Velkendt er det, at Danmark halter håbløst bagefter Sverige, når det gælder om at udnytte børsmarkedet til at formidle risikovillig kapital til unge vækstvirksomheder. Investorerne er der, virksomhederne er der. Og nu er den sidste brik kommet på plads, for at skabe et dansk eventyr for mini IPO’er: Nemlig rådgiverne.
Byggeklodserne for at skabe et dansk bredt funderet børseventyr for iværksættere og unge vækstvirksomheder er nu bedre end nogensinde. Danmark har i årevis kæmpet med et nærmest dødt børsmarked i relation til at skaffe risikovillig kapital til iværksættere og unge vækstvirksomheder. Som bekendt har bankerne ikke den store lyst til at deltage her, og equity crowdfunding er ikke rigtig kommet i gang.
Så situationen har været, at der var virksomheder, som efterspørger kapital, og private investorer, som var parate med pengene. Men rådgiverne har manglet. De traditionelle større corporate finance rådgivere har ikke lyst til at røre ved dette marked: Indtjeningen er simpelthen for lille, i forhold til de omdømmerisici, de påtager sig ved at børsføre en lille virksomhed.
Men billedet er på vej til at ændre sig i positiv retning: Minibørsen First North har det seneste år fået tilført en stribe nye selskaber, godt hjulpet af sted af en ny rådgivergrupper af såkaldte certified advisors. Rådgiverne vurderer, at vi kun lige har set starten på et nyt børseventyr, og at vi i løbet af få år kan komme til at opleve 30-40 nynoteringer af mindre virksomheder hvert år. Eksempler på nye selskaber er Green Mobility, Conferize, NPinvestor, Agilic og Happy Helper.
Bag de nye selskaber står en ny gruppe rådgivere, som ser muligheder i det nye marked for mini IPO’er. Forventningen er, at der vil komme en del flere noteringer på First North i år. Og der er også danske selskaber på vej på den nye danske del af svenske Aktietorget, nemlig Freetrailer, som påbegynder tegningen i næste uge.
Samlet er der nu otte certified advisors på det hjemlige marked, og de fleste er relativt nye på banen. Kapital Partner står bag GreenMobility og Erria. CDI Global står bag Wirtek og NPinvestor. Clearwater har Jobindex og EgnsINVEST Ejendomme. BDO står bag Fastpass og Conferize, EY har esoft systems og Enalyzer. Tofte & Company står bag de relativt nye Agillic og Happy Helper.
Hertil kommer to ret nye aktører, som ikke har stået bag noteringer endnu, nemlig Norden CEF, hvis bagmand er John Norden, kendt fra MyBanker og svenske Västra Hamnen Corporate Finance har også meldt sig klar til at hjælpe danske selskaber på First North. Fire af de aktuelle certified advisors er nye på banen.
Fra Kapital Partner siger direktør Peter Høgsted til Økonomisk Ugebrev, at han forventer markant øget aktivitet for danske mini IPO’er de kommende år: ”Det er meget positivt for det danske børsføringsmiljø, at der nu er ved at blive opbygget en ny industri af rådgivere rettet mod mini-noteringer. Det er en klar forudsætning for, at vi nu skal få det til at fungere.”
Han ser gode muligheder for, at der kan blive opbygget et godt fundament for at den nye rådgiverindustri kan udvikle sig og opbygge kompetencer. ”Det vil kræve 20-30 årlige børsnoteringer, og det tror jeg også er realistisk på nogle års sigt.” Vurderer han.
Peter Høgsted ser den største snubletråd for denne udvikling, hvis der kommer nye certified advisors, som gør et sjusket stykke arbejde og dermed giver First North noteringer et generelt dårligt omdømme. ”Men det er også klart, at nynoteringer, hvis salgsprisen er uforsvarlig høj, eller salgsmaterialet ikke fortæller den fulde historie, først og fremmest vil gå ud over den pågældende rådgiver,” siger han.
Fortiden skræmmer
Eksempler fra fortiden kan skræmme, eksempelvis den tidligere notering i 2007 af Abaris Ejendomme, der viste sig at være baseret på fup. I medierne (og Økonomisk Ugebrev) har det også været debatteret, om nogle af de nyeste noteringer har været solgt til overpriser, blandt andet Conferize, NP Investor og Happy Helper.
NPinvestor blev solgt til 17 kr. pr. nye aktie, og kursen er pt. i 9,3 kr. Altså næsten en halvering. Happy Helper blev solgt til 16 kr. med en aktuel kurs på otte procent ned. Og Conferize blev solgt til otte krone, med en aktuel stigning på ti procent.
”Blandt rådgiverne er der en fælles ånd om, at vi skal have det her til at lykkes. Og vi mødes for at drøfte, hvordan vi kan få det til at ske. Og vi er enige om, at det her skal gøres ordentligt, så branchen ikke ødelægger det for sig selv,” siger Peter Høgsted, som aktuelt er på vej med flere mini noteringer i år.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her