Efter den veloverståede kapitalforhøjelse i Alm. Brand er aktien steget pænt og mere end de andre skadesforsikringsaktier. Alm. Brands analytikere og aktionærer kan nu tillade sig at kigge længere fremad, hvor næste forhindring bliver Konkurrencestyrelsens godkendelse af sammenlægningen med den danske del af Codan.
Over de seneste tre måneder er Alm. Brand-aktien faldet 20 pct. som en følgevirkning af meddelelsen om at overtage Codan og frygten for udvanding og manglende synergier i sammenlægningen. Umiddelbart blev overtagelsen kritiseret for at være for dyr. Men Økonomisk Ugebrev har i en tidligere analyse skønnet, at der ligger en upside for aktionærerne på 60 pct., hvis Alm. Brands ledelse formår at skabe en velsmurt forretning med samme multipler som Tryg og Topdanmark.
I analysen skrev vi, at ”selv uden egen salgsvækst kan Alm. Brands nyvundne strategiske tyngde i den danske forsikringsverden gøre aktien til en af de mest attraktive finansaktier de kommende år.”
I en anden artikel om konkurrencen inden for skadesforsikring skrev vi, at de fire største generelle skadesselskaber har en samlet markedsandel på 80 pct., når man justerer for en stribe forhold. Derfor vurderer professor emeritus, dr.jur. Jens Fejø fra CBS, at konkurrencemyndighederne vil kigge kritisk på overtagelsen.
Der er fortsat lang vej hjem.
I første omgang ser det ud til, at investorerne belønner Alm. Brand for seneste regnskab og det forhold, at kapitalforhøjelsen, der skal finansiere købet, er på plads. Den seneste måned er aktien steget knap 6 pct., mens Topdanmark er steget godt 3 pct., og Tryg er faldet knap 2 pct.
Analytikerne har ellers i deres estimater for næste års overskud opjusteret Tryg en lille smule på eps-basis, mens de har nedjusteret Topdanmarks kommende eps-overskud med 1,5 pct. over den seneste måned. Analytikerne har også sat finske Sambo og norske Gjensidige lidt ned. Til gengæld har analytikerne opjusteret deres overskudsforventninger til flere af de store europæiske selskaber, bl.a. Allianz og Zürich.
Alm. Brand har senest ved halvåret opjusteret resultatet i forsikringsforretningen, hvor forventningen var 575 mio. kr. i februar 2021, til senest 800 mio. kr. for helåret. Forventningen er bl.a. baseret på en skønnet fremgang i præmieindtægterne på 1,5 pct.
Også de andre store danske skadesselskaber har for nyligt opjusteret deres forventninger. I det seneste regnskab oplyser Topdanmark, at ledelsen nu ser vækst i præmieindtægterne på 4-5 pct. i år mod tidligere forventet 3-4 pct. Tryg har opjusteret forventningerne til det tekniske resultat, før påvirkning fra RSA-transaktionen, fra 3,3-3,7 mia. kr. til 3,5-3,8 mia. kr. som følge af et ”positivt teknisk resultat i 1. halvår.”
Selskaberne oplyser ikke konkret, hvor meget af indtægtsvæksten, der kommer fra prisstigninger på de enkelte forsikringer og hver meget, der kommer fra mersalg af forsikringer.
Generelt har det dog været billedet de seneste år, at markedsandelene har ligget meget stabilt, og der synes ikke at være den store strandhugst hos hinanden.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her