Eric Pedersen, chef for ansvarlige investeringer i Nordea Asset Management, bemærker, at de store aktører i olie- og gasindustrien i undlader at investere en betydelig del af deres ekstraordinære overskud i vedvarende energi. Han vurderer desuden, at en del af de øgede investeringer i fossil energi, der ifølge IEA-rapporter finder sted i disse år, vil vise sig ikke at være økonomisk rentable.
I rapporten World Energy Investment 2023 fra Det Internationale Energiagentur (IEA) forventes investeringer i fossil energi at stige med 6 pct. i 2023.
Eric Pedersen, chef for ansvarlige investeringer i Nordea Asset Management, har forholdt sig til IEA-rapporten:
ØU: IEA forventer, at investeringer i kul vil stige med 10 pct. i 2023, samt at investeringer i kul allerede er højere end før pandemien. Det forekommer umiddelbart overraskende og bekymrende. Hvad er din kommentar til, at investeringerne i kul stiger?
”Det er selvfølgelig ikke det, verden har brug for. Jeg bemærker dog to ting: Det første er, at investeringerne i kulkapacitet til elproduktion fortsætter med at falde – så noget af den stigning må være andre steder. Og hvis det er kulminer, man udbygger på grund af panik i forbindelse med energikrisen i 2022, kan der meget let blive nogle strandede aktiver. Det andet er, at langt den største del af investeringerne i kul sker i Kina, hvor der er rigtig mange virksomheder, der desværre ikke behøver at bekymre sig om, hvad vestlige investorer synes. På den positive side er, at Kina samtidigt installerer mere sol- og vindkapacitet hvert år end både USA og EU, så det er ikke fordi, de ikke forstår problemet,” siger Eric Pedersen.
OVERSKUD BURDE GENINVESTERES
Ifølge IEA er investeringer i fossile brændsler steget siden 2020 og forventes at stige igen i 2023. Hvad er din kommentar til, at investeringer i fossile brændsler stiger i disse år, samt at de i år forventes at være over dobbelt så store som påkrævet i net zero-scenariet?
”Vi mener – som IEA – at de store aktører i olie- og gasindustrien er i gang med at forpasse en historisk mulighed. De kunne investere de enorme overskud, de fik på grund af energiknapheden i 2022, i vedvarende energi – på en skala, der gør en forskel. Men det er desværre ikke det, vi ser. I et vist omfang er der også tale om panikreaktioner ovenpå Ruslands invasion af Ukraine. Både selskaber og regeringer har brugt dette som forklaring på, at de fortsat borer efter ny olie og gas,” siger Eric Pedersen.
Han vurderer dog, at mange af de fossile projekter ikke kommer til at gøre en forskel i den nærmeste fremtid: ”Stort set ingen af de projekter, der er tale om, vil kunne være klar i tide til at gøre en forskel på kort og mellemlangt sigt. Undtagelsen er LNG-terminaler. Men selv her er spørgsmålet, om der virkelig bliver brug for al den kapacitet, når man ser på, hvor hurtigt den billige vedvarende energi vokser i både Europa og Asien.”
URENTABLE INVESTERINGER
Udover konkurrencen fra billig vedvarende energi risikerer stigende grønne politiske ambitioner ifølge Eric Pedersen også at gøre fossile investeringer økonomisk urentable: ”Vi kan hurtigt komme til at opleve, at regeringer skifter kurs igen. Eksempelvis har Labour i England, der står til at vinde det næste valg, meldt ud, at de agter at inddrage de licenser til nye boringer i Nordsøen, som den nuværende regering lige har uddelt.”
For at vende udviklingen er det ifølge Eric Pedersen nødvendigt, at regeringer verden over lytter til IEA og begynder at holde deres klimaløfter i forhold til Paris-aftalen. Det handler både om udbudssiden, men også om at omstille forbruget væk fra olie og gas.
Investeringer i ren energi forventes i 2023 at overgå investeringerne i fossile brændsler med faktor 1,7. Men ligesom man ikke bliver slank af at spise salat, bekæmper vi vel ikke klimaforandringerne ved at forbruge grøn energi, men ved ikke at afbrænde fossile brændsler?
“Det er indlysende korrekt, at man ikke skal tro, at den hellige gral er vel forvaret, fordi vi ser bedre og bedre forholdstal (mellem ren og fossil energi, red.). Når det er sagt, så er det også indlysende, at hver megawatt vedvarende energi fortrænger noget fossilt, og derfor gælder det om at få rullet det vedvarende ud så hurtigt som overhovedet muligt. Vi skal helt op og have ”for meget” af det, så det giver mening at lave brint, ammoniak og den slags til at lagre overskudsenergien,” siger Eric Pedersen.
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.