Økonomisk Ugebrev kan nu afsløre, at landets største pensionsselskaber PFA og Danica har lånt næsten to mia. kr. til den kriseramte svenske producent af batterier, Northvolt. Udlånet er betydeligt større end tidligere gisninger. Hertil kommer, at de to danske pensionsselskaber står langt nede i kreditorkøen, hvis det kommer til en konkurs. Pensionsselskabernes udlån er nemlig den type udlån, som er meget risikabel på grund af svage pantsikkerheder. Sammen med ATP’s investering på to mia. kr. kan de tre pensionsselskaber altså miste op til fire mia. danske pensionskroner, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
I denne uge lod Northvolt det første datterselskab gå konkurs efter et investormøde, der mildest talt ikke gik godt. Grønne lånetilsagn for fem mia. dollar blev tilbageholdt af investorerne. Og det betyder alt andet lige, at likviditetsbehovet nu er steget fra godt 800 mio. dollar til 5,8 mia. dollar.
Den svenske stat har også meldt fra, og kun to ud af 12 ejere er villige til at skyde ny kapital i Northvolt. Den største danske ejer er ATP. Oven i det viser det sig nu, at de lån, som PFA og Danica har givet Northvolt, er efterstillet gæld. Dette udlån gør dem til kreditorer, der vil få penge til allersidst i tilfældet af en likvidering af selskabet.
”Efterstillet gæld betyder, at stort set alle andre kreditorer står foran i køen, hvis det ender med en konkurs. Det er kun ejerne – altså egenkapital – der er værre stillet end kreditorer med efterstillet gæld eller juniorgæld,” siger Henning Skov Jensen fra Capital Market Partners.
Årsagen til, at ATP altså står bagerst med PFA og Danica, er formentlig, at danskerne kom sent ind i forløbet, så de første investorer allerede havde sikret sig en fortrinsret. Mens ATP og Danica ikke har svaret på Ugebrevets spørgsmål, skriver PFA i en mail:
”Vi har investeret 112,5 mio. euro, og ja, investeringen er en del af en junior gældspakke, der er blevet brugt til at finansiere konstruktionen af fabrikkens to første produktionslinjer, og PFA har sammen med de andre långivere pant i fabrikken, som er i drift,” lyder det fra PFA’s presseafdeling.
”Mig bekendt ligger en historisk recovery rate på efterstillet gæld omkring plus/ minus 25 pct. Dermed dog også sagt, at der med ganske stor sikkerhed vil være et markant tab på efterstillet gæld ved likvidation,” siger Lars Engstrøm partner i Optimal Invest.
Nu har Northvolt så hyret eksterne konsulenter til at gennemføre en rekonstruktion. De forhandler tilsyneladende med kreditorerne om nye lånevilkår. Det betyder efter alt at dømme også, at egenkapitalen og ATP’s investering på mere end to mia. kr. er nul værd og nu kun består af en option, hvor ATP må håbe på en rekonstruktion, hvor de tidligere aktionærer får lov at overleve. Men det vil formentlig kræve, at de igen skal til lommerne.
PFA’s og Danicas situation anses ikke som meget bedre. Det var PFA ikke sidste gang, det gik galt med milliardlån til flyvirksomheden NAC, som PFA langsomt og modvilligt endte med at nedskrive til nul. De øvrige aktionærer, der fortsatte, har sidenhen hentet milliardgevinster.
Nu er spørgsmålet, om ATP, PFA og Danica allerede har besluttet, at de i givet fald vil tage de voldsomme tab.
Finanstilsynet har tidligere slået fast, at der skal skrives ned med det samme, og selskaberne ikke en gang må vente til månedens udgang, hvis risikobilledet på en investering ændres væsentligt. Det, kan man vist roligt konkludere, er sket her. I praksis vil de sikkert afvente mandag, som oplyses at være afgørende omkring tilbagebetaling af lån.
Hvor meget og hvornår, der skrives ned på de fire mia. danske pensionskroner, og hvad værdien nu lyder på papiret, vil hverken PFA, ATP eller Danica svare på i denne uge. Normalt venter pensionsselskaberne med at skrive ned til allersidste øjeblik.
Så for pensionsopsparerne kan der ligge en ubehagelig overraskelse forude, medmindre man som kunde rykker væk fra den milliardrisiko.
I ATP tager man situationen med ophøjet ro: ”Vedrørende Northvolt har vi ingen kommentarer, og som vi også har sagt andre steder, kan vi af respekt for den proces, som selskabet befinder sig i aktuelt, ikke kommentere konkret på situationen eller udviklingen på nuværende tidspunkt. Hvis du har yderligere spørgsmål, henviser vi til selskabet,” skriver ATP’s presseafdeling.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.