Baggrund: Det er kun lidt mere end to år siden, ATP roste sin milliardinvestering i Northvolt og samtidig hældte endnu flere pensionspenge i den svenske batteriproducent. Nu ser det ud til, at pengene er væk. Her på bagkant vil mange sige, at der var advarselslamper nok undervejs, men at ATP & Co. valgte at ignorere dem. Her er forløbet, og hvad ATP og Europas største pensionsselskaber overså undervejs. Fagredaktør Carsten Vitoft opsummer baggrund og status på sagen.
Krisen i Northvolt udvikler sig time for time i fuld offentlighed. Alene i sidste uge nåede den svenske direktør at blive udskiftet samtidig med, at en ny skatteregning på 287 mio. svenske kr. pludselig dukkede op og forfalder til betaling i morgen, mandag. Den alene kan vælte læsset.
Velkommen til et drama, som er begyndt at ligne en særlig europæisk historie om, at politikerne leger ”pick a winner”, hvorefter nogle af verdens største investorer nærmest ukritisk begynder at hælde millarder i projektet.
Der er tale om investeringer på op mod 100 mia. kr., hvor den europæiske befolkning kommer til at betale via investeringsgarantier fra EU, svenskerne via en garanti fra Riksgälden og danskerne via deres pensioner i ATP, PFA og til sidste Danica.
I dag må man spørge sig selv, hvordan så mange fine institutioner kunne overse så mange advarselslamper på en og samme gang.
Advarselslamperne
Northvolt blev stiftet i 2017 og har modtaget 15 mia. dollar i finansiering. Det er rekord i EU, og en ganske vanvittigt en af slagsen, da selskabet først begyndte at bygge en gigafabrik, inden der overhovedet var produceret en enkelt battericelle.
Men det er en grøn case, og på den måde er den både politisk og meget velegnet til at modtage de pensionskroner, der har tørstet efter at finde den grønne omstilling i årevis. Med diverse institutionelle garantier går det stærkt med at finde penge. Danmark kom dog først ind efter de svenske pensionskasser og må derfor være ringere stillet i dag. Se artikel om, at tre danske pensionsselskaber har fire mia. kr. ude at svømme.
En del af den grønne case er, at Skellefteå i Sverige har overproduktion af strøm fra hydro- og vindkraft, som Northvolt kunne aftage billigt. Northvolts planlagte gigafabrik skulle bruge strøm svarende til 1,5 pct. af hele Sveriges samlede strømforbrug. Og efterspørgslen efter strøm er femdoblet, siden Northvolt etablerede fabrikken i Skellefteå, så allerede fra starten er projektet baseret mere på udbud end efterspørgsel, og med de stigende energipriser slet ikke så favorabel.
Men også globalt virker strategien uigennemtænkt. Prime Batteries Technology i Rumænien var en af firstmoverne på europæisk produktion af Li-ion batteripakker i 2016. Men virksomheden gjorde sig hurtigt negative erfaringer med at bestille materiel fra Kina i stedet for Korea. Kina er selv verdens største producent af batterier og altså en direkte konkurrent.
Rumænerne tilbød Northvolt at samarbejde og udveksle erfaringer, hvilket Northvolt afviste og så sidenhen erfarede på egen hånd. Med både forsynings- og produktionsproblemer endte det med, BMW annullerede en ordre på to mia. dollar og gav den videre til Samsung.
Man kunne også have kigget til Storbritannien, hvor et tilsvarende projekt var brudt sammen i 2019 – under næsten lignende omstændigheder. Det hed Britishvolt, og det blev stiftet i december 2019 og gik i betalingsstandsning i januar 2023.
En nylig rapport fra BloombergNEF viser, at der er alt for meget produktionskapacitet. Næste år i 2025 vil der være 7,9 terawatt timer globalt men kun en forventet efterspørgsel på 1,6 terawatt timer. Efterspørgslen i 2023 var 950 gigawatt timer, hvilket kineserne kunne klare alene – uden både Britishvolt og Northvolt.
Britishvolt blev aldrig profitabelt og løb tør for penge efter flere finansieringsrunder pga. manglende efterspørgsel. Til sidst var der ingen bud på selskabets aktiver, og værdien af selskabet havde været sat alt for højt. Her i 2024 er der intet af Britishvolt tilbage, og byggegrunden er nu solgt til et datacenter.
ATP’s topchef Martin Præstegaard stod i 2022 frem i medierne og roste Northvolt og fortalte om et milliardafkast til ATP, hvilket er i strid med pensionsselskabets egen politik om ikke at udtale sig om enkeltinvesteringer. Men afkastet er nu væk – antageligt lige som de lidt mere end to mia. kr., som ATP postede i Northvolt.
Carsten Vitoft