Nu bliver der brug for de økonomiske journalister

For ret præcist 36 år siden, i december 1983, var der nogle fremskridtsfolk, der afviste at stemme for finansloven, og så meldte Socialdemokratiet ud, at det også stod af. Begrundelsen var, at det jo netop var demonstreret, at firkløverregeringen ikke havde styr på sit parlamentariske grundlag. Argumentet virker i dag rimeligt. Men dengang var det kontroversielt, for indtil da havde det været en selvfølge, at de store partier bakkede op om statens budget, der i udgangspunktet jo blot er en funktion af de love, man vedtager resten af året.

Siden er det blevet normen, at diverse småpartier skal have nogle ekstra belønninger for at vise den helt basale ansvarlighed at stemme for finansloven. Det er ikke en norm, der klæder folkestyret. Processen er blevet mere og mere teateragtig. Med introduktionen af begrebet ”rå-derum” er f.eks. besværgelserne om, at nye udgifter er finansierede, blevet meningsløse. De er betalt af ekstra skatter, og på den måde kan enhver idiot jo finansiere hvad som helst.

Det er således heller ikke nogen overraskelse, at S-regeringens første finanslov kommer til verden i kraft af en politisk rævekage. Men det politiske spin er alligevel blevet løftet til et nyt niveau. Aftalen var svær at få overblik over, og det prægede mediedækningen. Der gik et par døgn, inden man fandt bag om overskrifterne og en række medier kunne konstatere, at det handlede om nogle store skattestigninger. Den eneste, der hårdt, præcist og hurtigt naglede finansloven var Bjarne Corydon i Børsens leder . Men han kender naturligvis som tidligere finansminister spillet på fingrene. Andre medier kan lære, at de skal ruste op på de økonomiske og administrative kompetencer, hvis de skal gøre sig håb om at give den nye regering modspil.

Sagen er, at det er lige så tåget, når man går ned i de enkelte punkter i finanslovsaftalen. Nogle eksempler: Fra 2021 skal der årligt spares 625 mio. kroner på konsulenter. Enten ligger der heri en erkendelse af, at konsulenterne har lavet unyttigt arbejde, eller også – og mere sandsynligt – skal de fastansatte i stedet løse opgaverne. Og så fortoner besparelserne sig. Omvendt med aftalens store slagnummer, nemlig minimumsnormeringerne i daginstitutionerne.

Reelt er der ikke tale om minimumsnormeringer, men blot om højere bevillinger. Hvis man på det pressede arbejdsmarked ikke kan finde de fornødne pædagoger, er det en gratis omgang. Helt gratis for skatteyderne bliver angiveligt en barselfond for selvstændigt erhvervsdrivende, for den skal de selv finansiere. Men sådan en fond findes allerede – den hedder Barsel.dk, den bestyres af ATP, og selskaber betaler henved 1000 kr. om året pr. medarbejder, inklusive ejeren selv, til den. Så hvad skal de nye penge reelt gå til? 200 mio. kr. afsættes til et nyt skattecenter med kontrolaktiviteter. Men pengene rækker ikke til de planlagte 250 medarbejdere; i hvert fald ikke hvis de også skal have lokaler at være i og redskaber at arbejde med.

Og så videre. Det er ganske enkelt umuligt at gennemskue, hvad der bliver givet penge til, og hvor de skal komme fra. Måske er det også umuligt for forligspartierne. Medierne bør komme til hjælp.

TV2: HETZEN MOD IVS
Helle Thorning-Schmidt er nu om dage ikke beskyttet af Socialdemokratiets spin-maskine, og noget kunne tyde på, at den tværtimod gerne smider hende under bussen, hvis det tjener et godt formål. I sidste uge agerede TV2 bus med en historie om, at inaktive selskaber bare bliver forladt, mens ejerne lader staten hænge på en regning på 40.000 kr. til at opløse dem. Sådan et selskab har den tidligere statsminister været medejer af. Men der er noget i beskrivelsen, der ikke helt stemmer, for det fremgår, at selskabet er konkurs, og så overgår kontrollen til konkursboet. Ejerne kan ikke blot opløse selskabet. Selv uden konkurs kunne en mindretalsejer ikke på egen hånd opløse selskabet.

Det hele lugter af at være en del af hetzen mod IVS-selskaberne, der får skyld for alverdens ondskab, nu hvor politikerne har afskaffet denne selskabsform igen. I hvert fald må man undre sig over, at det kan koste staten 40.000 kr. at opløse et ubrugt selskab, når ejerne selv kan gøre det på få minutter. Der må være nogle gebyrer, der er strammet vel rigeligt, og så ser det naturligvis dumt ud, når det er staten selv, der skal betale disse gebyrer.

Sten Thorup Kristensen