Advokat Boris Frederiksen bekræfter nu over for Økonomisk Ugebrev, at han som kurator i konkursboet efter Kasi ApS er parat til at sælge fordringen på Pandora for én million kroner til familien ”Kasi” Nielsen. Kreditorerne i boet ønsker ikke selv at gå efter en mulig erstatning. Med fordringen får Jesper ”Kasi” Nielsen nu den retlige interesse i sagen, som Retten på Frederiksberg forleden fastslog, at familien ikke havde, skriver journalist Lars Abild i artikelserien om opgøret mellem familien Nielsen og Pandora
Opgøret mellem Pandora og familien ”Kasi” Nielsen er langt fra slut. Faktisk er det nu kun lige ved at blive genstartet, efter en pause siden den første voldgiftssag, som i 2021 blev vundet af Pandora.
For nogle uger siden blev den første indledende dyst afgjort i Retten på Frederiksberg. Af flere erhvervsmedier blev afgørelsen udlagt som et stort nederlag for Kasi familien og en stor sejr for Pandora.
Men det var en forudsigelig ”sejr” til Pandora. For formålet for familien Nielsen var et helt andet, nemlig at få et vidneudsagn under strafansvar fra den tidligere Pandora-direktør Niels Møller, som skulle underbygge, at der var nye oplysninger i sagen, og at der derfor er grundlag for en videre retsproces.
Oplysningerne fra Niels Møller var ikke kendte, da de første slagsmål mellem familien Nielsen og Pandora udviklede sig. Ikke mindst i en meget omtalt voldgiftssag. De økonomiske resultater, Niels Møller lagde frem, viser groft sagt, at Pandora kørte med dobbelt bogholderi i det centrale selskab Pandora CWE.
I det tyske selskab var der solide overskud, hvilket sikrede bonus til de centrale landechefer herunder Niels Møller som topchef. Men da resultaterne kom til holdingselskabet i Danmark igennem den centrale Pandora-regnemaskine i København, blev de til underskud. Herved var der ikke bonus til Kasi-familien.
Det var velkendt, at Kasi Nielsen familien ikke havde en formel retlig interesse i sagen mod Pandora. Det eventuelle retskrav på Pandora ligger nemlig i konkursboet efter Kasi ApS – og der ville være en kringlet juridisk vej til at bevise, at familien Kasi Nielsen privat kunne gøre krav gældende mod Pandora.
Det var også grunden til, at de tre dommere kunne afgøre sagen meget hurtigt, og ikke som ventet skulle bruge et par måneder. De konkluderede hurtigt, at Jesper Nielsen og hans familie ikke havde retlig interesse. Det var grund nok til at afvise sagen.
Dommerne skriver også, at de slet ikke har taget stilling til de tre andre forhold, som blev behandlet under de to retsdage i Retten på Frederiksberg. Med andre ord har det været en fejltolkning at konkludere, at sagen var et stort nederlag for familien Nielsen. Udfaldet var næsten forudsigeligt.
Næste afgørende skridt i sagen bliver så, at familien faktisk sikrer sig den ”retlige interesse”, som de blev afvist på i første omgang. Og det har længe ligget i kortene, at Kasi Nielsen familien kunne få lov til at købe fordringen ud af konkursboet – og dermed få den vigtige ”retlige interesse”. Sker det, kommer familien til at stå på egne ben.
En af deres advokater Søren Vasegaard Andreasen siger på LinkedIn, at de ser frem til, at det bliver selve kravet mod Pandora, der skal diskuteres i en retssag og ikke kun formaliteter.
Advokat Boris Frederiksen oplyser til Økonomisk Ugebrev, at han som kurator for konkursboet Kasi ApS nu er i dialog med familien Nielsen om, at de køber fordringen, og at det er godkendt af kreditorerne i konkursboet:
”Kreditorerne ønsker ikke, at konkursboet skal køre en erstatningssag igen. Derfor er det besluttet, at vi gerne vil sælge fordringen for at få penge til konkursboet,” siger han.
Parterne har aftalt en pris på én million kroner, hvor familien Nielsen i første omgang skal indbetale 312.500 kr. til konkursboet, som skal anvendes af kurator til at håndtere den juridiske salgsaftale og sikre gyldigheden. Resten af beløbet op til millionen, tilbagebetales til Gældsstyrelsen, som lagde ti mio. kr. ud til at føre den første voldgiftssag anlagt af Kasi ApS mod Pandora. Andre kreditorer har op mod 90 mio. kr. til gode.
Boris Frederiksen oplyser, at det vil indgå i en aftale om salg af fordringen, at kreditorerne i konkursboet skal have deres penge først, hvis der kommer noget ud af en efterfølgende erstatningssag. Det betyder groft sagt, at Kasi Nielsen familien tager procesrisikoen, mens kreditorerne, blandt andet Brøndbyernes IF, fortsat kan få deres tilgodehavende, uden at skulle finansiere en omkostningstung retssag.
En ting er dog, at Kasi Nielsen familien får købt sig til den ”retslige interesse.” Noget andet er, at det videre forløb herfra kan blive bumpet. Jesper Nielsen har oplyst, at man vil anke sagen til landsretten efter den tabte sag i byretten. Og der er fortsat mulighed for en ny voldgift senere på året.













