Danica kan ikke tjene nok penge til Danske Bank, lød det i starten af måneden her i Ugebrevet, og det fik topchef Mads Kaagaard til kort efter at øge sine indtjeningsmål. Nu er strategien, at Danica både skal vokse, tjene flere penge og blive bedre til at udnytte sit tætte forhold til Danske Bank. Problemet er bare, at den nye strategi er en eksakt kopi af en otte år gammel strategi. Det er en udstilling af ledelsen, lyder det fra en branding- og kommunikationsekspert. Fagredaktør Carsten Vitoft har sammenlignet den nye og den gamle strategi.
Enten er det en usædvanlig hård kritik af den tidligere ledelse, eller også er Danica gået helt i stå, hvis man tager Danicas nye strategi for pålydende: Danica skal skabe vækst med flere nye kunder gennem Danske Bank. Danica skal blive bedre til at udnytte bankens IT-system. Danica skal som Danske Bank have flere tilfredse kunder. Danica skal tjene flere penge til Danske Bank.
Men det er præcis den samme smøre, som Mads Kaagaards forgænger på posten Per Klitgaard lancerede i 2017. Og det opfattes som en indirekte kritik af Danicas ledelse fra Danske Bank.
”Det peger på, at Danske Bank vurderer, at Danicas ledelse ikke har formået at levere. Set i det lys fremstår det nærmest som en offentlig udstilling af hele Danica og ledelsen, der har haft hænderne på roret. Samtidig har vi set ledelsesændringer og en skuffende egenkapitalforrentning. Problemet synes at være implementeringen, som ikke har givet de ønskede resultater,” siger COO for Public Relations og Public Affairs Andreas Hedensten fra Grey Burson, og han fortsætter:
”Generelt har strategier ingen værdi, hvis de ikke bliver implementeret og omsat til konkrete adfærds- og forretningsændringer. Men det tyder på, at 2017-strategien stadig har ledelsens og ejernes opbakning. Det sender samtidig et klart signal til de nuværende medarbejdere – de får næppe 7-8 år igen til at implementere strategien. Nu skal der leveres resultater.”
Danica har ikke ønsket at svare direkte på Ugebrevets spørgsmål, om strategien er ny og offensiv eller en relancering af en otte år gammel strategi, men skriver i et svar:
”Verden og pensionsmarkedet er markant anderledes i dag, end for syv år siden. Så selvom der helt naturligt vil være et overlap til både tidligere og fremtidige strategier, så er det vigtigste for Danica, at vores nye strategi kan bruges i vores daglige arbejde til at give alle medarbejdere en klar forståelse af, hvordan vi indfrier vores mål.”
Kollektivt hukommelsestab
Nu er spørgsmålet, om der er tale om en ny strategi eller blot forstærket kommunikation fra Danica. Eller måske er det et svar til Økonomisk Ugebrevs nylige analyse: at Danske Bank er utilfreds og kan være på vej til at sælge Danica. Og derfor en slet skjult besked fra Danica til Danske Bank om, at der nok skal komme flere penge fremover: Sælg os ikke.
En så kort hukommelse har banken dog næppe. I 2017 sagde Klitgaard:
”Det er netop gennem Danske Banks ejerskab, at vi kan distancere os fra andre pensionsselskaber. Vores produkter og digitale løsninger er jo udarbejdet i samarbejde med Danske Bank, og det giver nogle helt andre muligheder og kræfter, som andre ganske enkelt ikke har,” lød det den gang fra Per Klitgård. I forrige uge sagde Mads Kaagaard det samme:
”Vi har en kæmpe fordel ud af at være en del af Danske Bank. Det er jo dét, som gør, at vi adskiller os fra andre pensionsselskaber, og det vil vi blive bedre til at udnytte til fordel for kunderne.”
Budskabet var også det samme midt i 2023, hvor Søren Lockwood, CEO for Danica Pension, sagde: ”Det er et naturligt skifte, at Danica Pension fremover får Danske Banks CEO som bestyrelsesformand, og jeg mener, at det vil styrke vores strategiske fællesskab. I vores nye strategi skal vi arbejde tættere sammen om at pleje kundernes behov i koncernen…”
Og om moderne IT-løsninger lød der også noget af en gentagelse fra Mads Kaagaard: ”Vi laver selvfølgelig allerede forretninger med banken i dag, men der ligger stadig et uforløst potentiale foran os. God rådgivning bør tage udgangspunkt i hele kundens økonomi på alt lige fra boliglån til pension. Derfor er det en fordel for os at være en del af Danske Bank, der har det bedste setup for en 360 graders økonomisk rådgivning og derudover gode IT-løsninger,« sagde Mads Kaagaard i forrige uge.
Dengang sagde Per Klitgård, at det kom til at tage ca. 2,5 år at udføre strategien.
Nu er der altså gået otte år, hvor den så genstartes.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.