I storbankernes aktieanalyseafdelinger er ”commissioned research” det nye mantra. Det handler om aktieanalyser, som de børsnoterede selskaber betaler bankernes aktieanalytikere for at udarbejde. Både selskaber og banker ser de nye betalingsanalyser som et resultat af MiFID II. Men det er slet og ret markedsføringsmateriale, der kommer ud af det.
Nordea gør det i stor stil. Og Danske Bank er ved at komme efter det. De udarbejder aktieanalyser mod betaling fra de børsnoterede selskaber, som analyserne handler om. Bankerne har nemlig fremover kun ”råd” til at udarbejde analyser af de selskaber, som de professionelle investorer vælger at betale for. Og det har givet grundlag for en ny industri i den finansielle verden. Nordea dækker 28 nordiske selskaber på den måde, fremgår det af denne oversigt .
Blandt andet betaler danske børsnoterede Netcompany Nordea for at få udarbejdet analyser af sig selv. Det fremgår dog klart af den seneste analyse af Netcompany (som kan ses her ), at der er tale om commissioned research, og det fremhæves også, at der er tale om ”Marketing material commissioned by Netcompany.”
I en aktuel analyse fra Nordea på tolv sider af Netcompany fremhæves, at der kan være en opjustering på vej af forventningen til årets omsætning. Og at analytikerne fastholder en fair value på 245-285 kr., mod en kurs torsdag eftermiddag på 226. Analysen er udarbejdet af den erfarne analytiker Claus Almer og aktieanalysechef Jesper Herholdt Jensen. Det oplyses også, at ”this report has not been reviewed by the Issuer prior to publication.” Også andre danske selskaber har valgt at gå den vej ved at købe analysearbejde hos Nordea, blandt andet BankNordik, FastpassCorp og Sparekassen Sjælland-Fyn.
Også Danske Bank er på vej med Commissioned research, men halter en del bagefter Nordea på det nye forretningsområde. Ifølge bankens oversigt dækkes kun tre selskaber mod betaling, og der er endnu ingen danske selskaber imellem. Danske Bank dækker blandt andet Gomspace, som er noteret i Sverige, fremgår det af denne oversigt (klik på ”aktier”). Banken kalder det også ”bestilte analyser”.
I et eksempel med Gomspace skriver bankens analytikere i en analyse den 3. oktober 2018, under overskriften ”Værdiansættelse: På baggrund af de nedjusterede estimater, øget usikkerhed og indregning af den foreslåede nyudstedelse af aktier nedjusterer vi værdiansættelsen til SEK 50-58 (SEK 94-133).”
Det lille analysehus Aktieinfo har i flere år udarbejdet betalingsanalyser for en stribe danske smallcap-selskaber. Bag selskabet står Lau Svenssen og John Stihøj, der blandt andet har udarbejdet analyser af Green Mobility og Conferize på First North. Ifølge dette prisblad tager Aktieinfo op til 50.000 kr. årligt for analysedækning. Analysevirksomheden er senest blevet kritiseret i Finans.dk , for stort set kun at udarbejde positive anbefalinger, og som læser af analyserne skal man også lede længe efter en klar deklaration om, at der tale om betalt analysedækning. Læs også artiklen med interview med aktieanalysecheferne fra Carnegie, Danske Bank og Nordea.
Nordea: Behov for øget dækning med betalte analyse Nordea Markets har udarbejdet en større analyse under overskriften ”Liquidity drought”, hvor de negative effekter af MiFID II på finanshusenes analysedækning gennemgås. Det fastslås, at det nye EU-direktiv, som trådte i kraft primo januar 2018, vil medføre betydeligt ringere analysedækning fra de store finanshuse.
Tidligere skulle finanshusene, for at tiltrække de store investorer, have en bred analysedækning. Med MiFID II bliver handel og analysedækning skilt ad, så investorerne skal betale for analysedækning, og Nordea konkluderer, at finanshusene med den nye forretningsmodel bliver tvunget til at droppe analysedækning af de selskaber, hvor det ikke er lønsomt. Også lavere likviditet i de mindre aktier accelerer denne udvikling. ”We believe MiFID II will reduce coverage futher, especially for small- and midcaps. Less coverage reduces investor interest and subseqently trading and liquidity,” skriver Nordea.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her