman vælger dog at ignorere denne erkendelse.

Se på ejeren

Friedman fokuserer på virksomhedslederen og ikke på ejerne. Men som filosoffen Karsten Klint Jensen bemær­ker i bogen ’En god forretning’: ”Hvis virksomheden har et socialt ansvar, så burde det i sidste ende påhvile ejerne.”

I stedet for at diskutere lederens ansvar skal blikket rettes mod ejerne – og her står ikke mejslet i sten, at de ikke har en forpligtelse til at påtage sig et samfundsansvar selv i situationer, hvor det kolliderer med deres økonomi­ske interesser. At det sommetider kan være påkrævet at handle i modstrid med egne egoistiske interesser, synes at være det, som kendetegner ansvarlig adfærd.

Afslutningsvis er det værd at bemærke, at Friedman faktisk anerkender, at der kan være situationer, hvor so­ciale eller miljømæssige hensyn kan være til gavn for virk­somhedens bundlinje. Friedman vælger modvilligt at ac­ceptere ESG-hensyn, så længe de bunder i profithensyn.

Claus Strue Frederiksen

Milton Friedmans artikel blev publiceret i New York Times 13. september 1970. Artiklen findes her.

Læs en længere udgave af nærværende artikel her.