Arbejdet med etablering af Fair Realkredit skrider fortsat fremad, og nu er arbejdsgruppen bag projektet tæt på at have en afklaring af endnu en udfordring.
Det drejer sig om hele afsætningssiden for obligationer. Flere pensionskasser viser interesse for investering i de kommende realkreditobligationer.
Der er de seneste måneder arbejdet intensivt på at løse de mange udfordringer, inden den nye kreditforening Fair Realkredit kan gå i luften. Et af de store spørgsmål har været, hvem der skal aftage de obligationer, der skal udstedes af den kommende kreditforening. Her er der nu kommet et gennembrud. ”Vi arbejder i øjeblikket på en model, hvor vi har en aftale med nogle pensionskasser om at aftage obligationer,” siger formanden for arbejdsgruppen, tidligere bankdirektør René Poulsen.
Hans vurdering er, at der skal samarbejdes med fire-fem pensionskasser, der gerne vil aftage obligationer. ”Foreløbig har vi mødt stor interesse fra mindst en pensionskasse, og vi har fået bekræftet, at det ikke er et krav, at vi har en rating på papirerne,” siger René Poulsen. Udover den konkrete pensionskasse, der allerede har indikeret at være klar til at aftage obligationer, er der kontakt til andre interesserede pensionskasser. ”Umiddelbart virker meldingerne meget betryggende, og udover at det er vigtigt at sikre, at serierne er likvide, er vi ikke blevet mødt med de store forbehold,” siger René Poulsen.
For at sikre tilstrækkeligt store og likvide serier bliver der formentlig tale om så få serier som muligt. En mulig løsning kunne være alene at udstede en 30-årig serie uden afdrag. Her vil man rent teknisk godt kunne benytte papirerne som baggrund for også lån med afdrag. Prisen for denne løsning vil være, at låntagere med lån med afdrag vil komme til at betale den samme effektive rente på lånet som låntagere med lån uden afdrag. Denne ulempe skal holdes op mod fordelen ved større serier.
Usikkerhed om kursrabatten
Omkring de obligationer, der kommer til at ligge bag de kommende lån, er der, ifølge Rene Poulsen ,nogen usikkerhed om, hvordan de vil blive prissat. Det vil utvivlsomt koste noget på kursen, at der ikke som udgangspunkt vil blive tale om papirer med en rating fra et internationalt kreditvurderingsbureau. Men de indikationer, arbejdsgruppen foreløbig har fået, er altså, at det ikke betyder, at papirerne er uinteressante, eller at der skal være tale om voldsomme rabatter. Samtidig skal der også være en forholdsvis stor volumen i de enkelte serier, for at undgå at også det koster på kursen.
Ifølge Rene Poulsen vil smertegrænsen være en kursrabat på 3-4 kurspoint. Bliver kursrabatten større, koster det låntageren mere i form af højere effektiv rente, end der kan opvejes af besparelsen på bidrag. Men holder rabatten sig under dette niveau, vil det samlede resultat for låntageren bliver positivt med de bidragsniveauer, der forventes fra den nye kreditforening.
Men i praksis tyder vurderinger på, at det er en langt lavere kursrabat, der bliver tale om. Et pejlemærke er obligationerne fra DLR, hvor der i flere tilfælde er tale om kurser på op mod 1 kurspoint under tilsvarende fra de store udbydere, som f.eks. Nykredit. Men her er de bagvedliggende lån muligvis med til at trække kursen lidt nedad, fordi der er tale om erhvervsudlån og ikke finansiering af boliger. Et godt bud kunne være, at der kan blive tale om en kursrabat på omkring et halvt kurspoint. Hvis det bliver resultatet, vil den beskedne merrente for låntager blive opvejet mange gange af de forventede bidragsbesparelser. Ifølge arbejdsgruppen er der foreløbig et pengeinstitut, der har vist interesse for at medvirke i en marketmakerordning, som skal understøtte en effektiv og løbende prissætning af papirerne.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her